Det er efterhånden med EU’s demokratiske underskud som med vejret: Alle taler om det, men ingen gør noget ved det.
Det er især EU-skeptikerne og -modstanderne, der holder af at udstille EU’s demokratiske mangler. Regn- og tordenbyger hagler ned over EU’s institutioner og os EU-tilhængere i deres forsøg på at give dem selv en plads i solen.
I dette forsøg overser EU-skeptikerne og -modstanderne det faktum, at det ikke kun er EU, der lider en demokratisk syge. Det gør hele vores politiske system. Fra Folketinget til EU. Kun få tager initiativer til at genvinde borgernes tillid.
Den værste anklage mod EU-systemet er som regel, at politikerne ikke kan stilles til ansvar over for befolkningerne. Præmieeksemplerne er, at valg til Europa-Parlamentet ikke handler om regeringsdannelse, og at Europa-Kommissionen ikke kan bringes i mindretal.
Lad mig spole tiden tilbage til dengang, hvor Europa-Parlamentet var – med Margaret Thatchers ord – et Mickey Mouse-parlament. Først i 1979 var der direkte valg til Europa-Parlamentet, men parlamentet begyndte først at få større politisk indflydelse fra slutningen af 1980’erne.
Ved valget i 2014 fik Europa-Parlamentet mulighed for at udpege en kommissionsformand, og selvom processen var langtfra så åben, som man kunne have ønsket, var den et fremskridt. Med andre ord, Europa-Parlamentet er under en fortsat demokratisk udvikling, og det er en udvikling, der tager tid og kræver oplysning.
På den danske politiske scene er forholdene anderledes. Inden et folketingsvalg skal ethvert parti bekende kulør og pege på en kandidat til statsministerposten. Det gør ikke just den demokratiske situation bedre. Små partier mister deres særegne træk ved at blive fastholdt i en blokfarve. De mister i høj grad deres mobilitet, der kunne løsne op på det politiske spektrum. Valgkampen bliver som et præsidentvalg mellem to kandidater.
Et andet demokratisk problem er, at Europa-Kommissionen ikke kan afsættes på samme måde, som hvis en dansk regering havde et flertal imod sig. Men kan en dansk regering overhovedet blive afsat?
Juridisk set, ja, men politisk set er det så godt som utænkeligt. Det er blokkene simpelthen for fastfrosne til. I stedet bringer små partier enkelte ministre i mindretal, og når bølgerne virkelig går højt, bliver de små partier tilbudt ministertaburetter. Så ja, muligheden er der, men bliver ikke brugt i samme grad som tidligere. Det skyldes, at politikken også i Danmark er givet på forhånd. Et stærkt embedsværk, der arbejder ud fra en vision om new public management frem for visioner for det gode samfund, styrer vores politikere. De sidste 20 år i dansk politik har vist, at hverken en rød eller blå regering kan føre en troværdig politik med egen farve.
I min optik er grunden ikke kun, at den givne regering ikke kan tælle til 90 mandater, men også at embedsværket er for stærkt og for farveløst. Derfor har vi heller ikke i Danmark en reel politisk kampplads.
Det er ikke kun EU, der har et demokratisk underskud, men hele det politiske system. Mange taler om dette problem, men få gør noget ved det. Vi ændrer ikke det system, der skaber mistillid mellem borgere og politikere. Hverken i EU eller i Danmark.
Ingen tager et reelt initiativ til at opbløde blokkene, så nuancerne i partiernes holdninger bliver mere synlige. Ingen tager et reelt initiativ til at sikre en reel kampplads i de politiske arenaer – en kampplads, der ikke bliver oversvømmet af drillerier og personfnidder. Ingen tager initiativ til at gøre op med et tungt embedsværk, der fastfryser den overordnede politiske kurs.
Vi burde fokusere på at diskutere visionerne for det gode samfund. For vores visioner er vidt forskellige. Og når borgerne er blevet hørt, må vi sætte handling efter ord. Ellers vil den demokratiske syge bare fortsætte med at brede sig som et tykt lag is mellem borgere og politikere – både i Danmark og resten af Europa.
Bragt i Jyllands-Posten, den 9. februar 2017.