Når man fejrer sin 60-års fødselsdag, er det som regel en festlig dag. Man samler familien, ser tilbage på de gode og svære tider i livet og ser frem og holder en tale over livets anekdoter.
Men når EU den 25/3 kan markere 60-årsdagen for Rom-traktaten, der som forgænger til EU skulle forene Europa, er der ikke meget at fejre. Det økonomiske såvel som det politiske samarbejde er ved at splintres for øjnene af europæiske politikere, der virker handlingslammede over for de problemer, som Europa står over for.
Fødselsdagen kan ende som en af de sidste fejringer af det europæiske samarbejde, hvis ikke EU’s institutioner og medlemslande begynder at handle hurtigere og i reel solidaritet for at komme udfordringerne til livs.
Langt fra virkeligheden
Skrevet med to verdenskrige in mente virker Rom-traktatens visioner for det europæiske samarbejde store. I præamblen står blandt andet, at samarbejdet skulle sikre en harmonisk udvikling i de europæiske økonomier. En fælles indsats skulle sikre vedvarende ekspansion, ligevægt i samhandlen og redelig konkurrence. Endelig sigtede Rom-traktaten på at fjerne de grænser, der deler Europa.
Hvis disse ord blev fremhævet i en tale for det europæiske samarbejde, ville de klinge hult. Rom-traktaten står i dag som et smukt sigte, der ligger langt fra virkeligheden.
Problemet er, at den politiske solidaritet er haltet efter den økonomiske udvikling. Økonomiske projekter er blevet søsat i en blind tro på, at de ville føre til et stærkt, politisk sammenhold. Der har ikke været konsekvenser for de medlemslande, der ikke har udvist den nødvendige forståelse for fællesskabet.
Blev økonomisk totaldrænet
Kronen på værket skulle være euroen. Den monetære union blev skabt i troen på, at den ville blive fulgt op af politiske reformer, der skulle kompensere for forskelligheden i Nord- og Sydeuropas økonomier. I stedet for at lade økonomierne modne pressede man dem ind i en smuk, symbolsk spændetrøje, der kun kunne lykkes, hvis der var politisk vilje til strukturelle reformer.
Flere medlemslande levede med underskud på de offentlige finanser år efter år, uden at nogen tog affære. Der var heller ikke politisk vilje til at udligne de økonomiske forskelle. Da man hverken satte ind over for offentlige underskud eller udjævnede økonomiske skel, endte flere sydeuropæiske lande med at blive økonomisk totaldrænede og tvunget til at optage urealistisk høje lån.
Slaraffenland for kriminelle
60-årsdagen bliver også holdt i skyggen af et kollapset grænsesamarbejde. Trods mange års advarsler var EU ikke politisk parat til at arbejde sammen om en hård, ydre grænse og en fordeling af flygtninge, før det var ved at være for sent.
Europæiske grænser blev et slaraffenland for kriminelle, og da flygtningeboblen bristede, tyede medlemslandene til selvtægt for at stoppe strømmene. Idealet om åbne grænser blev også offer for manglende politisk vilje.
EU er officielt ude af den økonomiske krise. Den fælles indsats mod flygtningekrisen er sat i værk, men antallet af flygtninge og migranter er i begyndelsen af 2017 steget med 70 pct. i forhold til samme periode sidste år.
Europas befolkninger er stadig hærget af en krisementalitet. De har været vidner til, hvordan et overnationalt samarbejde med flotte visioner er blevet misbrugt af medlemsstaternes stædige egoisme og manglende vilje til politiske reformer.
I lyset af brexit
Som prikken over i’et stemte briterne sig ud af unionen. Ni måneder senere har kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, nu fremlagt fem mulige veje for EU’s fremtid. De fører mod alt fra et snævert indre marked over en union i flere hastigheder til en fyldig føderation.
Ifølge Juncker skal de fem veje ses i lyset af brexit, men EU’s fremtid må også ses i et langt større perspektiv af den manglende politiske vilje til sammenhold og den vedvarende krisementalitet.
Inden der kan anlægges en vej for det fremtidige projekt, er medlemsstaterne nødt til at gøre op, hvilket EU de ønsker.
Når det er gjort op, er medlemslandene og institutioner nødt til at sikre, at visioner for fremtiden bliver fulgt op af konkrete handlinger.
Tilliden skal genoprettes
Som det europæiske samarbejde ser ud nu, er fejringen af 60-årsdagen dømt til en sørgefest. Fødselaren lever endnu takket være en bureaukratisk pacemaker, der holder hjertet i live, selvom den politiske vilje lader til at være sygnet hen.
Et europæisk samarbejde anno 2017 må kunne reagere hurtigt og solidarisk på de fælles udfordringer, som medlemslandene har, hvis befolkningerne skal kunne have tillid til samarbejdet. For kun hvis tilliden bliver genoprettet, kan der for alvor blive noget at fejre.
Bragt i Jyllands-Posten, den 18. marts 2017.