Om få uger kan vi glæde os til at se studenter i gadebilledet. Unge mennesker, der har fået hvide huer med farverige bånd, danser ind i sommeren. Alle sorger er tilsyneladende glemt. For en stund. De kører på aflagte militærkøretøjer, brænder eksamensnoter på Sankt Hans-bålet og har det sjovt til den lyse morgen.
Det er den ene side af studentertiden. Den anden side er overgangen til det uvisse. Den nye epoke, der starter med et sabbatår, den videregående uddannelse, det faste job. For mange er det første gang, at de skal bane deres egen retning, åbne og lukke døre, tænde og slukke drømme i realismens klare lys. Overgangen til det uvisse sker aldrig i et vakuum. Tværtimod er unge mennesker meget modtagelige for input, hvilket generelt er en god ting, men som også risikerer at slå én ud af kurs.
I år er det 15 år siden, at jeg selv fik huen på hovedet. Set udefra har jeg virket lykkelig og lettet, men set i bakspejlet var det nok mit livs værste sommer. For lige under den stille og spejlblanke overflade, hvor næsten alt var gået til topkarakter, var der et oprørt hav af tvivl og usikkerhed om fremtiden. Hvad skulle jeg blive til efter 13 års skolegang?
Jeg havde kun én drøm: Jeg ville gerne leve af at fordybe mig i og lege med sprog, litteratur og historie. Hverken mine forældre eller lærere var just imponerede over min drøm. For hvad skulle jeg leve af? Ville jeg ikke bare ende mine dage som arbejdsløs med knold i nakken, læsebriller på næsen blandt en bunke støvede, gamle bøger?
Jeg mindes, at jeg følte mig så alene med min drøm. At de voksne ikke kunne forstå, at jeg ikke ville uddanne mig til en specifik profession. At mine klassekammerater ikke forstod, at jeg ikke udnyttede mit snit og søgte ind på en uddannelse, hvor kun de højeste karaktersnit kunne komme gennem nåleøjet. At finanskrisen og truende konjunkturer lagde sig som en tyk tåge omkring fremtiden.
De unge mennesker, der om få uger bliver studenter, står i en lignende situation, hvis ikke værre. Deres teenageår har været præget af pandemi, inflation og krig på det europæiske kontinent. De er blevet tudet ørerne fulde om, at kun håndværks- og velfærdsuddannelser er det rigtige valg for vores samfund. Viden kan fremover genereres af kunstig intelligens. Universiteter landet over står over for besparelser af en hidtil uset kaliber, der bliver reduceret studiepladser og skåret på den administrative service. Dertil kommer forældrenes velmenende råd, lærernes løftede pegefingre og de utallige politiske diskussioner, som de unge optager i deres krop og sind.
Unge mennesker er stærke, men også skrøbelige. Tvivl og usikkerhed kan være med til at slukke deres gnist, og de kommer let til at vælge en forkert retning – en retning, hvor de skal stå ved samlebåndet til længere end kl. 16, mens de dagdrømmer om noget andet.
I mine øjne er det på tide, at vi hjælper unge mennesker til at bane deres egen vej. De unges fremtid bør ikke være en generationsmæssig og politisk kampplads, hvor de skal puttes ned i en indespærrende kasse, som de aldrig bliver lykkelige i. De unge skal gives mod og ballast til at følge den passion, de har i livet – uanset om de drømmer om at bruge hoved, hænder eller fødder. De skal hjælpes til at iværksætte og skabe nyt, for det er dét, der giver glæde, meningsfuldhed og dedikation i arbejdslivet.
Hvis jeg en dag fik muligheden for at holde en tale til de unge studenter, ville jeg derfor heller ikke være i tvivl om, hvordan mit skulderklap til ungdommen skulle lyde:
Kære student.
Du står med fremtiden foran dig. Brug den. Tro på dig selv – gør drømmene til virkelighed. Lyt til dine forældre, men lad dem ikke føre dig væk fra din drøm. Lad dig ikke slå ud af politikere, der ikke engang selv har færdiggjort deres uddannelser. Følg den vej, som din mavefornemmelse siger, at du skal gå. Jagt lykken. Drøm stort, og vær ikke bange for at træde ved siden af. Vi lærer af vores fejl, og de gør dig til et helt menneske. Tro på det – gør det!
Jeg tror på fremtiden. Jeg tror på dig.
Kærligst,
Louise
Artiklen er bragt i Lolland-Falsters Folketidende, den 21. juni 2024.