Kære blå vælgere.
Når I står i stemmeboksen, sætter I kryds ved borgerlig lejr. Jeres hjerter brænder for økonomisk frihed. I lever under mottoet: »Enhver krone betalt i skat er én krone for meget.« Alligevel står I på barrikaderne, så snart uddannelsesminister og rektorer vil ændre vilkårene for vores uddannelser. Glemmer I ikke, at vores studier koster penge fra den statskasse, I så nødigt betaler til?
Kilden til jeres optøjer er ”hurtigt-ud-reformen” – eller, som den hedder i den officielle, positive diskurs, ”fremdriftsreformen”. Selvom reformen netop er blevet udskudt, er dens formål blot at sikre, at vi kommer hurtigere gennem uddannelserne. Der bliver ikke slækket på fagligt indhold eller skåret i timetal. Der stilles blot krav til, at vi klarer uddannelserne på normeret tid. Reformen minder os om, at vores primære job i studietiden er at studere.
Som blå stemmer burde I støtte reformen. Når Københavns og Roskilde Universitet i gennemsnit skal nedbringe studietiden med mere end syv måneder, burde I kunne se, at det er for at mindske de enorme summer, som fosser fra statskassen til uddannelsessystemet. Pengene kan investeres bedre i kvalitetsundervisning og faciliteter, hvis de ikke bliver spist op af inflationen i forlængede uddannelser. I burde også kunne se, at I har et incitament til at skynde jer: Et liv med løn er lidt sjovere end på SU.
I udlandet ser man danske studerende som forkælede. Gratis uddannelser og høj SU. Jeg vil ikke istemme mig dette kor, men påpege, at vi er heldige.
Hvis man endelig skulle sætte en finger på noget, er det uddannelsernes fleksibilitet, der kan gøre meritoverførsel af udlandsophold og praktik til en pinsel. Jeg tilstår, at jeg på grund af praktik kommer til at forlænge min uddannelse med et semester. Det er derfor helt essentielt, at fremdriftsreformen kommer til at gå hånd i hånd med en fleksibilitetsreform, hvor studierelevant arbejde, praktik og udlandsophold anerkendes som instrument til at øge den faglige og personlige erfaring.
Unge, blå vælgere – jeres bøn er blevet hørt, nu da fremdriftsreformen bliver udskudt, men måske er det slet ikke jer, som jeg bør give skylden. Måske er det jeres forældre. Deres paradigme om at betale mindst muligt i skat, men at kræve mest muligt af systemet, er sikkert blevet indlejret i mange af jer. I står med røde bannere, men stemmer blåt. I er udtryk for en curling-generation, hvor jeres forældre har fejet krav væk fra jeres vej. Nu er uddannelsessystemet blevet jeres glidebane, hvor ingen skal røre SU og studietid, men det samlede fællesskab ser I stort på.
Derfor brænder mit hjerte også, men det er i triste flammer over en generation, der udnytter fællesskabet. Måske I burde overveje, om der ikke er fornuft i at komme hurtigere gennem uddannelsen. Måske I burde overveje, om det ikke er tid til at bekende kulør.
Jeg mener, at I burde pakke jeres bannere sammen og smutte tilbage til bøgerne. Så passer jeres adfærd til jeres stemme – og I får bedre mulighed for at gennemføre på normeret tid.
Bragt i Jyllands-Posten, den 10. december 2013.