I otte uger har vreden ingen ende villet tage, når Ole Bornedals karikerede og utidssvarende billede af 1864 har tonet frem på tv-skærmene.
Der har været mange forargelser i Bornedals serie, og det gjorde simpelthen for ondt at høre den nationale grundfortælling gennem den potrygende punktøs’ højtlæsning.
Men hvordan kan et fiktivt drama gøre ondt?
Hvordan kan den skabe debat?
Og hvorfor bruge tid og penge på en serie, der handler om en begivenhed, der ligger 150 år bag os?
Svaret ligger i vores nutid.
I et sundt demokrati har vi brug for at gribe tilbage til de fælles rødder for at forklare, hvem vi som folk er i dag. Der vil florere forskellige ideologier, som har brug for at fasttømre historien på én bestemt måde for at retfærdiggøre visioner for nutidens samfund.
Debatten om ”1864” har vist, at vi lever i et sundt demokrati. Men forståelsen for kunstnerens frihed til at bruge fortiden er ved at bukke under for et videnskabsdiktatur, hvor kun den sande historie tæller.
En Epinionsmåling viser endda, at kun 21 pct. af danskerne finder det i orden, at søndagsserien afviger fra fakta.
Det er problematisk, for uanset om det er kunstneren eller videnskabsmanden, der behandler fortiden, vil den altid være et spejl af nutiden – uanset om den er lavet i kildekritikkens eller fiktionens iver. Lærd såvel som læg bruger fortiden til at give en forståelse af problemerne i det nutidige samfund.
Bornedals spejl gør ondt, fordi Slaget ved Dybbøl er et mindesmærke i dansk bevidsthed. Den bidrager med en forestilling om en storhed, der forsvandt i folkets opofrelse for fædrelandet.
Et folk, der sidenhen udviklede angst og mindreværd, først over den aggressive nabo i syd og senere over for en europæisk overmagt.
I min tolkning er Slaget ved Dybbøl historien, der forklarer splittelsen mellem hovmod og mindreværd i dansk identitet.
Med stereotype, overspillede og overnaturlige karakterer viser Bornedal dette. Som seere bliver vi revet ind og ud af fortællingen, og det minder os om, at serien blot er fiktion. Vi bliver tvunget uden for fortællingen om danskheden. Vi bliver tvunget til at revurdere de sociale skævheder og den danske krigsførelse i nutiden.
Men kritikerne vil kun se den sande historie, der gengiver fortiden, som den egentlig var. Denne brug af historie er nemmere at sluge. Det er jo videnskab. Faren ved dette er, at man lader det sive hen i det ubevidste, at ens identitet bliver omformet i videnskabens ”objektive” navn.
Kravet om, at en søndagsserie skal være videnskabelig, er en bekymrende udvikling.
Den viser, at vi er forblændet af videnskaben. Men alt – også videnskabelige resultater – afhænger af øjnene, der ser.
Jeg vil gerne takke Bornedal for en serie, der har gødet jorden for en sund demokratisk debat om det danske samfunds fortid, nutid og fremtid. Serien har tvunget os som seere på skanserne og åbnet vores kritiske sanser for parodier af vores nutid.
Og samtidig har den formået at skabe en debat, der har vist, at vi lever i et sundt demokrati, der hærges af videnskabens diktatur.
Denne indsigt gør serien alle millionerne værd.
Bragt i Jyllands-Posten, den 2. december 2014.