Nej-sigerne har givet danskerne et løfte op til folkeafstemningen om retsforbeholdet: De har lovet, at man både kan bevare suveræniteten på danske hænder og deltage i nogle få dele af det retspolitiske samarbejde gennem parallelaftaler.
Løftet bygger på fortielser og hovmod. Med et nej kan Danmark ikke forvente særstatus, som EU bøjer sig for og føjer. Kun med et ja til tilvalgsordningen kan danskerne være sikre på at kunne deltage i dele af EU’s retspolitik. Det første ”hvis”, som nej-sigerne ikke forklarer danskerne i forhold til deres løfte, er, at en parallelaftale normalt kun forhandles med lande uden for det europæiske samarbejde. Der er tale om en international aftale mellem to parter, Danmark og EU. Begge parter kan vælge at vende ryggen til forhandlingerne, hvis man ikke når frem til et optimalt resultat. Danmark har dermed ingen garanti for at kunne få de ønskede parallelaftaler.
Det andet ”hvis” udgøres af en dyr demokratisk pris, som Danmark betaler ved ikke at deltage fuldt i samarbejdet. Med en parallelaftale forpligter Danmark sig til at følge de samme regler som resten af EU og gensidigt anerkende andre landes lovgivning. Det sker vel at mærke uden, at danske politikere og forhandlere har haft mulighed for at sætte deres fingeraftryk på de retspolitiske regler, der kommer til at gælde i Danmark.
Det tredje ”hvis” er EU’s ændrede regler for at indgå parallelaftaler. Siden Danmark sidst lavede en parallelaftale med EU, er fremgangsmåden blevet mere besværlig. Det skyldes Lissabon-traktaten, som slår fast, at forhandlinger om en parallelaftale kun kan skydes i gang, hvis den er til gavn for EU. Som et nyt tiltag skal Europa-Parlamentet også godkende aftalen. Den nye fremgangsmåde skaber ikke blot en større usikkerhed om Danmarks mulighed for at få en parallelaftale, men kan også trække forhandlingerne i langdrag. Hér er tid både lig med penge og Danmarks sikkerhed.
Det fjerde ”hvis” er, at Danmark to gange tidligere har fået afslag på parallelaftaler. Et nej til konkursforordningen og et nej til Bruxelles-II-forordningen om forældreansvar.
Alt i alt beror nej-sigernes løfte på en arrogance, der giver udtryk for, at Danmark med et nej skulle opnå en særstatus i forhold til EU. Situationen er lige omvendt. Med et nej bliver danskerne liggende på sovepuden, mens de andre europæiske lande samarbejder om politi, familie- og civilret samt asyl- og indvandringspolitik.
Hvis man som vælger vil være sikker på, at Danmark i fremtiden skal kunne deltage i dele af EU’s retspolitik, er der kun én valgmulighed på stemmesedlen: et ja. Hermed erstattes det nuværende absolutte retsforbehold med et nyt forbehold, hvor det er Folketinget, der afgør, hvad Danmark skal deltage i. Med et ja til tilvalgsordningen afgiver danskerne suverænitet til Folketinget, ikke til EU.
Bragt i Jyllands-Posten, den 3. november 2015.