Et centralt spørgsmål op til afstemningen om retsforbeholdet har været, hvorfor danskerne skal til stemmeurnen netop nu. Ja-siden siger, at det skyldes, at Danmark står til at ryge ud af Europol. Nej-siden afslår ja-sidens bekymring. Hverken ja- eller nej-siden vedkender sig den faktiske årsag: Danmark har givet EU et løfte om at afskaffe forbeholdet, når det er muligt.
Hverken ja- eller nej-siden har gjort det klart, hvad de egentlig vil med tilvalgsordningen eller bevarelsen af forbeholdet. Både ja- og nej-siden har en »lige-nu-og-her-tilgang« – en tilgang, der gør danskerne til tvivlere over for EU.
Grundlaget for den forestående afstemning er det danske nej til Maastricht-traktaten fra 1992 og det efterfølgende nationale kompromis om EU-samarbejdet. Et bredt flertal indgik aftalen om de fire forbehold over for EU’s retspolitik, forsvarssamarbejde, den økonomiske og monetære union samt unionsborgerskabet. I det nationale kompromis blev det fastslået, at de fire forbehold skulle være uden tidsbegrænsning.
Over for EU var tonen en anden. Her afgav Danmark en hensigtserklæring om at afskaffe retsforbeholdet, når det blev muligt. Dermed fremstillede de danske forhandlere altså forbeholdene som fodslæberi på vejen mod en stadig tættere integration.
Siden 2007, hvor teksten til Lissabon-traktaten blev forhandlet, har danske politikere og embedsfolk vidst, at EU’s retspolitiske samarbejde ville blive overstatsligt. Dermed ville det danske forbehold træde fuldt i kraft. Det er ingen overraskelse, at Danmark, for at bruge ja-sidens ord, står til »at ryge ud af Europol«.
Ja-sidens forslag til en tilvalgsordning lægger op til en styrkelse af Folketinget over for EU, da det er Folketinget, der kommer til at afgøre, om Danmark skal vælge EUs love på retsområdet til eller fra. Tilvalgsordningen vil kunne være et lys i det demokratiske mørke og skabe en tradition for en mere dybdegående debat om europæiske anliggender blandt Folketingets politikere. Det vil kunne gøre Folketinget til en reel demokratisk EU-debat-arena og øge den demokratiske kontrol med ministeriernes behandling af EU-politikken.
Nej-siden har i en fælleserklæring slået fast, at man ønsker, at Danmark skal tilknyttes EU’s retspolitik gennem parallelaftaler eller en reduceret tilvalgsordning. Nej-siden har opstillet fire principper for EU-samarbejdet: lettere adgang til information, ligeværdig behandling af ja- og nej-partier fra de udøvende myndigheders side, mere indflydelse til Folketinget og civilsamfundet samt folkeafstemninger forud for enhver ny EU-traktat.
Særligt princippet om mere indflydelse til Folketinget er interessant i forhold til den forestående folkeafstemning, da det netop er det, som tilvalgsordningen lægger op til. Nej-siden mangler at forklare, hvorfor de på trods af en hensigt om at styrke Folketingets position over for EU, ikke har tillid til de danske folkevalgte politikere i denne sag.
Danmark er endt i en blindgyde i det europæiske samarbejde. Hverken ja- eller nej-siden formulerer deres visioner og lægger en konkret strategi for, hvordan Danmark kommer derhen. Ja-siden disker op med halve argumenter om Europol. Nej-siden serverer halve argumenter om at styrke Folketinget i EU-samarbejdet. Ingen tør at vedkende sig det historiske løfte, som Danmark har givet over for EU.
Derfor er der ikke noget at sige til, at danskerne tvivler på det europæiske samarbejde: De kan kun vælge mellem et halvhjertet ja og et halvfærdigt nej.
Bragt i Weekend-Avisen, den 27. november 2015.