Den britiske aftale om en fornyelse af vilkårene for EU-medlemskabet har atter pustet liv i den danske debat om velfærdsturisme. Et af Storbritanniens helt centrale forhandlingspunkter var den britiske misnøje over at udbetale velfærdsydelser til EU-borgere, der arbejder lovligt i Storbritannien.
Danmark bakkede briterne op i forhandlingerne, og ifølge den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen, var forhandlingernes resultat tilfredsstillende for Danmark, som nu kan få spørgsmålet om den danske børnecheck løst.
Desværre kan det vise sig, at den danske regering taber alt, fordi man har satset på den britiske hest. I stedet for at forhandle på EU-niveau har man sat sin lid til den britiske befolkning.
Hvis briterne til juni stemmer nej til fortsat at deltage i EU på de nye vilkår, må danskerne gå slukøret tilbage til EU’s ordinære forhandlinger om en mobilitetspakke uden gode kort på hånden. Danmark kan både have mistet sit vigtigste argument og sin vigtigste allierede i de videre forhandlinger.
En af grundpillerne i EU er arbejdskraftens frie bevægelighed. Men når arbejderne vandrer, risikerer de at miste den sociale sikkerhed, som deres nationale velfærdsstat byder dem. Det var en af grundene til, at EU i 2004 indgik forordningen om koordination af sociale sikringsydelser. Forordningen fastsætter reglerne for, hvordan EU-landenes velfærdssystemer dækker, når borgerne flytter sig på tværs af EU’s grænser.
Forordningen tager afsæt i en kontinental velfærdsmodel, som eksempelvis den tyske, hvor velfærdsydelser gives til en familie gennem en forsørger. Når forsørgeren flytter til et andet EU-land for at arbejde, er logikken, at velfærdsydelserne skal komme til familien fra det nye land, hvor forsørgeren betaler skat.
Denne logik er i manges øjne uforenelig med den danske, universale velfærdsmodel. For det første fordi en ydelse som børnechecken er bundet op på skatteindtægter fra to arbejdende forældre. For det andet fordi leveomkostningerne i Danmark er højere end i størstedelen af de andre EU-lande.
Europa-Kommissionen er allerede ved at revidere forordningen med en mobilitetspakke. På EU-niveau har man frygtet, at de nationale politiske skænderier om velfærdsturisme ville underminere det indre marked og den frie bevægelighed. Den kommende mobilitetspakke skal derfor fremme arbejdskraftens frie bevægelighed og i højere grad bekæmpe misbrug af nationale velfærdssystemer.
I disse forhandlinger har skiftende danske regeringer arbejdet for at sikre, at de fremtidige EU-regler i højere grad afspejler indkomstforskellene og velfærdsniveauerne mellem EU’s lande. Det er denne forhandlingsposition, der kan være tabt på gulvet i den danske regerings iver for at støtte de britiske bonkammerater.
Med aftalen har Storbritannien fået tilsagn om at kunne trække i en nødbremse, hvis der er et ekstraordinært pres på det britiske velfærdssystem på grund af borgere fra andre EU-lande. Børnepenge til udenlandske EU-borgeres børn vil fremadrettet kunne tilpasses leveomkostningerne i barnets hjemland.
Aftalens ordlyd er dermed vand på den danske mølle. Men møllen risikerer at standse brat, hvis det bliver et britisk nej til EU. Med et nej vil flere østeuropæiske lande i de videre forhandlinger om mobilitetspakken have et stålfast argument om, at børnechecken alligevel ikke skal kunne indekseres. Samtidig vil Danmark have mistet Storbritannien som en vigtig allieret i forhandlingerne.
Med den britiske særaftale kan den danske regering derfor have mistet mere ved sit hasardspil, end hvis man havde spillet efter fællesskabets ordinære regler. Ved at fortsætte forhandlingerne om mobilitetspakken og finde fælles kompromiser frem for at hægte sig op på særregler ville den danske regering have stået stærkere.
I sidste ende kan Danmark have tabt langt mere end blot kampen om børnechecken på gulvet. Den retoriske magtkamp har gjort velfærdsturismen til en politisk sandhed – en principsag, der har fjernet sig fra enhver økonomisk fornuft.
Hvis ikke EU’s mobilitetspakke formår at dæmme op for problemet, vil danskerne formodentligt følge i briternes fodspor og gå endnu længere ud af den EU-skeptiske sti. Og så bliver det kun et spørgsmål om tid, før de internationale medier får udskiftet deres ”Brexit” med et ”Denexit”.
Bragt i Jyllands-Posten, den 5. marts 2016.