”Tag plads, Louise.”
Som så mange gange før trådte jeg ind på hans kontor, nikkede over til billederne af Dronning Margrethe og Prins Henrik, der hang på væggen, inden jeg satte mig på den sortpolstrede stol. Decembervinden hvirvlede udenfor. Min chef rejste sig fra sin kontorstol og satte sig ved mødebordet over for mig. Han gennemgik mine papirer fra de sidste tre år med sin dybe, hæse stemme. Han skulle kun være min chef et par timer endnu.
Få kilometer derfra, fire måneder senere. Jeg er til et arrangement for iværksættere i Væksthus Sjælland. En iværksætter prædiker ”Just f*cking do it”, mens en lidt ældre iværksætter workshopper os igennem forskellige online marketingsstrategier. Jeg er ikke rigtigt til stede. Forårsvarmen stråler gennem vinduerne, men bliver til en lunefuld kulde, når et vindue bliver åbnet. I hjørnet står et reklameskilt. Skiltet taler til mig, du ved, sådan som nogle skilte kan tale til én. Det siger:
”Du kalder dig selvstændig. Vi kalder dig modig.”
Kære læser, tiden flyver hurtigere end nogensinde. Jeg har nu snart været selvstændig i fire måneder. På den tid har jeg prøvet (næsten) alt det, der står på iværksætterens læringsliste: At en kunde brænder én af. At se de første penge gå ind på bankkontoen. At blive sat på pause af en kunde. At forhandle større kontrakter. At se budgettet løbe rundt for at være mere usikkert næste måned. At mærke suset, adrenalinen, dristigheden, spændingen – alt det, der får pulsen til at stige.
Men til dette iværksætterarrangement er det som om, at suset er forsvundet. Min koncentration er blevet fanget af skiltet i hjørnet. Det er som om, at skiltet har en stemme. En dyb, hæs stemme, der virker bekendt, men lige i øjeblikket kan jeg ikke huske, hvor jeg har hørt den før. Mellem slides og sandwiches giver jeg tankerne lov til at flyve.
At være selvstændig – jeg elsker det ord! Det leder altid mine tanker hen på den gamle 13-skala, hvor man blev særligt belønnet for ”den selvstændige præsentation”, ikke for den fejlfrie præstation. Jeg smiler. Tænk, engang blev man i skolesystemet belønnet for at tænke anderledes og for sin villighed til at tage chancer. Ak, kære læser, det var tider, før fejlfinderkulturen satte en stopper for elevernes nytænkning.
Diskret søger min hånd mobilen i tasken. Under bordet, som en anden uopdragen skoleelev, lader jeg mit fingeraftryk ramme den runde knap i midten, så skærmen låses op. Fingeren glider videre henover skærmen og finder i et automatisk strøg app’en med Den Danske Ordbog. Jeg trykker langsomt, måske fordi min underbevidsthed tror, at jeg så ikke vil blive opdaget. S-E-L-V-S-T-Æ-N-D-I-G. Enter. Der kommer flere ordforklaringer frem, men ordet ”modig” er ikke blandt dem.
Jeg begynder at undre mig over, om der egentlig er lighedstegn mellem at være selvstændig og at være modig. Det er ikke sådan, at jeg som selvstændig vågner op hver morgen og tænker: ”Hvor er du bare modig, Louise.” Tværtimod, føler jeg mig sjældent særligt modig. Alligevel er jeg bevidst om, at jeg har taget en chance – en chance for at få min drøm til at gå i opfyldelse. Det giver mere energi, men det er i min optik ikke at være modig. Det er nærmere at være tro mod sig selv.
Pludselig er jeg tilbage ved min tidligere chefs mødebord, det bord, jeg sad ved for sidste gang for nogle måneder siden. Nu ved jeg, hvor skiltets stemme kommer fra. Samtalen med chefen var ved at lakke mod enden. Min faste ansættelse var ved at lakke mod enden. Han kiggede på mig:
”Du er modig, Louise.”
”Modig? Jeg følger bare en drøm, jeg længe har haft.”
”Jeg turde ikke,” svarede han.
Jeg undrede mig. En mand, der turde tage kampen op på slagmarker og i systemet, hvorfor skulle han ikke turde blive selvstændig, hvis han havde den rette idé?
Midt i iværksætterarrangementet går det op for mig, at den vigtigste lære efter fire måneder som selvstændig er, at mod kan have mange ansigter. Mod handler ikke kun om fysiske farer, for man kan være modig på mange måder. Mod handler i bund og grund om at tro på sig selv, gøre noget selvstændigt, være bevidst om risici uden at blive bange for at fejle.
Jeg lægger mobilen tilbage i tasken. Jeg har givet skiltet mundkurv på. Selvstændige er modige, men der er også mange andre former for mod. Uanset hvilken form er det vigtigt, at vi bliver bedre til at gribe chancerne i livet, vove pelsen og vise vores mod. Uanset om det lykkes eller ej, bør vi altid hylde den, der tager en modig beslutning i deres liv. Mod har mange ansigter, og vi skal blive bedre til at genkende og værdsætte dem.
For kære læser, hvad er livet værd, hvis vi ikke tager en chance, jagter vores drømme og viser vores mod?
Bragt på folketidende.dk