Blækket er blot ved at tørre efter sidste uges ægteskabelige erklæring om en ny tysk regering mellem den konservative Angela Merkel og den socialdemokratiske Martin Schulz. Alligevel er kritikken allerede skarpt rettet mod den konservative kansler, der kritiseres for at betale en for høj pris for at bevare magten.
Regeringsaftalen kan bedst beskrives som et fornuftsægteskab: Parterne nærer ikke dybe følelser for hinanden, men gør det af ren og skær nødvendighed. Men et fornuftsægteskab er ikke en dårlig relation. Tværtimod er det en sejr for såvel Tyskland som for resten af Europa, at Merkel og Schulz har formået at klinke skårene over midten og ikke ladet sig friste af protestpartier og yderligtgående fløje.
Et ordsprog lyder, at når man ikke kan få, den man elsker, må man elske den, man kan få. Det gælder også i politik. Efter det tyske valg i september blev Merkel først afvist af Schulz og SPD, der havde lidt et sviende nederlag.
Merkel blev tvunget ind i et forhold med De Grønne og det liberale FDP, der brød forhandlingerne, så forholdet endte, inden det overhovedet kom i gang. Tilbage stod Merkel med valget mellem at danne en mindretalsregering, et nyvalg eller at byde Schulz op til dans igen. For stabilitetens skyld valgte Merkel det sidste.
Den nye regeringsaftale er ikke et nederlag, men et godt gammeldags kompromis. SPD, der vælgermæssigt har tabt pusten efter mange års regeringssamarbejde med Merkel, har fået tilnærmelser over midten. Symbolsk på finansministerposten. Politisk på flere investeringer i velfærd og folkepension samt en ny europapolitisk dagsorden. Som i ethvert ægteskab må der files kanter, og når de politiske tilnærmelser holdes i borgerligt skak, er kimen for en ny socialkonservativ retning for Tyskland og Europa lagt.
Merkels nye regering er derfor ikke en pyrrhussejr, som de fleste medier udlægger den. Det er en reel sejr for de gamle partier, der har formået at nå til enighed over midten. Det er en reel sejr for det politiske system, fordi Merkel har holdt sig uafhængig af yderfløjene og protestpartierne.
Det er en opgave, som få andre europæiske ledere har magtet. I blandt andet Østrig og Norge er konservative regeringsledere afhængige af fløjpartier. I Frankrig stod anden runde af sidste års præsidentvalg mellem to protestpartier.
I Danmark lider den borgerlige regering under et protestparti og et fløjparti, der forsøger at få hinanden til at blinke først.
Tænk, hvilken stabilitet det kunne give i Europa, hvis flere gamle, traditionelle partier turde arbejde på tværs af det politiske spektrum i stedet for at læne sig op ad de partier, der råber højest eller har den mest sorte samvittighed.
Derfor er et fornuftsægteskab mellem CDU/CSU og SPD at foretrække frem for flirten på fløjene. Gennem lang tid har jorden været ved at skride under det politiske system i de fleste europæiske lande, men Tyskland er et af de eneste lande, hvor de gamle partier har udnyttet jordskredet til at samle sig og søge et kompromis. At de to parter med den nye samarbejdsaftale bliver mere ligeværdige kan sikre, at ægteskabet ikke får en ”til-døden-jer-skiller”-udgang, men at der lægges en arv til kommende politikere om også at søge kompromiser over midten.
Bragt i Jyllands-Posten, den 13. februar 2018.