Den lettede stemning er blot en streg i det skønmaleri, som EUs politiske ledere maler af fællesskabet. Der mangler fortsat løsninger til akutte problemer, tilliden til EU er ikke genoprettet, og der er ingen klar retning for fremtidens samarbejde. Det kræver mere end klatmaling at dække revnerne i det europæiske samarbejde, og der er brug for dybdegående reformer, før der er grund til reel optimisme.
Med lette penselstrøg er der flere positive tendenser at spore i EU, end der har været længe. Efter parlamentsvalget i Storbritannien står den britiske premierminister, Theresa May, svagere i forhandlingerne om en »new deal« for Storbritannien. Den britiske regering, der har smidt sig selv uden for samarbejdets dør, kommer med udspil, der netop forsøger at holde en dør åben til EUs indre marked uden at leve op til markedets krav. Det giver EU en fordel i forhandlingerne, hvis EU formår at tæmme de mange interesser, der er på spil internt i fællesskabet.
Samtidig er flere europæiske valg faldet ud til EUs fordel. Både i Holland og Frankrig fik EU-fjendske nationalister en eftersidning, og nu afventer man valget til den tyske forbundsdag. Meningsmålinger viser en klar føring til kansler Angela Merkel, der med sin faste hånd vil kunne videreføre det tyske lederskab af EU. Og skulle meningsmålingerne tage fejl, er alternativet den socialdemokratiske Martin Schultz, der også er pro-europæisk. Spørgsmålet er kun, om Europa skal gå til højre eller venstre.
Søges: Reformer
De positive tendenser overskygger dog ikke, at EU stadig ikke har foretaget dybdegående reformer, der kan genskabe tilliden til det europæiske projekt.
Med de europæiske briller bliver de nationale valg – også det, der endnu ikke er afgjort – netop tolket som pro-europæiske sejre. Dermed overser man nedsmeltningen af de etablerede politiske partier, som protestpartier i flere lande er med til at skabe. Især præsidentvalget i Frankrig, som det europæiske vidunderbarn, Emmanuel Macron, gik sejrrigt ud af, havde mere skær af et fravalg af et forældet og fastlåst partisystem end et reelt demokratisk valg.
I den franske skolegård er Macrons popularitet i frit fald, og han mangler endnu at overbevise sine europæiske klassekammerater om, at han har styr på den franske økonomi, og at han kan skabe de nødvendige reformer af et rigidt arbejdsmarked, hvor ungdomsarbejdsløsheden er på ca. 25 pct. ligesom i andre europæiske lande.
Andre problemer, der tårner sig op, er sanktioner og sammenhold. Både i Polen og Ungarn arbejder man på reformer, der eliminerer grundlæggende principper for demokrati og retsstat. EU har truet med at skære i støtten til landene, når det næste EU-budget skal lægges, men EU har endnu ikke formået at handle troværdigt og konsekvent over for landene.
Flygtningestrømme
Endelig sætter flygtningestrømme sammenholdet mellem EU-landene og forholdet til nabolandene på prøve. Aftalen med Tyrkiet har dæmmet op for flygtningestrømmene, men EU er afhængig af den magtfulde præsident Recep Erdogans vilje til at holde sin del af aftalen mod betaling.
Siden aftalen er flygtningestrømmen mellem Nordafrika og Italien taget til, og i første halvdel af 2017 ankom omkring 90.000 flygtninge til Italien. Flere EU-lande er mere optaget af at barrikadere egne grænser end at blokere strømmene ved EUs ydre grænser og tage ansvar for at fordele de flygtninge, der er ankommet til Europa. Ethvert EU-land er stadig sig selv nærmest.
Selvom mange udfordringer ikke længere kan rive tæppet væk under det europæiske samarbejde, kan EU langtfra ånde lettet op. EU står fortsat nøgen som en croquisdukke, hvor EUs ledere og statslederne ikke formår at male omridset af fællesskabets visioner. Der er stadig brug for at redefinere EUs eksistensberettigelse efter Brexit og med øje for den store EU-skepsis, der stadig hersker blandt de europæiske folk.
Europas stater har brug for et visionært fællesskab – et samarbejde, der kan positionere sig magtpolitisk såvel som idealistisk i verden. Der er brug for et fællesskab med rettigheder for de europæiske folk og pligter over for medlemsstaterne. Og ikke mindst er der brug for en vækstøkonomi i de europæiske lande, der kan øge beskæftigelsen.
Så længe EU ikke har leveret dette og dermed genskabt tilliden fra borgerne, er den optimistiske stemning »spin for galleriet«. For hvem kan egentlig tro, at det går godt, når revnerne i skønmaleriet er så synlige?
Bragt i Berlingske, den 7. september 2017.