10-ÅRET FOR finanskrisen har ikke fået lov at gå ubemærket hen: I september var det 10 år siden, at de sorte jakkesæt kom ud på gaden i New York foran Lehman Brothers med deres ting og sager pakket under armen. Banken var bankerot, og fra det epicenter spredte sig rystelser, der fik hele verdensøkonomien til at skælve.
På jubilæumsdagen plæderede flere europæiske politikere for, at de nu havde taget de påkrævede forholdsregler. Ingen politikere bemærkede de ruiner, som finanskrisen efterlod demokratierne og det internationale samfund i. Ingen bemærkede, at finanskrisen skabte strømninger i Europa, der til forveksling ligner dem, der fulgte i kølvandet på børskrakket i 1929.
Tillad mig derfor at spole tiden tilbage til 1929. Det var 10 år siden, at en verdenskrig gav en hel generation granatchok. På en sort torsdag og en endnu sortere tirsdag skiftede aktier for svimlende beløb hænder. Krakket på den amerikanske børs sendte chokbølger til Europa.
USA, der i forvejen førte en isolationistisk udenrigspolitik, byggede en protektionistisk mur om sig selv. Al lånevirksomhed til europæiske lande blev afbrudt. Som taber af Første Verdenskrig var Tyskland ilde stedt, for Tyskland kunne kun betale den enorme krigsskadeerstatning til Englang og Frankrig med hjælp fra de amerikanske lån.
Med ét skælv blev alle verdens lande sendt tilbage i krigsmentaliteten. Lande isolerede sig. Industrier blev beskyttet af toldmure og kvoter. Arbejdsløsheden steg. Mange lande skærpede deres migrationslove og gjorde det sværere for etniske mindretal at komme i arbejde. Endelig begyndte en radikalisering at spire, borgerne søgte mod yderfløjene i mangel på tillid til økonomien og det politiske system.
Dette billede virker bekendt: Verden befinder sig i øjeblikket i den samme
krigsmentalitet, hvor landene sætter deres egne interesser først. Ført an af USA er flere lande begyndt at isolere sig. USA er også frontløber i den globale handelskrig, der med eksplosive trusler kan detonere hvert øjeblik. Højkonjunkturen har fået et årtis arbejdsløshed til at falde.
Arbejdsløsheden er i nogle sektorer så lav, at det er så godt som umuligt at finde kvalificeret arbejdskraft inden for egne grænser. Alligevel skærpes migrationslove, og kulturelle debatter om hovedpåklædning og håndtryk går forud for at finde ud af, hvordan migrationen kan løse arbejdsmarkedets udfordringer. Populistiske bevægelser, især på højrefløjen, er i fremgang. Mens politikere verden over har haft travlt med at vaske deres hænder og garantere, at der er ryddet op efter jordskælvet i finanssektoren, har de glemt at tage hånd om de små efterskælv. Overalt er der en tillidskrise til de politiske systemer efter finanskrisen.
Tillid skal man gøre sig fortjent til. Over hele verden hælder flere politikere benzin på bålet og taler fløjretorik frem for at forsøge at genskabe tilliden med konkrete løsninger på tidens udfordringer. Internationale organisationer udstiller deres svagheder. Få taler for at finde løsninger i fællesskab, og færre gør noget ved det.
Vi kan lære af børskrakket i 1929, at det er nødvendigt at rydde op efter finanskrisens efterskælv. Finanssektoren er ikke et lukket økosystem, men har forgreninger ind i vores demokrati og internationale samfund.
I stedet for yderligere reguleringer bør det politiske fokus rettes mod at inddæmme konsekvenserne af efterskælvene fra finanskrisen. Der er brug for reformer af de internationale institutioner, der på én og samme tid kan styrke deres autoritet og landenes troskab over for dem.
Bragt i Kristeligt Dagblad, den 8. oktober 2018.