De seneste måneder er det politiske system i Frankrig blevet endevendt. Først brød De Gule Veste ud af folkedybets tavshed og fik gader til at bryde i brand. Så annoncerede præsident Emmanuel Macronaf en politisk brandslukning inden genopbygningen af det politiske system med en national folkehøring.
I sidste uge blev folkehøringen afsluttet med en stor pressekonference, hvor Macron lancerede plantegningen for et nyt politisk system. Præsidenten sneg sig dog uden om den eksistentielle krise, som det franske folkestyre såvel som resten af Europa befinder sig i. Manglen på demokratisk dannelse får vælgere til at miste tilliden til politiske institutioner, og mange afstår fra at deltage ad demokratiets officielle kanaler.
I hele Europa er det en generel tendens, at deltagelsen i nationale valg er nedadgående. I Frankrig er tendensen særligt alarmerende. Først undlod omkring en fjerdedel af vælgerne at stemme til præsidentvalget i maj 2017, hvorefter over halvdelen af vælgerne gav stemmeurnen den kolde skulder til det efterfølgende valg til nationalforsamlingen. Den nyvalgte præsident Macron, der var gået til valg på at bygge bro over kløften mellem højre og venstre, fik i begyndelsen gennemført en del reformer uden modstand, fordi flere af de etablerede partier lå i ruiner. Den lave valgdeltagelse, der burde have fået enhver forsvarer af folkestyret til at råbe vagt i gevær, blev ikke tolket som et problem.
Først med De Gule Vestes blokeringer af betalingsanlæg, barrikader af rundkørsler og brande i Paris’ gader blev tillidskrisen taget seriøst. Macron udskrev en folkehøring, der skulle give de tavse franskmænd en stemme. På den afsluttende pressekonference betroede Macron tilhørerne, at han havde lært meget af høringen.
Få dage inden havde en stor undersøgelse i den franske avis Le Monde dog vist, at under 600.000 franskmænd havde deltaget i folkehøringen. Folkehøringen havde primært aktiveret de velstillede, veluddannede franskmænd, der allerede var politisk deltagende. Imens svandt opbakningen til De Gule Vestes lørdagsdemonstrationer, der forvandlede sig til radikale, aggressive optøjer med konfrontationer mod politiet og plyndringer. Det tavse flertal blev atter tavst.
Macrons folkehøring efterlader Frankrig såvel som andre vestlige demokratier i et tomrum. Når de politiske institutioner eksperimenterer med måden at få befolkningen til at deltage, mobiliserer det de samme vælgere som ved de traditionelle former for deltagelse. En folkehøring skaber derfor ikke den nødvendige viden om befolkningens præferencer.
Macron har givet en række politiske svar: Øget decentralisering, lavere beskatning, mindre bureaukrati og oprettelse af flere folkelige råd til at drøfte løsninger for nogle af de store politiske spørgsmål. Men de politiske svar tager ikke højde for manglen på demokratisk deltagelse, der er opstået, fordi mange føler sig oversete efter globaliseringen og afindustrialiseringen.
Det er derfor ikke nok at udlægge plantegningerne for nybygningen af det politiske system. Der er i lige så høj grad brug for at genopbygge partisystemet, kanalerne for kommunikation og skabe nye engagerende fællesskaber.
Med folkehøringen og de nye plantegninger har Macron købt sig tid og pustet liv i anden halvdel af sin præsidentperiode. Men hvis ikke han formår at få flere folk til at engagere sig demokratisk, har han også pustet til ilden i den skepsis over for de politiske løsninger, der brænder i Frankrig såvel som i resten af Europa. Hvilken betydning det har for demokratiet, har vi endnu til gode at se.