For blot få uger siden drømte jeg om at erobre verden.
Det føltes, som om verden lå åben for mine fødder: Ingen bakke var ubestigelig. Ingen udfordring skulle have lov til at ligge ubetrådt hen. Intet kunne holde mig tilbage i en verden fuld af muligheder.
Men verden ændrede sig med ét – et enkelt fingerknips, et enkelt swipe, en enkelt breaking news. Det fik nærmest verden til at gå i stå fra det ene øjeblik til det næste. Mens nogle virksomheder gearede op, gik de fleste andre hurtigt i tomgang. Benzinpriserne faldt til et niveau, som jeg ikke engang husker fra min barndom i 1990’erne. Kalenderen gik fra at være overbooket til at have enkelte forretningsaftaler, der stod lige så isoleret, som jeg selv gjorde.
Et fingerknips, et swipe, en breaking news – det var, hvad der skulle til for at slukke drømme både for mig og tusindvis af andre selvstændige, der ellers er gjort af et ukueligt, flammende stof.
Normalt nyder jeg alene-heden. Alene-tiden giver mig normalt ro og næring til skriverier, rådgivning og kreative projekter, men med ét var situationen jo en anden. Selvom sms’en og sociale medier var rødglødende af notifikationer fra venner og bekendte, var alene-heden nærmest uudholdelig. Hjemmekontoret, min trygge base, snærede pludselig sine vægge sammen om mig. Reolerne fik lange arme, der greb ud efter mig og fikserede mig til kontorstolen og fik mig til at stirre ind i computerskærmens virtuelle tomhed.
For første gang mærkede jeg en klaustrofobi ved at være alene. Men det var ikke dét at være alene, der fik mig til hyperventilerende at hive efter vejret. Det var alene-heden uden en slutdato. Det var den bratte slukning af de drømme, der altid brænder i mit sind. Økonomiske hjælpepakker virker nærmest som en naturlig nødvendighed, men hvordan yder man førstehjælp mod følelsen af rastløshed og afmagt, som vi er mange selvstændige, der går rundt med lige nu?
Jeg besluttede mig for at gå en tur i den forårssol, der netop havde tændt sig og skinnede på mig på turen langs det smattede dige. Bølgerne skvulpede. Fuglene sang, som om de slet ikke havde ænset den fare, der var på færde. En, to, tre kilometer.
Og så stod den dér!
Midt i solens pragt tronede den på sletten. Som et vildt dyr, der skuede ud over sit territorium. Som en kongetrone, der ventede på sin regent i det øde landskab, hvor træer og blomster snart skulle til at springe ud.
Bænken på det højeste punkt på Marielyst’ dige.
Jeg nærmede mig den, men få meter fra den veg jeg, nærmest som en paranoid, tilbage. Turde jeg gå et skridt nærmere? Turde jeg sætte mig på den? Hvem havde siddet der sidst, og hvilke usynlige trusler kunne hvile på dens sæde?
Mens jeg skuede ud over sletterne, så jeg folk spadsere med god afstand mellem sig. Bølgerne blev ved med at slå mod stranden og åd sig grådigt ned i sten og sand. Da det gik op for mig, at jeg i det øjeblik kun havde én drøm: At sætte mig og nyde solen på bænken.
Uden at sætte mig gik jeg ned igen, tilbage til min vej. Fire kilometer blev til fjorten kilometer, inden jeg igen låste mig ind i huset, isolerede mig med mobilens beskednotifikationer og tv’ets breaking news på repeat.
Men jeg havde fundet en del af roen igen: Jeg kunne stadig drømme!
En simpel drøm, javist, men en drøm, der holdt mit sind i live. På den bænk lå verden igen åben for mine fødder. Jeg kunne bestige bakker, jeg kunne betræde enhver udfordring. Mulighederne er stadig derude og skal gribes – også selvom det bliver på en ny måde, og selvom intet bliver det samme som før denne corona-krise.
Vores verden kan stadig erobres. Vi starter med små skridt og tager de store senere. Vil du med?