Knap havde røgen lagt sig efter det tyske valg, før en profeti gjaldede fra flere europæiske medier: Det brogede valgresultat i Tyskland vil gøre regeringsforhandlinger op ad bakke, og i horisonten skimtes et fransk præsidentvalg i foråret – en politisk situation, der vil få den europæiske beslutningsmotor til at stå i tomgang frem til sommeren 2022.
En ting er, at Europa bevæger sig mod et magtvakuum, hvor EU’s to største lande står uden politisk lederskab. En anden ting er, at Europa samtidig bevæger sig mod et demokratisk vakuum, hvor der er en dyb kløft mellem de nye politiske frontfigurer og deres befolkninger. Det vil koste på legitimitet og muligheden for at træffe beslutninger, uden at der opstår stor folkelig modstand. Med andre ord bevæger vi os i værste fald mod en politisk handlingslammelse, der rækker langt ind i 2020’erne.
På den tyske side af Rhinen vil valgresultatet med al sandsynlighed føre til langvarige og langweilige forhandlinger. Alle partier udtrykker ønske om at nå til enighed inden jul, men i valgresultatets uklare skær vil kongemagere hellere slibe knive end kompromiser. Uanset navnet og farven på den nye tyske kansler vil omtrent tre af fire tyskere have stemt på en anden kandidat til posten. Det giver den nye kansler et historisk dårligt mandat, der stiller krav til kanslerens evne til at inddrage og give indflydelse til de mindre partier, hvis det tyske folk skal kunne spejle sig i den førte politik.
Mens fløjene nærmest blev elimineret ved det tyske valg, breder radikaliseringen sig allerede som en steppebrand gennem det politiske landskab i Frankrig. Med mere end seks måneder til præsidentvalget er de franske partier ved at finde deres kandidat til Élyséepalæet, og i debatterne mærker man, hvordan gadens vold og oprør fra gule veste manifesterer sig i den politiske retorik som en splittende kraft. Venstrefløjens Jean-Luc Mélenchon vil bryde med markedsøkonomien, mens De Grønnes Sandrine Rousseau erklærer krig mod den globale opvarmning. På den anden side af spektret er højrefløjens ukronede dronning, Marine Le Pen, begyndt at ligne en moderat konservativ kandidat. Imens henter præsident Emmanuel Macron sine argumenter i den fornuftsbaserede videnskab.
Hvis Tyskland får en svag kansler, og kløften mellem franskmændene graves dybere, ser vi ind i en tid, hvor ingen besidder den legitime handlekraft til at finde løsninger på tidens udfordringer. Ingen kan legitimt gøre sig til Europas talsperson på den internationale scene. Ingen kan legitimt finde løsninger på en ophedet økonomi eller et overophedet klima. Dette magtvakuum kunne give EU en mere fremtrædende rolle, men institutionen er sønderslået efter den forfejlede fælles indsats i håndteringen af coronapandemien.
Meget tyder derfor på, at der, selv når brikkerne er faldet på plads i den tyske forbundsdag og i den franske nationalforsamling, vil være et demokratisk vakuum i Europa. Valgsystemerne i Tyskland og Frankrig er vidt forskellige, men tilsammen udstiller de den værste egenskab i demokratiet: manglen på legitim handlekraft. På papiret er alle folkevalgte efter de nationale regler. I praksis har de ikke deres folk med sig.
Tendenserne i Tyskland og Frankrig bør give stof til den demokratiske eftertanke. Måske er det på tide at indrette vores politiske systemer, hvor beslutninger kan træffes i en balance mellem grundighed og hurtighed, så der kan findes fælles svar på fælles udfordringer.
Måske er det på tide at strømline de nationale og det europæiske valgsystem, så tiden ikke kan tage vigtige beslutninger som gidsler. Måske er det på tide at punktere magtens vakuum og tænke demokrati i nye termer.
Men lige nu må vi bare væbne os med al vores demokratiske tålmodighed.
Bragt i Jyllands-Posten, den 2. oktober 2021.