Bloggen er redigeret efter det endelige valgresultat.
Jacta est alea – terningen er kastet.
Modsat hvad exit polls spåede i begyndelsen af valgaftenen, kunne rød blok mønstre et flertal, da de sidste stemmer var talt op. Resultatet ligner et drømmescenarie for Mette Frederiksen, der kan arbejde mod både højre og venstre, samtidig med at hun er så godt som sikret 90 mandater bag sig.
Men når alt kommer til alt, ligner den parlamentariske situation mere et mareridt for den socialdemokratiske statsminister. Hun har lovet at arbejde over midten.
Flere lilla-blå partier er villige til at tage ansvar for at få indflydelse, men de ved, at det kan koste på deres borgerlige profil, hvis de strækker sig for langt. Deres krav til et politisk samarbejde er vokset, som det afgørende nordatlantiske mandat tippede til rød blok. Spørgsmålet er, om nogen går efter magten her og nu frem for en langsigtet sejr til blå blok.
En anden uforudset kendsgerning er, at det blev radikale Sofie Carsten Nielsen, der får rollen som “kongemager” – ikke Lars Løkke Rasmussen. Det Radikale Venstre har stillet ultimativt krav om en flerparti-regering, formentligt over midten, men deres ønsker til bogstavlegen har de ikke afsløret. Dertil kommer deres modstand mod asylcenter i Rwanda, som de næppe er villige til at gå på kompromis med.
Selvom der er er rødt flertal, er der altså fortsat risiko for en parlamentarisk krise. En hårknude, der kan tage tid at redde ud, hvis der skal skabes et stabilt flertal, hvor partierne så vidt muligt lever op til deres løfter fra valgkampen.
Næste skridt er dronningerunden – og mens venter danskerne på det, der i virkeligheden betyder noget: Reformer for fremtiden.
___________________________________________________________________________________________________
Oprindeligt indlæg, udgivet den 1. november 2022 kl. 21.30.
Jacta est alea – terningen er kastet.
Vælgerne har stemt, og et nyt folketing skal nu ned fra lygtepælene og ind til forhandlingsbordet for, at der kan dannes en ny regering. Nu begynder spillet for en ny regering.
Men hvordan spiller man egentlig spillet om magten, når flere partier har stillet ultimative krav? Når en del partier kun erklærer sig samarbejdsvillige i en ensfarvet blok, mens andre partier vil strække sig henover midten?
I skrivende stund (tirsdag aften kl. 21.30) står Moderaterne til at få de afgørende mandater. Rød blok ånder Lars Løkke Rasmussens tropper i nakken, og blot et enkelt mandat adskiller rød fra lilla.
Så lad os zoome ind på de partier, der sidder med nøglen til at dirke det politiske magtspil op for de kommende fire år.
Socialdemokratiet: Til valg over midten
Det gamle arbejderparti lavede en magtdemonstration, fejede de andre partier af brættet og blev det markant største parti på Christiansborg. Mette Frederiksen udskrev valget for at danne en regering over midten – en position, som hun byggede videre på det nationale kompromis for forsvarspolitikken tidligere på året. Men i spidsen for den brede regering skal Mette Frederiksen selv stå. Det udelukker, at Socialdemokratiet kan pege på nogen som helst anden kandidat til den prominente post. Dermed reduceres samarbejdsmulighederne til de rød-lilla partier.
Moderaterne: Vil kun lege på egne præmisser
Det nye parti fik sin våde drøm opfyldt og blev kongemageren på midten. Han er villig til at pege mod venstre på betingelse af, at Mette Frederiksen indvilger i en advokatundersøgelse af hendes retlige ansvar for minksagen. I Venstre skuler de misundelsesværdigt mod Lars Løkke Rasmussen og appellerer til, at han kommer tilbage til sit liberale ophav. Og der har ikke været tilnærmelser fra andre partier til Moderaterne gennem de sidste ugers valgkamp. Moderaterne er dem, de andre gerne vil lege med for at få mandaterne, men ikke med deres gode vilje.
Det skyldes, at Lars Løkke Rasmussen vil udløse ”en parlamentarisk krise” – en situation, hvor ingen kan få flertal, hvis ikke Moderaterne er tilfredse med samarbejdet. Moderaterne vil lege med alle på midten, men kun på deres egne præmisser.
Venstre: Politiske indrømmelser er nødvendige
Valgresultatet endte hæderligt for Venstre på trods af dystre prognoser. Og på trods af det faktum, at udbryderne i Moderaterne og Danmarksdemokraterne tilsammen blev større end partiet. Retorisk har Venstre manet sig op i et hjørne, hvor man anerkender behovet for bredt samarbejde, men nægter at deltage i en regering over midten. Der skal derfor gives indrømmelser på vigtige områder for Venstre, hvis de skal bevæge sig væk fra deres ønske om en borgerlig-liberal regering.
Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre: Skygger af sig selv
En deroute af dimensioner. Sådan lyder den bedst dækkende titel for den konservative valgkamp. Partiet gik fra at have Schlütterske drømme og have statsministerpotentiale til at ende blandt de mindste partier i blå blok. Nu vil partiet formentligt bruge mere tid på at slikke sine sår end på en magtkamp over midten, der kun vil skade partiets borgerlige kernefortælling endnu mere.
Grunden til, at vi skulle have en valgkamp netop nu, skal vi finde hos Det Radikale Venstre. Partiet trak tæppet væk under Mette Frederiksens et-parti-regering for at få en bredere regering. Det Radikale Venstre står dog stejlt på deres modstand mod et udrejsecenter i Rwanda, men har svært ved at finde støtter på midten til denne sag.
Kompromiser koster
Kort sagt, alle de regeringspotentielle partier har svært ved at finde hinanden, fordi de har stillet ultimative krav i løbet af valgkampen. Udover at forhandle skal partierne nu ud og forklare deres vælgere, hvorfor de slækker på deres politiske visioner.
Det parti, der har nemmest ved at forlade sine ultimative krav, er Moderaterne. De kan blive nødt til at være tilfredse med en lille centrumregering. Det vil gøre den borgerlige blok til opposition og give dem en stærk retorisk position, men lille magt, de kommende fire år.
Men nogen er nødt til at give sig, og det koster i politik.
Alternativet er tyske tilstande med en parlamentarisk krise, hvor danskerne kan vente månedsvis på en ny regering – og det vil koste tid for de reformer, som danskerne har så hårdt brug for.
Jacta est alea!