Det sendte chokbølger gennem det politiske landskab, da Jakob Ellemann-Jensen brød båndet til blå blok på sin tale ved Venstres landsråd for en uge siden. ”Kovending” og ”aflivning” er nogle af de hårde ord, der gik igen.
Beskyldningerne pralede dog af på partilederen, som nøgternt beskrev forholdene i en dysfunktionel blok med store splittelser om alt fra politik til navnekabaler. Uenigheden ulmer om alt lige fra udlændingepolitik, udenlandsk arbejdskraft, klimapolitik og Danmarks rolle i det internationale samfund. Og kan man overhovedet tale om en samlet blok, hvis der er uenighed om navnet på kandidaten til statsministerposten, ja sågar om navnet på den kongelige undersøger?
Med sin fremstrakte hånd mod Socialdemokratiet har Jakob Ellemann-Jensen lavet et strategisk sats. Det bryder med den blokpolitik, der har kendetegnet det politiske landskab i snart 30 år. Men bruddet behøver ikke at være enden for borgerlig politik på Christiansborg. Tværtimod er der nu en chance for, at borgerlig politik kan vinde fodfæste – både på kort og længere sigt.
Fra bredde til borgerlighed
For at forstå dynamikken skal vi en tur tilbage til 1970’erne. Efter år med økonomisk tumult dannede Anker Jørgensen i 1978 den meget omtalte og omdiskuterede SV-regering med sig selv i spidsen og Venstres formand, Henning Christophersen, som udenrigsminister. Forhåbningen var, at en regering mellem de gamle arbejder- og bondepartier kunne skabe langtidsholdbare løsninger. Fjorten måneder gik, før partierne måtte kaste håndklædet i ringen og erkende, at deres økonomiske synspunkter lå for langt i øst og i vest. Eller rettere, for langt i rød og i blå.
Det er dog ikke bruddet mellem Socialdemokratiet og Venstre, som er interessante. Det er snarere de tråde, som det skabte i det politiske landskab. Ved folketingsvalget i 1979 opstod en delvis normalisering af det politiske landskab efter jordskredsvalget i 1973. Socialdemokratiet og Venstre høstede frugterne efter at have vist sig villige til at tage ansvar på bekostning af Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne. Anker Jørgensen fortsatte som statsminister i en socialdemokratisk mindretalsregering, indtil han, uden at udskrive valg, gav tøjlerne videre til konservative Poul Schlüters første firkløverregering – og åbnede for mere end ti år centrum-højre-styre.
Samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Venstre åbnede med andre ord for en ny dynamik blandt de borgerlige partier. Midterpartierne blev tippet mod højre, og der opstod et nyt internt magtforhold til højre for midten. Yderfløjen med Fremskridtpartiet blev isoleret.
Ny position, fornyet styrke
Man skal aldrig spå om fremtiden, men det er ikke utænkeligt, at Venstres løsrivelse kan skabe en fornyet dynamik blandt de borgerlige partier. Når de sure miner har lagt sig i Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne, bliver det tid til at kigge indad. I den forgangne valgkamp har de blå partier prøvet at overbevise danskerne om en fælles agenda gennem opstillede fotos af partiformændene på de sociale medier. Men der skal mere til.
På den ene side er de mest yderligtgående partier nødt til at finde ud af, om de vil være en del af et hylekor, eller om de vil bidrage konstruktivt til samlingen af en blå blok. På den anden side kan man spørge, om der virkelig er plads til seks og et halvt borgerligt parti fordelt på 88 mandater*?
De forslåede borgerlige partier har nu fire år til at gøre sig de overvejelser.
Samtidig får Venstre formentligt en mulighed for at positionere sig som et ansvarligt parti, der går efter magten for at bringe sine borgerlige stemmer i arbejde. Det giver partiet en chance, som de ikke ville have haft ved at være bundet på mund og hånd med blå bånd i de næste fire år. Venstres nye position står og falder dog med, om det lykkes Jakob Ellemann-Jensen at forhandle sig til et resultat, der er blåt nok. Den blå reformpolitik skal skinne klart igennem, for at det kan legitimeres over for baglandet, at Venstre går i regering med og peger på Mette Frederiksen som statsminister.
Ansvar, når det gælder
Efter tre ugers sonderinger er tavlen nu hvisket ren. Rødt og blåt blæk bliver nu mikset i et forsøg på at bygge en bro mellem to blokke, der på hver sin måde står i brand. Farven på det sidste punktum bliver afgørende for, hvem der om fire år kommer sejrrigt ud af aftalen.
Men mon ikke det – ligesom i 1970’erne – i sidste ende bliver en fordel at vise, at et politisk parti tør at tage ansvar, når det gælder?
*De seks borgerlige partier er Venstre, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. Det halve parti er Moderaterne, der definerer sig selv som ”lilla”.