I dag skal vi over kaffen smage på et ord. Et ord, som gennem de seneste år har klæbet sig til den politiske debat. Ordet ”magtfuldkommenhed”.
Først blev ordet brugt til at beskrive den centralisering af magten, som statsminister Mette Frederiksen (S) skabte i begyndelsen af sin første periode som statsminister. Så injicerede corona-pandemien det danske samfund, og oppositionen begyndte at anklage regeringstoppen for at være magtfuldkommen. Nu har vi en flertalsregering, der bruger sit parlamentariske flertal til at gennemføre sin politik, og nye beskyldninger om magtfuldkommenhed ryger gennem luften.
Men hvad vil det egentlig sige at være magtfuldkommen, og er det udelukkende en dårlig egenskab? Er der hold i beskyldningerne, eller er det bare retorisk spil for galleriet?
Et hurtigt ordbogsopslag fortæller, at dét at være magtfuldkommen er det samme som at besidde og egenrådigt udøve (absolut) magt*. Man bestemmer selv uden at tage notits af råd eller ordrer fra andre. Oprindeligt var ordet en beskrivelse af den enevældige konge, der havde en absolut magt og kunne eksekvere uden hensyntagen til andre.
Når dét at være magtfuldkommen opfattes negativt, skyldes det vores syn på beslutningsprocesserne i et moderne demokrati. Idealet er at lytte til andres argumenter, at involvere andre parter, at skabe kompromis gennem samarbejde. Som modsætning til idealet står den magtfuldkomne leder – og magtfuldkommenhed bliver dermed et skældsord i den offentlige debat.
Magt i et vakuum
Det bemærkelsesværdige er, at skældsordet først rigtigt er dukket op i den danske debat gennem de seneste år. Egenrådigheden har klistret sig til Mette Frederiksens image, særligt i forbindelse med håndteringen af corona-nedlukningerne og mink-sagen. Men hun er langt fra den første statsminister, der agerer uden at tage højde for andre parters argumenter.
Lad mig fremhæve to tidligere eksempler.
Det første er Anders Fogh Rasmussens regeringer fra 2000’erne. Selvom der på papiret var tale om mindretalsregeringer, som kunne søge det parlamentariske flertal til højre og venstre, fik Dansk Folkepartis støtte magtforholdet til at ligne en flertalsregering. Regeringen behøvede blot at lytte til Dansk Folkeparti. Det smalle flertal blev brugt til flere vidtrækkende beslutninger såsom Irak-krigen, strukturreformen og andre økonomiske reformer.
Det andet eksempel er folkeskolereformen under Helle Thorning-Schmidt, som blev gennemført uden videre inddragelse af fagfolk og fagforeninger.
At ordet ”magtfuldkommen” først har klistret sig fast til Mette Frederiksen, skyldes dels hendes ledelsesstil, dels Folketingets og partiernes egne handlinger. Under corona-pandemien gav et flertal i Folketinget sundhedsministeren en ekstraordinær bemyndigelse og satte sig selv uden for indflydelse. Efter mink-kommissionens rapport var det netop beskyldningen om magtfuldkommenhed, der gjorde, at den daværende leder for Det Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, trak tæppet under Mette Frederiksens et-partiregering og fik udskrevet valg i efteråret 2022. Det førte som bekendt til det valgresultat, der nu har givet os den såkaldt ”magtfuldkomne” flertalsregering.
Med andre ord er det de politiske aktører i Folketinget, der selv har skabt et vakuum, som Mette Frederiksens regeringer har udnyttet. Lamslået beskylder de ikke-magtbærende partier regeringen for at være magtfuldkommen. Anklagen om magtfuldkommenhed er derfor mere end et simpelt retorisk greb. Det er en reaktion på udviklingen i det brede folketings magt, som er blevet reduceret.
Lukket inde på midten
Lad os afslutningsvis lege med en tanke: Hvad nu, hvis Mette Frederiksens regering havde ledt en virksomhed, truffet beslutninger uden at inddrage medarbejderne og uden at skele til samarbejdspartnere?
Så måtte man se på nødvendigheden af beslutningen for at vurdere magtfuldkommenheden.
En virksomhedsledelse har til enhver tid ret til at træffe beslutninger, populære såvel som upopulære. Nødvendighed kan være et trumfende argument. Men hvis en ledelse gang på gang ikke inddrager medarbejdere og samarbejdspartnere, får de ikke udbredt ejerskabet over beslutningerne. Der vil blive summet på gangen over topstyringen i organisationen. Med tiden vil flere medarbejdere nok søge væk og finde nye græsgange. Samarbejdspartnere vil finde andre veje. Virksomheden vil tabe pusten.
Heldigvis er Danmark ikke en virksomhed. Det er de færreste, der kan eller vil flytte på grund af regeringens ledelsesstil. Men hvis SMV-regeringen fortsat ikke lytter til andres argumenter og inddrager interessenter, som med afskaffelsen af Store Bededag og nu med kandidatreformen, vil ”magtfuldkommenheden” fylde i imaget. Vælgerne vil vandre, søge nye græsgange, prøve nye partier.
Fra min side lyder et forsigtigt håb om, at det øger den brede indflydelse på tværs af Folketinget. Vi kan ikke blive enige om alt, men et demokrati står stærkest, når der arbejdes henover midten. Det bør de tre ledere huske, før de lukker sig inde på midten – i magtfuldkommenhed.
*Den Danske Ordbog