Det var en varm eftermiddag i oktober 2010. De livløse blade hvirvlede rundt på brostenene i en efterårsbrise fra syd. Der var ingen mennesker på gaden, kun lyden af klirrende porcelæn, når jeg stillede min espressokop i den hvide underkop.
Jeg var 19 år gammel og studerede på universitetet i den franske by, Lille. ”Studerede” er måske så meget sagt. Universitetet var blokeret igen, de studerende malede bannere og blokerede indgangene, lærerne var på barrikaderne. Den daværende franske præsident, Nicolas Sarkozy, ville forhøje franskmændenes pensionsalder fra 60 til 62 år.
Jeg havde på mit næsten flydende sprog gjort det klart for franske studerende, der blokerede indgangen til universitetet, at jeg havde en forventning om at skulle studere, når jeg var på udveksling. Så de kunne godt fjerne barrikaderne. De trak på skuldrene, som om jeg hverken havde forstået den politiske situation eller den franske esprit.
Allerede dengang demonstrerede jeg mere ved mit skrevne ord end med bål og brand i gaderne. Så jeg sendte et par tekster hjem til de danske medier om situationen, og så slog jeg mig ellers ned på en café med en god bog. Det var i disse ellers så idylliske omgivelser – med litteratur og café au lait – at jeg hørte de første brag. Råb og slagsange nærmede sig La Place de Général de Gaulle. Demonstrationen var på vej, og jeg ville ende i orkanens øje.
Jeg kunne ikke gøre andet end at trække mig lidt tilbage og følge med fra første parket. Kanonslag, fyrværkeri og røg blev blandet med røde bannere, som demonstranterne marcherede forbi. I udkanten af demonstrationen stod et par republikanske moddemonstranter, klædt ud i sorte habitter og store guldfarvede plastickæder og agiterede for en pensionsalder på 75 år.
Der gik en halv times tid. Så var optoget passeret. En ekstrem vildskab og alligevel så ordentligt. Og jeg kunne liste hjemad.
Et forandret Frankrig
Når jeg i dag ser billederne fra Frankrig – mit andet hjemland – kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage. På mange måder er det som om, at intet har forandret sig i Frankrig, ud over tallene på pensionsalderen selvfølgelig. Nu vil præsident Emmanuel Macron hæve pensionsalderen til 64 år.
Men alt har ændret sig.
Først et kig på den politiske atmosfære. I 2010 var kløften i fransk politik mellem et traditionelt højre og venstre. Republikanerne mod Socialisterne. Ekstreme fløje fik sjældent luft under vingerne. Det gav Nicolas Sarkozy en mulighed for at gennemføre en pensionsreform uden at være bange for at miste sine traditionelle tilhængere.
Men i 2017 sejrede Emmanuel Macron ad helvede til. Missionen om at bryde magtens duopol lykkedes, men som manden på midten fik Emmanuel Macron fjender på begge sider. På trods af sit røde ophav lænede den nyudnævnte præsident sig mod højre og fik hurtigt tilnavnet ”De Riges Præsident”. Da hans regering ville hæve afgiften på benzin i 2018, opstod De Gule Veste som en protestbevægelse, der demonstrerede i gader og rundkørsler landet over. Protesten blev gjort tavs af Covid-19-pandemien, men tavs er ikke lig med glemt.
Protesten mod Emmanuel Macrons pensionsreform er så markant, fordi forskellen på den rige og fattige franskmand er blevet ekstrem. Efter Covid-19 har en krig på kontinentet med efterfølgende inflation og stigende leveomkostninger udhulet flere franskmænds lommer. Mange franskmænd er derfor uforstående over for, hvorfor de offentlige finanser ikke bare kan blive forbedret med en formueskat.
Emmanuel Macron har søgt dækning i et samarbejde med de konservative Republikanere, men alliancen er ved at slå revner. De folkelige protester og en opposition på begge sider er hård kost for et politisk samarbejde.
Myten om det grå guld
Behovet for en reform står dog klart, når man kigger på statistikkerne. I landet med verdens højeste gennemsnitslevealder bruges 14,8 pct. af BNP på pension, og tallet forventes kun at stige i de kommende år. Til sammenligning er tallet 12,5 pct. i Danmark*.
Men det franske arbejdsmarked er langt fra perfekt. En undersøgelse i det franske nyhedsmagasin L’Obs viser, at kun 60 pct. af de nypensionerede kommer direkte fra arbejdsmarkedet. Eller vendt rundt, 40 pct. af nypensionerede franskmænd står uden arbejde på grund sygdom, invaliditet eller arbejdsløshed, når de opnår retten til pension. I aldersgruppen 55-64 år er det kun omtrent 56 pct. af franskmændene, som er i arbejde. Selv på vores nordiske breddegrader kender vi problematikken omkring ”det grå guld” og seniorer, der har svært ved at finde plads på et arbejdsmarked i udvikling – men i Frankrig er tendensen ekstrem**.
Dertil kommer, at Frankrig ikke bare er Frankrig. Landet består af en række oversøiske territorier og tidligere kolonier, der langt fra har samme gennemsnitlige levealder som på den europæiske grund. En lov om øget pensionsalder vil ramme hele det franske territorium og dermed skabe større territorial ulighed.
Et dybere problem
Havde jeg været i Frankrig i dag, ville jeg fortsat sidde på min nordfranske café. Demonstrationer er ikke min kop te. Men jeg havde nok ikke rullet mig ud mod mine medstuderende og krævet min ret til undervisning. Problemet stikker nemlig langt dybere, end to år mere på arbejdsmarkedet kan løse.
Frankrig lider, som så mange andre europæiske lande, af strukturelle problemer. Ældre (og unge) kan have svært ved at få adgang til arbejdsmarkedet. Investering i efteruddannelse taler man sjældent om. Forskellen mellem den rige by, slumkvarteret i forstaden og landlige områder vokser dag for dag. Ingen præsident eller politiker har gjort noget ved det, og mange franskmænd føler sig glemt.
Måske en fransk præsident burde løse det problem først?
Jeg sidder dog ikke i Frankrig, men på Sydsjælland. Jeg sidder med min kaffe, læser franske nyhedsmagasiner og en god bog. Jeg har indstillet mig på, at min pensionsalder nok hedder 73 år (hvis der overhovedet er noget, som hedder folkepension i 2063). Jeg har set det politiske liv fra alle sider og er klar over, at få politikere – franske såvel som danske – tør tage kampen op mod samfundets strukturer.
Så er det nemmere at hæve pensionsalderen. Det er jo bare et tal.
*L’Obs, 19. januar 2023
** L’Obs, 12. januar 2023
Billedet er fra demonstrationen i Lille, den 19. oktober 2010.