Det nye år har et par uger på bagen. Et par regnvåde uger, hvor det politiske Danmark er trukket i regn- og arbejdstøjet for at komme i gang efter tre måneders dødvande i dansk politik. Først en måneds valgkamp, dernæst den historiske rekord for regeringsforhandlingerne, inden politikerne brød op til juleferie.
Som efter ethvert gedigent regnvejr er det politiske landskab i Danmark blevet rusket godt rundt. Gamle arvefjender er kommet op af skyttegravene og samarbejder nu om at føre Danmark reformsikkert gennem krig og krise. På hver flanke har oppositionspartier samlet sig i en fælles front mod afskaffelsen af en helligdag.
Regeringens største opgave bliver derfor at skabe en fortælling om sit egentlige forehavende, men det sker i et mudret og minebelagt terræn. På begge sider er regeringen flankeret af en opposition, der vil gøre livet så ufremkommeligt som muligt for regeringen. Forude venter svære sager, og spørgsmålet er, om sammenholdet i arbejdsfællesskabet kan holde til de hårde tider.
Serveret hos statsministeren
Den første opgave for den nye regering er naturligvis at skabe en fortælling for sit politiske projekt. Mange ord er allerede klistret på – arbejdsfællesskab, eksperimentregering, nybrud – men med arbejdshandskerne på er det blevet regeringens egen tur til at definere sin identitet.
Serveretten ligger ubetinget hos statsministeren. Det stod meget klart, da Mette Frederiksen holdt sin nytårstale den 1. januar. For første gang skulle Mette Frederiksen holde en nytårstale, der skulle bygge bro over midten og med skelen til sine partnere i arbejdsfællesskabet. Derfor var det særligt bemærkelsesværdigt, at Mette Frederiksen understregede to kerneprojekter for regeringen, som begge afspejlede stærke, socialdemokratiske værdier.
Mette Frederiksen lagde primært vægt på socialpolitikken og uddannelsespolitikken. Der blev kaldt til kamp mod aktivering af syge borgere og for at aktivere de 45.000 unge, som hverken er i job eller uddannelse. Midlerne for det sidstnævnte med mindre fokus på boglighed i folkeskolerne, styrkelse af erhvervsuddannelser på bekostning af andre ungdomsuddannelser og en halvering af kandidatuddannelserne er kernesocialdemokratisk politik og i høj grad en videreførelse af et-parti-regeringens politik gennem de seneste 3,5 år.
Regeringsgrundlaget mangler ikke borgerlig farve, tværtimod, men projekter som fjernelse af topskatten og de større arbejdsmarkedsreformer blev ikke nævnt med et ord. Dermed slog Mette Frederiksen fast med syvtommersøm, at hun som leder definerer regeringens politik, og at Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen blot må stå på sidelinjen, når det handler om at italesætte retningen.
Som bekendt har ord en stor magt, og det kan komme til at gøre ondt på Venstre og Moderaterne, hvis Mette Frederiksen bliver ene kvinde om at sætte ord på regeringens identitet i de kommende fire år. Blå, politiske resultater er ikke nok til at rykke på en identitet, som er fasttømret med rødt.
Risiko for konflikt
Fortællingen om den nye regering kan dog blive overhalet af samfundets begivenheder. Over de kommende måneder skal 600.000 danskere have en ny overenskomst, og forhandlingerne er allerede startet på industriens område. Konfliktrisikoen er højere end i mange år, skubbet op af den stigende inflation. Løn vil derfor være et afgørende område i forhandlingerne.
Selvom overenskomsten indgås af arbejdsmarkedets parter, kan det alligevel smitte af på regeringen, hvis forhandlingerne ender i en langvarig strejke. Konflikten vil kunne definere regeringens virke, hvis Danmark bliver lammet, og hvis arbejdsgiver og -tager samtidig får et hug på pengekassen. Det vil kun gøre den økonomiske krise større.
Læg dertil, at regeringen er havnet i en betændt situation om Store Bededag. Forslaget har samlet oppositionen og mødt kritik fra fagbevægelsen og borgere i al almindelighed. Det kan blive en eksplosiv cocktail, der kan øge fjendskabet mod regeringen og dens forslag til andre reformer.
Skab balance i fortællingen
Når det ydre pres øges på regeringen, er det nødvendigt med et stærkere sammenhold. Og her vender pilen så tilbage mod ordenes magt. Hvis regeringens projekt kun bliver italesat som kernesocialdemokratisk, kan det slå revner i forholdet til de to andre partier. Utilfredsheden i baglandet hos Venstre og Moderaterne kan vokse (yderligere) og i værste fald føre til et tidligt fald for regeringen.
Nytårsforsættet for regeringen bør derfor være at skabe balance i fortællingen om regeringens projekt. Der skal være større ligevægt mellem rød og blå end i den fortælling, som statsministeren frembragte nytårsdag. Naturligvis er der en regeringsleder med et solidt folkeligt mandat i ryggen, men hvis ét parti får lov at definere en regering af tre partier, bliver regeringen alt for let sat skak af de udefrakommende trusler.
Og fra skak til skakmat er der ikke langt i et samfund præget af krig og krise – og dertilhørende bivirkninger.