Et nyt år er skudt i gang. Den nye regering skal for alvor i arbejdstøjet og føre Danmark ud på et reformspor i genopretningens navn.
Den nye regering har karakteristika, som vi ikke er vant til i Danmark. For det første er det en såkaldt ”bred” regering, der har samlet ærkerivalerne og den nye dreng i klassen i dansk politik. For det andet er regeringen primært et ”arbejdsfællesskab”, som skal reformere Danmark. Og for det tredje har de tre regeringsbærende partier flertal i Folketinget, og som udgangspunkt behøver de ikke at inddrage andre partier i beslutningerne.
I denne artikel skal vi dykke ned i de tre karakteristika – for hvilken betydning kan de 42 dages lange forhandlinger på Marienborg egentlig få for Danmark og dansk politik på sigt?
Partiernes vigtigste nytårsopgaver
Den første opgave for regeringens partier bliver at finde sig selv i nye roller. Det bliver let for Moderaterne, der er født ind i fortællingen ”over midten”. Men idéen er ikke groet i de andre partiers baghave.
Med Mette Frederiksen ved roret har Socialdemokratiet flyttet sig en del gennem de seneste år. Først tog partiet afstand fra Helle Thorning-Schmidt ”midterromance” med De Radikale, hvorefter der blev skabt en rendyrket fortælling om stram udlændingepolitik, Provins-Danmark og bedre forhold for den ældre del af arbejdersegmentet. Nu bebuder de 60 sider lange regeringsprogram topskattelettelser og reformer af arbejdsudbuddet. Selvom Mette Frederiksen gik til valg på en regering over midten, bliver hendes største nytårsopgave at fuldføre Socialdemokratiets højredrejning uden at miste sine røde vælgere i svinget.
I omtrent 25 år har Venstre fulgt den såkaldte Hjort-doktrin, som Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen formulerede for at tage magten fra Poul Nyrup Rasmussen. Den indebar tre ingredienser: For det første skulle den økonomiske politik ikke være et valgtema, som kunne åbne en flanke mod Socialdemokratiet og lade Venstre stå forsvarsløs tilbage. For det andet skulle der skabes en front på udlændinge- og værdipolitikken, som skulle vogtes af et tæt samarbejde med højrefløjen. For det tredje skulle man så tvivl om den socialdemokratiske leders troværdighed.
Med Socialdemokratiets højredrejning, først i udlændinge- og værdipolitikken, nu i den økonomiske politik, er det politiske indhold af Hjort-doktrinen udtømt. Den sidste ingrediens pulveriserede, da Jakob Ellemann-Jensen opgav kravet om en advokatundersøgelse i minksagen til fordel for et rød-blåt regeringsprogram.
Første ting på Venstres to-do-liste er derfor at lægge en ny strategi. En strategi i et fjendtligt farvand af blå partier, der beskylder Jakob Ellemann-Jensen for løftebrud. Hvordan tilliden bliver genoprettet til partiet, så længe formanden er næstkommanderende i Mette Frederiksens regering, forbliver et åbent spørgsmål.
”Reformér-for-at-bevare”-regering
Den anden og fælles opgave for regeringen er at udmønte arbejdsfællesskabet i konkret politik. Formålet med arbejdsfællesskabet er at skabe et økonomisk råderum, der giver bedre råd til at finansiere den danske velfærdsstat. Den såkaldte ”reformregering” gør sig dermed til en ”reformere-for-at-bevare”-regering, hvor alle skal arbejde en smule mere for at finansiere de øgede udgifter til det offentlige.
Inden regeringen overhovedet har fremstillet det første lovforslag, tvivler eksperterne på, om reformforslagene er vidtgående nok.
En af de potentielle regnefejl er, at regeringen vil hente 2.500 personer, som ellers var stoppet med at arbejde. Det er personer, som i dag kan søge Arne-pensionen eller seniorpensionen. Men med ”Arne Plus-Plus” sættes aldersgrænsen op og gør det dermed sværere at opnå den tidlige pension uanset helbredstilstand. En ændret aldersgrænse fjerner dog ikke sygdommene hos de mennesker, der i dag ville være berettiget til ordningerne. Mange vil derfor blive visiteret til en anden offentlig ydelse, og så går regnskabet i nul.
Det store ramaskrig har lydt over, at regeringen vil fjerne en helligdag. På trods af Finansministeriets beregninger er det tvivlsomt, om fjernelsen af helligdagen på sigt vil øge arbejdsudbuddet. En analyse fra CEPOS viser nemlig, at når danskerne tjener mere, køber de sig fri. Sagt på anden vis, når danskerne bliver kompenseret for den ekstra arbejdsdag, vil de formentligt købe sig en fridag på et andet tidspunkt.
Det er derfor uvist om arbejdsfællesskabet overhovedet når i mål, eller om de skulle have været mere gennemgribende i deres forslag til reformer for det danske samfund.
Flertalsregering
Kun fire gange siden 2. verdenskrig har Danmark haft en flertalsregering*. Det har været vigtigt for den kompromissøgende, politiske kultur i Danmark, at en regering altid har været nødt til at forhandle og søge et flertal. Den nye regering behøver som udgangspunkt ikke at søge støtte hos andre partier, hvis blot de tre partier selv er enige.
Regeringen har derfor to muligheder. Enten kan regeringen danne en ny blok på midten, der har svært ved at række ud til højre eller venstre. Eller regeringen kan række ud for at genopbygge den ituslåede tillid fra de gamle blokke med risiko for at trække forhandlingsforløbet i langdrag.
2023 bliver derfor kendetegnet ved et nybrud i dansk politik – et nybrud, der tegner lyst, fordi de tre regeringsledere har sænket skulderne og mødt hinanden med tillid. Men lige foran venter et ocean af faretruende opgaver for regeringens to største partier.
Hvordan de opgaver løses, bliver afgørende for dansk politik i fremtiden. Denne regering kan sætte spor, der rækker længere end frem til 2026.
*1957-1960, 1960, 1968-1971, 1993-1994