”Vi må vist ud og købe gummistøvler, hvis vi overhovedet skal kunne komme ind til sommerhuset.”
Jeg husker, hvordan min mors ord fik ærgrelsen til at runge i mit 10-årige hoved, mens jeg kiggede på den smattede sommerhusgrund. Få dage forinden havde jeg drømt om en ferie med vilde oplevelser. Jeg skulle bygge snemænd, give min morfar vaskere og kælke i en uendelighed. De drømme druknede nu i tøsne og søer på græsplænen, mens jeg tænkte på mine klassekammerater, der tilbragte ugen på De Kanariske Øer eller i De Franske Alper.
Hvad skulle jeg fortælle mine klassekammerater om min ferie, når jeg kom tilbage på skolen?
I år skal vi, igen, holde vinterferie på Marielyst. ”Vi skal ”bare” være i sommerhuset,” kommer jeg til at sige, når nogen spørger. Mit ”bare” afslører dybe aflejringer af min barndoms skuffelse og min pinlighed over ikke at kunne fortælle skolekammeraterne om vilde vandrutsjebaner, stejle skibakker og eksotiske eventyr. Det er som om, at mit ”bare” forråder mig og fremstiller mig med den samme grad af umodenhed som den 10-årige.
Når man kigger i de lokale turismebrochurer, får man indtryk af, at oplevelserne skal være så store og vilde som muligt. Tigerens brøl skal ramme samme decibel som børnenes skrig efter springet fra femmetervippen. Krokodillens gab skal være lige så mørkt, som museets historier er skumle. Som destination er det vigtigt at have disse oplevelsesfyrtårne, men hvorfor tager områdebrandingen aldrig afsæt i tiden til ro og fordybelse?
It’s the economy, stupid – folk tager ikke til en destination, hvor der ikke er vilde oplevelser. Så lægger de ingen penge, det skaber ingen arbejdspladser.
I dagens Danmark har både børn og voksne en travl hverdag med skole, arbejde, fritidsaktiviteter, skole-hjem-samtaler, legeaftaler, kaffedates, hus- og haveprojekter. At vågne til en tom kalender er de færreste forundt. Men det er lige netop dét, sommerhusferien kan. Den kan give plads til den ægte lyst. Den kan give plads til kreativitet, kærlighed og hygge.
I sommerhusområderne på Lolland-Falster ligger der et uudnyttet potentiale i at gribe de feriegæster, der ”bare gerne vil kede sig”, eller rettere ”have ro til at mærke sig selv”. Dem, der søger roen for bedre at kunne præstere i hverdagen, eller som får de vilde oplevelser gennem stjernekiggeri eller lange gåture. Når trangen til at opleve det vilde melder sig – og tro mig, det gør den – tager de ”kedelige” turister på oplevelse med ro i sindet og en ægte lyst i maven.
Kunne man forestille sig en kampagne om Lolland-Falster som Danmarks ”kedeligste” feriedestination?
En kampagne, der ikke bare er et skønmalerisk glansbillede af flotte fotografbilleder, men som tager et socialt ansvar og taler ind i det moderne menneskes behov for ikke at skulle haste.
En kampagne, der viser, at man på Lolland-Falster kan (gen)finde lysten og gnisten, som er blevet væk i hverdagens stress og jag.
En kampagne, der tør sige højt, at det er i orden at gå imod den strøm af oplevelsestyranni, som flyder hurtigere og hurtigere i disse år.
Altså en kampagne, der ikke nødvendigvis gør brug af ordet ”kedelig”, men som i hvert fald gør op med ”bare”.
Nu tænker du sikkert, hvad den lille pige mon fik ugen til at gå med, da vi endelig kom tørskoet ind til sommerhuset. Jeg skal være ærlig og sige, at ingen episode fra lige præcis dén ferie står så klart som billedet af sommerhusgrunden under vand.
Men minderne fra alle ferierne på Marielyst virker i min hukommelse som én lang billedbog. Jeg har sikkert lavet et danseshow med min morfar, tegnet programmer og solgt billetter. Med andre ord har jeg omdannet min kedsomhed til entreprenørskab og kreativitet – kompetencer, som jeg bruger i dag som selvstændig. Vi har sikkert gået lange ture på stranden, spillet kort, fortalt røverhistorier, grinet af og med hinanden – altså det, der har givet mig et ubrydeligt kærlighedsbånd til min familie.
Det er dét, der gør, at jeg i dag kan sige, at Marielyst er det sted, jeg elsker højest og føler mig allermest hjemme.
Og det kan jeg sige uden ”bare”.
Bragt i Lolland-Falsters Folketidende, den 10. februar 2024.