”Du ka’ ta’ pigen ud af Falster, med en drøm om at blive fri. Men du kan ik’ ta’ Falster ud af den hér pige.”
Sådan sang min mand henover Tina Dickows nostalgiske sang, da vi en aften dansede rundt derhjemme på stuegulvet. Han smilede, jeg smilede, inden spillelisten, uforstående over for øjeblikket, hurtigt skiftede til et andet nummer af poprytmer, et ligegyldigt beat, der fik os til at bevæge fødderne. Flygtigt. Forpustet.
Der går et par dage, før øjeblikket igen kommer frem i mine tanker. Smilet varmer min krop, før der breder sig en undren over strofen. Tina Dickow fortæller mig, at jeg ikke står alene med følelsen af at være knyttet til et sted, hvor jeg har hjemme. Hun fortæller mig også, at vi er mange, der har hjemme et andet sted end dér, hvor vores hjem ligger.
Men hvordan kan et geografisk punkt, en grøn plet, fylde så meget for et menneske i en moderne verden, der er kendetegnet ved fri bevægelighed, ultimativ frihed og hurtige strømme af billeder og informationer fra alverdens hjørner?
Som mennesker ligger det til os at stræbe efter mere. Det moderne samfund er præget af, at vi som individer altid er på vej et sted hen. Først er der læringsplaner, så er der dannelsesrejser, som sidenhen erstattes af karrieremål og de næste skridt på rangstigen.
Unge forventes at rejse ud i verden – mange på storslåede eventyr uden at opnå forståelse for det samfund og de lokale liv, de besøger, fordi de skal opleve så meget som muligt på kort tid. Dernæst forventes de at flyve fra reden, væk fra andedammen og de lokale forhold, som de er vokset op under. Senere i livet forventes vi at flytte efter vores ambitioner, tage det prestigefulde job i storbyen eller følge med, når statslige arbejdspladser udflyttes som del af et kludetæppe af politiske beslutninger.
Vi lærer, at det er godt, sundt og rigtigt at flytte sig fysisk. At man kun kan flytte sig mentalt, hvis man flytter sig fysisk.
Men hænger det virkelig sådan sammen?
Når man flytter sig og sejler stædigt videre til et næste sted, er der langtfra plads til alt i lykkens stormbruste båd. Man risikerer at lukke øjnene for nuet i et besynderligt vakuum mellem fortiden, der toner frem som nostalgiske klip i det mentale tomrum, og fremtidens store planer. Dermed taber man også sig selv, de relationer og det fællesskab, som man engang var en del af.
Når jeg kigger på min egen livsrejse, er den ingen undtagelse. Jeg er vokset op i en lille flække tæt på Helsingør, levede et nomadeliv med weekendture til sommerhuset på Falster, flyttede til Frankrig, derefter til Belgien, havde et syvårigt stop i Nykøbing Falster, før kærlighedens kompromis slog teltpælene ned for mig på Sydsjælland. Jeg bevægede mig af egen fri vilje, fordi jeg er en nysgerrig og læringslysten sjæl, men jeg reflekterede sjældent over, hvor jeg havde hjemme. Rastløs var jeg altid på vej videre. Nære venner blev til bekendtskaber, hyggelige snakke ansigt-til-ansigt blev skiftet ud med et opkald over Facetime, før forbindelsen helt døde ud.
Det er prisen for at flytte sig – en pris, ingen taler om, fordi alle er på vej videre mod et mere eller mindre klart defineret mål.
I stedet for denne bevægelsesmani burde vi som samfund starte en fælles samtale om, hvad et sted betyder for vores liv og vores identitet. At den ultimative frihed og forventningernes krav om at flytte sig ikke nødvendigvis er det rigtige for alle. Det kan i sig selv være en dannelsesrejse at få sine fødder til at slå rødder, gribe de muligheder, som stedet tilbyder, og arbejde for bedre vilkår for stedet. Den samtale kan med rette startes på Lolland-Falster.
Man kan godt flytte sig mentalt uden at flytte sig fysisk. Vi lever i en digital verden, der gør det muligt at lære, studere og arbejde uden at flytte sig, men mange steder forbindes disse muligheder i dag med et ufrivilligt fangenskab under en pandemi. Desværre.
Så lad os sætte farten lidt ned og anerkende, at et menneskeliv ikke kun er én fremadstormende march mod samfundets flyttende forventninger. Livet handler også om at finde sit hjem og sit ”hjemme”. At kredse om det sted, som man føler sig forbundet med. At se de mennesker i øjnene, der kredser om det samme sted, for dét er fundamentet for et fællesskab.
Og næste gang min mand synger sin selvopfundne tekst på Tina Dickows sang, ved jeg godt, hvad jeg vil svare:
”Du har ret. Jeg er hjemme på Falster, men mit hjem vil altid være, hvor du er.”
Artiklen er bragt i Lolland-Falsters Folketidende, den 6. april 2024.