Når du læser denne klumme, er jeg på vej til Paris. I den næste uges tid skal jeg nyde solskin, gode bøger og kold rosé på en campingplads ved Seinens bred. Og så skal jeg selvfølgelig se sport til OL i den franske hovedstad.
For halvandet år siden fik vi fingrene i de pebrede billetter til tre sportsevents. Vi fik booket de sidste ledige mobilehomes på campingpladsen i den parisiske forstad til overpris – og så kunne familien i flere generationer ellers bare glæde sig til uforglemmelige oplevelser.
De moderne Olympiske Lege blev næsten født i Paris. Den franske baron, Pierre de Coubertin, grundlagde den olympiske bevægelse, fik afholdt de første lege i Athen i 1896, før Paris ventede i 1900. Coubertin ønskede, at sport kunne være med til at gøre en højspændt verden til et bedre sted, hvor der dystes i venskab og med respekt for hinanden. OL skulle afholdes i sportens ånd – ikke være et politisk event.
Det er en smuk vision, men sport er og bliver aldrig upolitisk. OL har gennem årene udviklet sig til et politisk mega-event, hvor værtsbyen forsøger at smigre hele verden. Mens alles øjne er rettet mod verdensrekorder i sprint og yndefulde synkronspring, forsøger værterne at skabe blinde vinkler for landets sociale udfordringer. Årets OL er ingen undtagelse.
Ifølge den franske avis Le Figaro er op mod 13.000 hjemløse fra gaderne i Paris’ region blevet smidt ud af området, heraf er omkring en fjerdedel mindreårige. En del af de hjemløse er illegale migranter, som nu er blevet registreret som asylansøgere og kan vente på myndighedernes afgørelse i deres sag. Andre hjemløse er fordrevet til mindre franske byer. På tværs af landet forsøger sociale foreninger forgæves at finde ly til de menneskeskæbner, som er ofre for den sociale udrensning i de parisiske gader.
Også kulturlivet i Paris lider under verdens største sportsbegivenhed. Først var bouquinisterne (små antikvitetshandlere) truet med at blive flyttet for at gøre plads til den famøse åbningsceremoni på Seinen. Efter en ihærdig indsats fik de – modsat de hjemløse – dog lov til at blive i bybilledet.
Dernæst har flere museer valgt at holde lukket i perioden under OL. De ved med erfaringerne fra OL i London i 2012, at det er så godt som umuligt at tiltrække besøgende. Det kan især blive fatalt for mindre museers økonomi. Restauranter frygter for deres omsætning på de hektiske eventdage, hvor de forventede 15 mio. gæster er mere til en hurtig crêpe på vejen videre end til den hyggelige middag på bistroen.
En del metrostationer er blevet lukket for at sikre glidende trafik ud mod forskellige stadioner. Gader er blokeret for biltrafik. QR-koder, sikkerhedspas og gyldige billetter til sportsevents er den eneste garanti for fri cirkulation i indre by.
Frygten for terror har gjort Paris til et inferno af overvågning, hvor kunstig intelligens kan opdage mistænkelig adfærd. Forsvar og politi er talstærkt i beredskab for at garantere sikkerheden. Med OL-turistens briller giver det naturligvis tryghed, når vi skal færdes på overfyldte metrolinjer og på tætpakkede stadioner, men det blotlægger også et etisk spørgsmål: Er det den form for overvågningssamfund, vi ønsker at leve i?
Endelig er der det netop overståede parlamentsvalg i Frankrig. Fløjene er i fremgang og i front. Manglen på en klar vinder skaber politisk usikkerhed. Billedet af at være ”Europas syge mand” maskeret i en gymnastisk trikot er dét, som Frankrig transmitterer til resten af verden.
Den politiske virkelighed gør roséen i mit glas en smule bitter. Som OL-turist er jeg indirekte med til at støtte de sociale uretfærdigheder, som findes i Frankrig, i Vesteuropa og i resten af verden. Ligesom seerne i øvrigt er derhjemme. Men sport eller ej, magtforhold og uretfærdigheder ville stadig findes.
Vi kan vælge at lukke øjnene for bagsiden af medaljen og synge stumt med på nationalhymnen, eller vi kan vælge at bruge vores kritiske stemmer til åbne øjnene for uhensigtsmæssighederne i vores samfund.
Jeg håber, at Coubertins vision engang bliver til virkelighed. Indtil da ved jeg godt, hvilken stemme jeg vælger at være.
Og lad så den bedste sportsmand og -kvinde vinde!
Artiklen er bragt i Lolland-Falsters Folketidende, den 28. juli 2024.