Tirsdag morgen vågnede jeg med et smil på læben: Endelig var regeringen kommet ud af sit glasbur og havde landet en bred aftale med Folketingets partier om genåbningen.
Ingen kan udstede garantier under en pandemi. Derfor giver aftalen naturligvis ikke fuld sikkerhed, men den giver trods alt vished om de skinner, som genåbningen kører på – og så er det op til biologien, vaccineplanen og vores mådehold, om køreplanen bliver overholdt.
Som dagen skred frem, falmede smilet en del. Først blev jeg ramt af nyheden om bekendt virksomhed, der har retning direkte mod en konkurs. Så kom en nyhed om min yndlingsbeværtning på Marielyst, der fundraiser for sin overlevelse. Og til sidst nyheden om, at priserne, berettiget vel at mærke, bliver sat op i mange frisørsaloner landet over. Tre nyheder, der slår hårdt, når man selv har mærket rutsjebaneturen som selvstændig og i øvrigt trænger til at få klippet spidser.
Jeg kunne ikke lade være med at spørge mig selv, om aftalen for genåbningsplanen er kommet for sent. Siden jul har nedlukningen af Danmark været surrealistisk stram. Nye varianter af coronavirus kunne let starte utæmmelige kædereaktioner af smitten. Alligevel var det som om, at regeringen slet ikke ville lytte til erhvervslivet. Som om, at regeringen forestillede sig, at kun en stram nedlukning kunne slå smitten ned. Som om, at regeringen forestillede sig, at en nedlukning ikke havde økonomiske og menneskelige konsekvenser.
De økonomiske konsekvenser har mange mærket på deres egen krop. Livsværker er bukket under, medarbejdere er blevet afskediget. Disse livshistorier får et statistisk udtryk i Nationalbankens forventninger til dansk økonomi. Forventningen til den økonomiske vækst er halveret siden jul og ligger nu blot på 1,4 pct. for 2021. I min optik skal vækst nu engang ikke kun gøres op på en økonomisk bundlinje, men også andre parametre af vores samfundsliv er fuld af røde tal. Uden henvisning til data og diagrammer tør jeg godt at påstå, at det danske samfund også lider af et kulturelt og socialt underskud efter måneders nedlukning.
Underskud giver efterslæb. Vi begynder at kunne ane den økonomiske katastrofe, som den hårde nedlukning har haft og kommer til at skabe med årelange tilbagebetalinger. Men vi kan endnu kun skimte de kulturelle og sociale ruiner, som regeringens håndtering har forårsaget.
Hvis genåbnings- og vaccineplanen bliver på skinnerne uden uventede stop, kan vi skimte lyset forude. Sommeren vil blive den sommer, vi alle længes efter. Men ligesom coronavirus er kommet for at blive i vores samfund, vil konsekvenserne fra nedlukningen også blive siddende i os som mennesker. Der kan ikke laves en politisk aftale for at få mennesker ud af en livskrise, en depression eller af ensomhed.
Tirsdagen gik på hæld, og jeg besluttede mig for at skubbe de triste tanker til side. Jeg glædede mig over, at der endelig var politisk vilje til at skabe en bred aftale. Som når man står i regnvejret og kigger lettet op på toget, der ankommer på perronen en time efter køreplanen og udbryder: ”Bedre sent end aldrig”.