Det er torsdag morgen, den 27. februar 2020.
Som altid er jeg vågnet tidligt. Søvndrukken står jeg ud af sengen, gør mit morgentoilette og sætter mig til morgenbordet. Jeg tænder mobilen og tjekker de sociale medier. Den gule trussel fra en ”breaking news” rammer mine øjne. Den nyhed, som alle danskere efterhånden har ventet nogle dage på, er en realitet:
Det første tilfælde af coronavirus er fundet på dansk jord.
Omtrent samtidig modtager jeg en sms fra min far. ”Du går ingen steder i dag,” skriver han formanende, inden han tilføjer, at jeg dog skal gå i supermarkedet. Jeg skal købe frysegrønt, dåsemad, mel, gær og toiletpapir, så jeg kan klare mig i mindst en måned. Lidt for kvikt spørger jeg ham, om han tror, at der bliver generalstrejke. ”Gør nu bare, som jeg siger,” skriver han, mens jeg hører den strenge, faderlige tone for mit indre øre.
I dag føles den 27. februar 2020 på mange måder som den sidste dag i et tidligere liv. Jeg trodsede min far og tog ned på mit kontorfællesskab på Slotsbryggen i Nykøbing Falster. Jeg gav hånd til et kundemøde. Jeg gik i supermarkedet, hamstrede ikke, men sørgede dog for, at fryseren var fyldt.
Den 27. februar 2020 var som et ”point zero”. Blot halvanden uge senere lå Danmark under lock-downens åg. Den tillid, vi ellers er så kendte for i Danmark, blev erstattet af tvang. I begyndelsen var det forståeligt, for vi stod over for en ukendt fjende. Men hvad nu?
I øjeblikket har tvangsnedlukningen konsekvenser på tværs af samfundet. Flere større virksomheder går konkurs, og selvstændige er truet på deres livsværk og levebrød. Hoteller og restauranter træder varsomt ind i en ny sæson, fordi de ikke ved, hvad de kan forvente. Medarbejdere i både det offentlige og private er tynget og mistrives. Skolebørn keder sig, både fagligt og socialt.
På mandag genåbner en del af samfundet, men genåbningen bygger på frygt og mistillid.
Jeg glæder mig til at gå en tur igennem Nykøbing Falsters gader og mærke livet fra butikkerne. Men jeg ved også, at jeg vil kigge ind i min frisørs salon og skimte de tomme stole. Hvorfor kan frisøren, og for den sags skyld andre liberale erhverv, ikke åbne med udvidede åbningstider, hvis der er god afstand mellem kunderne, bruges mundbind og sprittes af?
Kun i Nord- og Vestjylland kan afgangselever i Folkeskolen og på gymnasiale uddannelser møde ind på skolebænken på mandag. I resten af landet, uanset smittetryk, er skole-, gymnasieelever og studerende bænket derhjemme. Hvorfor kan regeringen ikke vise tillid til, at de enkelte kommuner, skoler og uddannelsesinstitutioner kan lave en forsvarlig undervisning med god afstand eller udendørsaktiviteter?
Hvorfor kan regeringen ikke have tillid til, at et samfund fuld af værnemidler og tests kan bekæmpe coronavirus i fællesskab?
I dag ser jeg tilbage på mit gamle liv og vores tidligere samfund uden rigtigt at forstå det. Det føles som om, der er gået mere end et år. Jeg savner den strenge, faderlige tone for mit øre, fordi jeg ved, at min fars formaninger er gjort af kærlighed, ikke af en regerings frygt eller magtsyge. Jeg spørger mig selv, om vi nogensinde får tilliden tilbage i vores samfund. Eller om håndteringen af coronavirus blot har været et varsel om nye tider, hvor kontrol og tvang er de bærende principper i samfundet.
På årsdagen for coronaens point zero svæver svaret stadig i luften. Men jeg skubber tankerne væk ved at gå i køkkenet og kigge i fryseren, så jeg kan få spist den sidste pose af de langtidsholdbare frysegrøntsager. Alt har jo en udløbsdato.
Undtagen restriktionerne, der lader til at vare i det uendelige.
Bragt på folketidende.dk, den 27. februar 2021.