I sidste uge udkom alle politikeres bibel, Valgundersøgelsen 2019, hvor landets dygtigste politiske analytikere er dykket ned i tendenserne fra det sidste folketingsvalg. Det overrasker nok de færreste, at danskerne gik til valg på pension og klima. Alligevel var jeg ved at få morgenkaffen galt i halsen, da jeg læste i JP (24.6) udtalelsen fra professor Rune Stubager, at han ikke vil anbefale blå blok at gå til valg på at ophæve Arne-pensionen.
Set med de statistiske briller betvivler jeg ikke udsagnet. Men politik handler ikke kun om tørre tal. Det handler også om at sætte agendaen og fortælle en samlet, visionær historie. I blå blok er vi nødt til at udfordre de socialdemokratiske præmisser for den offentlige debat, hvis vi ønsker at samfundet skal bevæge sig i en anden retning. Det kræver politisk lederskab og er nødvendigt, hvis vi vil ændre kursen for det danske samfund.
Socialdemokraterne svæver over de politiske vande og står stærkere, end de længe har gjort. Udover at dominere i meningsmålingerne har partiet også dresseret den store fortælling i det danske samfund. Det er en fortælling om, at den store og altomfavnende velfærdsstat skaber tryghed og lykke for danskerne. Den giver næring til politiske tiltag som Arne-pensionen, men også til blandt andet ikke-proportionelle nedlukninger af erhverv under en sundhedskrise, tvangsflytning af uddannelser og fratagelsen af de unges helt frie valg til at vælge gymnasium.
Som borgerlige kan vi synge samtykkende med på de socialdemokratiske salmer, og måske kan det bringe blå blok tilbage til ministertaburetterne. Men så sejrer blå blok ad helvede til. Måske vil nogle af de borgerlige vælgere falde af i svinget og søge mod den yderste højrefløj. Derfor er vi i den blå blok nødt til at udfordre den socialdemokratiske trosbekendelse og de politiske initiativer, som kommer heraf. Vi er nødt til at stå fast på vores værdier.
Som borgerlig er det vigtigt at sætte spørgsmålstegn ved de socialdemokratiske trossætninger, hvis ikke de skal være konstante præmisser for den politiske debat og samfundets udvikling. Eksempelvis er skattelettelser ikke automatisk lig med forringelser af velfærd. Velfærdsydelser produceres ikke altid bedst i offentlige institutioner. Tillid til borgernes dømmekraft er nu engang bedre end rigide regler. Og overvågning øger nu engang ikke individets frihed.
De socialdemokratiske trossætninger er udbredt blandt danskerne, men ikke fastgroede. Ved politisk ledelse er det muligt at flytte danskernes holdninger, fordi de (fleste) er modtagelige over for argumenter og beviser. Et eksempel er reformen af efterlønnen, der var som en gral i velfærdsstaten, men hvor det med et fast lederskab, en stærk fortælling og faglige argumenter lykkedes at flytte danskerne uden at ende for løverne.
Udfordringen for blå blok er dog, at det netop kræver politisk ledelse. Der er brug for en fælles vision for, hvordan danskernes hverdag ville se ud med en borgerlig leder ved roret. Man må væk fra de interne kampe og væk fra enkeltsagerne for at fortælle en sammenhængende historie om, hvordan blå blok vil skabe velstand for at kunne få råd til velfærd, og hvordan vi kan øge selvstændigheden i det danske samfund.
Selvom statistikken viser, at vælgerne elsker Arne-pensionen, bør borgerlige politikere ikke tage den ind under huden. Det er overkommeligt at overbevise vælgerne om, at der findes et alternativ til de socialdemokratiske dogmer. Der er brug for politisk lederskab, og vi skal alle i arbejdstøjet nu – men med under to år til et kommende valg er det heller ikke et øjeblik for tidligt.