I kampen om at vinde danskernes tillid op til den kommende folkeafstemning om retsforbeholdet går bølgerne højt. Således beskylder europaparlamentariker Rina Ronja Kari, Folkebevægelsen mod EU, mig for at give debatten en grim tone (6/11), når jeg skriver, at nej-sidens løfte til danskerne om muligheden for at få parallelaftaler med EU er arrogant (3/11). Min intention er ikke at kaste med mudder. Jeg vil derimod gerne bidrage med problematiserende perspektiver på EU-debatten fra mit kritiske ja-standpunkt.
Lad mig derfor dreje Karis afsluttende og afgørende argument tilbage på sporet. Det handler om, hvorvidt danskerne har travlt for ikke at ryge ud af Europol. Mit argument om tid handler dog ikke om Europol, men om at vi ikke ved, hvor lang tid det vil tage at forhandle parallelaftaler med EU’s nye procedurer.
Retspolitik er mere end Europol. Det handler også om familie- og civilret og asyl- og indvandringspolitik. Ligesom Kari er jeg ked af, at den såkaldte ja-side bruger Europol som løftestang for et ja, for folkeafstemningen handler også om et politisk løfte og politisk tillid til Folketinget.
Folketingets såkaldte ja-partier har skudt folkeafstemningen i gang med skræmmescenariet om, at Danmark snart ryger ud af Europol. De glemmer at fortælle, at Danmark både i en protokol til Edinburgh-aftalen og i Lissabon-traktaten har afgivet et løfte om, at Danmark med tiden agter at deltage i EU’s retlige samarbejde.
Med et ja til tilvalgsordningen giver danskerne Folketinget mulighed for at afgøre, om Danmark skal tiltræde EU’s retspolitik og en simpel procedure herfor. Danskerne kommer til at afgive suverænitet til Folketinget, ikke til EU. Kari modsiger derfor sig selv, når hun skriver, at »retspolitikken hører til i Folketinget, hvor borgerne kan få indflydelse på politikken«. Burde Kari så i virkeligheden ikke stemme ja?
Det vil ikke være et ”tilfældigt flertal i Folketinget”, der afgør danske tilvalg. Det vil være det flertal, som danskerne har valgt. Det, der bekymrer mig som kritisk ja-siger, er, at Folketinget vælges på baggrund af valgkampe med nationale agendaer. Hvis danskerne stemmer ja, mener jeg derfor, at Folketingets politikere forpligter sig til at føre en åben debat om EU’s retspolitik. Jeg savner, at debatten spores ind på, hvordan de danske folketingspolitikere vil leve op til denne forpligtelse.
Et ja til tilvalgsordningen vil styrke Folketingets position over for EU. Det er en styrkeposition, som EU-skeptikerne ofte efterspørger. I virkeligheden er der slet ikke så langt mellem det lunkne ”måske”, som de såkaldte EU-positive partier har formuleret med tilvalgsordningen, og det standpunkt, som EU-skeptikerne er talsmænd for, når der ikke er udskrevet folkeafstemning.
Lad os droppe beskyldninger om grimme undertoner i debatten og forholde os til det, vi ved. Der er ingen garanti for Danmarks mulighed for at få parallelaftaler med EU på det retspolitiske område. Det er ikke kun Europol, der har udløst folkeafstemningen, men også et politisk løfte fra fortiden. Der er ikke så langt imellem de såkaldte EU-positive partier og EU-skeptikerne, som de gerne vil bilde danskerne ind.
Bragt i Jyllands-Posten, den 13. november 2015.