Gadebilledet prydes i øjeblikket af grøn-hvide plakater, der lover vælgerne og dansk erhvervsliv en afgørende stemme i EU. En stemme på Det Konservative Folkeparti er en stemme for maksimal dansk indflydelse i Europa-Parlamentet.
Det har været tilfældet indtil nu. Den danske plads i Europa-Parlamentets største gruppe, det kristent-konservative EPP, har været udfyldt af et konservativt mandat og givet god adgang for danske virksomheders interessevaretagelse. Allerede nu bør dansk erhvervsliv dog indstille sig på, at indflydelsen i Europa-Parlamentet skal findes ad andre veje. Det skyldes ikke kun, at meningsmålingerne lige nu tipper det konservative mandat på vippen til en entrébillet efter valget, men også at det vil blive et markant andet Europa-Parlament, som kommer til at forme den politiske virkelighed efter valget.
Bekymringen om de europæiske anliggender er til at tage at føle på i det danske erhvervsliv. Gennem tiden har den eller de danske pladser i EPP bidraget til at skabe forståelse for særlige danske forhold. Eksempelvis blev der for få år siden stået vagt om den danske model for realkredit, fordi man både kunne påvirke EU-lovmaskinen på ministerielt niveau og internt i parlamentets politiske grupper. På samme måde er EPPs ellers så kulsorte energi- og klimapolitik blevet trukket i en grønnere retning – en retning, der både har været til gavn for den grønne omstilling og de danske virksomheder, der har en styrkeposition på dette område.
Derfor ryster det danske erhvervsliv over, hvem der skal repræsentere dets interesser, hvis Det Konservative Folkeparti ikke genvinder mandatet. Både Danske Rederier og Dansk Industri har på usædvanlig vis vekslet deres institutionelle lobbyarbejde til et lobbyarbejde mod de danske vælgere, for at få vælgerne til at sikre det konservative mandat. Både virksomheder og interesseorganisationer bør være mere bekymrede over den politiske virkelighed, der venter dem efter valget.
Rygraden i det europæiske lovgivningsarbejde har gennem alle årene været solidt funderet over midten i EPP, den socialdemokratiske gruppe S&D og den liberale gruppe ALDE. Efter valget vil flertallet muligvis fortsat være konsolideret over midten, men grupperne vil være stærkt reduceret i omfang. I stedet vil en stor højrenational gruppe have set dagens lys, og, afhængig af om de nationalistiske partier kan nå til enighed, blive Europa-Parlamentets næststørste gruppe. For danske interesseorganisationer vil den ikke være til at komme udenom, når der på den anden side af triologens forhandlingsbord også sidder nationalistiske og EU-kritiske regeringsrepræsentanter.
Dansk erhvervsliv bør derfor holde op med at leve i en politisk verden af i går for i stedet at ruste sig til at varetage sine interesser på en ny måde. Den pro-europæiske konsensus vil høre fortiden til. Hvordan vil man varetage sine interesser strategisk i en højrenationalistisk gruppe, der med næb og klør vil bekæmpe EU indefra, hvis ens egen interesse netop er piloteret i EU’s grundprincip om fri bevægelighed?
En anden mulighed er at alliere sig med EPP’s repræsentanter fra andre lande, eksempelvis fra Nordtyskland. Rent praktisk vil det kræve, at de danske virksomheders produktion smelter endnu mere sammen med det nordtyske marked, så virksomhedernes vilkår bliver et gensidigt skæbnefællesskab. Tiden er inde netop nu, hvor den kommende Femern-forbindelse muliggør en mere dybdegående integration både for virksomhedernes eksport og for arbejdskraftens frie bevægelighed. Særligt i det sidstnævnte kan der være stemmer at hente for nordtyske parlamentarikere, for arbejdstagere er også vælgere med en politisk stemme.
De fleste erhvervsledere ved, at heldet tilsmiler den, der er godt forberedt. Det gælder også i den politiske interessevaretagelse. Uanset om Det Konservative Folkeparti vinder et mandat eller ej, vil EPP-gruppen være svækket i det nye politiske landskab. Det kan ikke længere tages for givet, at Europa-Parlamentet vil arbejde for et europæisk fællesmarked uden interne protektionistiske barrierer.
Det er på tide, at dansk erhvervsliv lægger en ny kurs. Der skal findes nye kontakter og kanaler, hvis de vil blive ved med at have indflydelse på europæisk lovgivning i en ny politisk virkelighed.
Bragt i Børsen, den 23. maj 2019.