Kære Mette Frederiksen,
Forestil dig, at du fra i morgen aldrig mere skulle lave politik. Ikke én eneste debat. Ingen beslutninger. Ingen pressemøder. Ingen mulighed for at skabe det velfærdssamfund, som dit hjerte brænder for.
Du er ganske velfortjent blevet statsminister, og du har kæmpet for det gennem mange år. Politik er din passion. Det er dit livsværk og dit levebrød. Men pludselig har andre ophævet samfundets demokratiske spilleregler, og fra i morgen er politik fortid for dig. Hvordan ville du have det?
Den følelse i maven går de danske minkavlere rundt med lige nu. Nogle venter i uvished. Andres livsværk er blevet ”slået ned”, slagtet. Deres levebrød er blevet til krummer, som strøs over vejene, når de aflivede mink bliver tabt af de lastbiler, der skulle køre dem væk fra det avlssted, der blev deres udryddelseslejr.
Det er hele generationers arbejde, I har taget et livtag med. Mennesker, der ikke har noget at stå op til i morgen. Familier, der har mistet deres økonomiske fundament. Som ved enhver anden betændt sag vil I lave undersøgelser om, hvem der vidste hvad hvornår. Det blev nødvendigt, fordi I fandt ud af, at jeres handlinger stred mod Grundloven. I strækker jer langt og beskytter hinanden.
Hvad blev der af at tage ansvar og ”handle nu”, som var din devise, da du lukkede Danmark ned den 11. marts?
Din barmhjertige regering tilbyder både hjælpepakke og psykologisk krisehjælp. Men for de mennesker, der ikke bare kan gå videre til et topjob i erhvervslivet, når karrierens dage er talte, er det som at gnide salt i et åbent sår.
Jeg er ikke selv minkavler. Jeg kender ikke en minkavler. Men jeg er selvstændig erhvervsdrivende. Jeg har prøvet at vågne op den 12. marts, hvor størstedelen af mine kunder ringede og satte opgaver på pause. I de seneste måneder har jeg oplevet en kunde gå konkurs, hvor jeg havde et stort beløb til gode. Som mange andre er jeg taget på arbejde, jeg har mødtes med mennesker, talt foran forsamlinger, udsat mig selv og mine nærmeste for fare. Men det er nu engang nødvendigt, hvis min virksomhed skal overleve.
Som du kan høre, er mine oplevelser intet i forhold til, hvad du og din regering byder de danske minkavlere. Alligevel kan jeg sætte mig ind i deres forfærdelige situation. Jeg kan forestille mig, hvordan det må være at få taget sit livsværk og levebrød fra sig. Jeg kan forestille mig, hvordan det er at blive identitetsløs på få sekunder, når politikere træffer beslutninger, som de ikke har hjemmel til.
Mette Frederiksen, jeg er ikke socialdemokrat, men jeg har altid respekteret dit parti og jeres værdier. Jeg er stolt af det samfund, som I har været med til at bygge op. Jeg har stolet på vores demokratiske principper. Det gør jeg ikke længere. For hvor langt er du og din regering egentlig villige til at bøje de demokratiske principper i denne sundhedskrise?
Politik er et magtspil, og en opposition vil altid være som gribbe. Men hvis forgribelsen på en hel branche ikke bare skal symptombehandles, er det på tide at invitere oppositionen indenfor. De skal ikke blot informeres, men involveres og engageres i de beslutninger, der skal tages. Demokrati tager tid. Selvom vi står i en sundhedskrise, er vi nødt til at respektere det.
Samtidig må danskerne også inviteres indenfor. Denne krise kan rent faktisk udvikle og styrke vores demokrati, hvis den bliver håndteret rigtigt. Der kunne måske være fundet bedre demokratiske og mere humane løsninger i samarbejde med danske minkavlere. Brancheorganisationer og borgerpaneler kunne forbedre beslutningerne og give dem en større legitimitet.
Men kære Mette Frederiksen, det kræver selvfølgelig, at du er villig til at tage ansvar og sætte magten fri. Og det kræver, at du og din regering har evnen til at forestille jer, at jeres beslutninger har konsekvenser for virkelige mennesker. Når I har indset det, kan vi komme videre og få genskabt tilliden til det danske folkestyre.
Bragt i Jyllands-Posten, den 18. november 2020.