Pyt-knappen er på mode. Den er blevet coachenes og psykologernes evindelige svar på, hvordan vi skal blive bedre til at elske os selv eller til at fejle. Mange af disse selvudviklingsguruer anbefaler endda, at man installerer en fysisk udgave af knappen, som man kan give et tryk, hvis der sker en smutter, eller man har behov for at droppe de sure pligter.
Det lyder fristende med en pyt-knap, men problemet er, at den blot er en symptombehandling på vores præstationskultur på samme måde som hovedpinepillen for den dunkende tinding: Den fjerner presset et øjeblik, men jagene vender tilbage, når bruset er gået af tabletten. I stedet burde vi etable-re en pause-knap og give os selv et pusterum til at finde de værdier, der betyder noget i vores liv, og bruge dem til at præstere ud fra. Der er brug for en ny præstationskultur.
Præstationskulturen, som vi kender den i dag, er kommet ind i vores samfund som en del af den moderne tids frigørelsesprojekter. Frisættelsen fra tidligere værdier, normer og traditioner har skabt en forventning om, at alt kan lade sig gøre. Man er eneansvarlig for, hvor godt ens liv er, og man høster i højere grad anerkendelse gennem sine sociale netværk end fra sine nære relationer.
Dét at præstere er ikke dårligt. Tværtimod er præstationer med til at øge selvværd, give selvtillid og en følelse af velvære, når man når sit mål. Det er præstationskulturen i dens nuværende form, der har en brist, fordi man skal præstere for præstationens egen skyld uden et værdimæssigt kompas.
Præstationer kommer dermed til at handle om succes over en bred kam: Man skal præstere på ud-dannelsen, på arbejdet, på privatlivsfronten og på udseende. Når man skal præstere på alle paramet-re, famler man sig frem, og livet bliver meningsløst og uden retning. I stedet for at udløse det kick, som gode præstationer skal, bliver præstationerne psykisk udmattende.
Hér virker pyt-knappen som en passende knap på den mentale fjernbetjening. Pyt med opvasken, pyt med træningen, pyt med en studieopgave. Det ene ”pyt” tager let det andet og kommer dermed til at stimulere den mentale træthed, indtil at man opdager, at man mangler sit fix fra fremdriften og anerkendelsen fra sine netværk. Så starter det sporløse præstationsræs forfra, indtil man bliver overmandet af den næste udmattelse og stime af pyt’er. Pyt-knappen løser ingen af de problemer, som står i præstationskulturens sygejournal.
Derfor er der brug for pause-knappen som et alternativ til pyt-knappen. Pause-knappen har den for-del, at den griber fat om meningsløsheden i en præstationskultur uden værdier, normer og traditio-ner. Modsat den tilfældige brug af pyt-knappen giver pause-knappen mulighed for at sætte alt på stand-by og tjekke ud fra det frigjorte, fremadrettede samfund. Pausen gør det muligt at sætte sine grænser og finde sine personlige værdier, så man kan prioritere sine præstationer. Når man kender sine værdier, behøver man ikke længere at præstere, perfektionere og planlægge på alle parametre. Der er ikke brug for at sige ”pyt”, for man kender sit kompas.
Desværre er det de færreste i præstationskulturen – selv blandt de coaches og selvudviklingsguruer, som skulle hjælpe os på ret kurs – der tør anbefale en pause-knap og et grundigt eftersyn af det værdimæssige kompas. Derfor farer vi stadig rundt som en flok stræbere uden retning i livet. Vi er nødt til selv at tage kampen op for en ny præstationskultur, hvor vores individuelle værdier bliver rettesnor for vores præstationer.
Bragt i Kristeligt Dagblad, den 20. februar 2018.