»Brexit means brexit«. Så kontant var udmeldingen i januar, da den britiske premierminister, Theresa May, præsenterede den britiske tilgang til de kommende forhandlinger med EU. May gjorde det klart, at ingen aftale var bedre end en dårlig aftale, og at EU ikke skulle ind ad bagdøren.
Den kontante, britiske kurs har nu vist sig at være orwellsk newspeak for en plan, der netop skal holde døren mellem Storbritannien og EU på klem. Storbritannien ønsker fortsat alle fordelene ved EU’s indre marked uden at leve op til markedets krav. Det sker med en tro på, at man blot kan opfinde ny teknologi til at løse fremtidens toldmæssige udfordringer. Derfor må EU dæmme op for newspeaken ved at give et klart, enstemmigt svar: Et fælles marked kræver fælles regler.
Den britiske newspeak blev offentliggjort i sidste uge, da regeringen kom med sit første udspil til det fremtidige samarbejde mellem Storbritannien og EU. Det indebar to mulige modeller for det fremtidige toldsamarbejde. Den ene model er et strømlinet toldsystem, hvor nye kontrolsystemer skal minimere behovet for fysisk kontrol af varer mellem EU og Storbritannien. Den anden model er et partnerskab, hvor Storbritannien bevarer toldregler og tariffer på varer til og fra EU og dermed fjerner behovet for fysisk kontrol. Varer, der kun er tiltænkt det britiske marked eller tredjelande, vil få egne regler og toldsatser.
Begge modeller vil øge den bureaukratiske byrde for virksomheder, ligesom det vil blive uoversku-eligt at sikre, at britiske varer lever op til EU’s standarder. Reelt beder Storbritannien om alle EU’s markedsfordele uden at give noget til gengæld. Nye teknologier og overvågning a la Big Brother bliver skudt ind, som var de snuptag, der uden omkostninger kunne sikre et smidigt samarbejde mellem Storbritannien og EU. Men hvis disse snuptagsløsninger fandtes, var de nok allerede udviklet og taget i brug for at lette udvekslingen af varer.
Den britiske regerings problem bunder i, at EU gennem længere tid er blevet fremstillet som et totalitært og undertrykkende regime, der står i vejen for Storbritanniens egentlige potentiale som en global handelsnation med kontrol over den vandrende arbejdskraft.
De britiske EU-modstandere har som et andet ministerium for sandhed omskrevet EU’s økonomiske og fredsskabende karakter til et dystopisk samarbejde, der har hæmmet Storbritannien. Det er stumperne af denne forskruede sandhed, som den britiske regering nu prøver at stykke sammen til en plan, hvor Storbritannien både er inden og uden for EU.
Dermed gør den britiske regering sig til et tankepoliti, der fortsat udøver EU-modstandernes newspeak, men samtidig leder med lys og lygte efter en åben dør til EU’s indre marked. Regeringen kan ikke rulle brexit tilbage, og ethvert udspil vil blive præsenteret som et led i at definere løsrivelsen fra EU og en ny global rolle for Storbritannien. Spørgsmålet er, hvor længe den britiske regering kan opretholde denne newspeak, når den fortsatte adgang til EU’s marked kræver pragmatiske og dyre løsninger.
EU kan kun komme den britiske newspeak til livs ved at holde fast i sin eksistensberettigelse: Et fælles marked kræver fælles regler. Reglerne defineres i det politiske fællesskab – ikke af en stat, der har forladt det. Et land, der forlader samarbejdet, må selv betale for omkostningerne. Samtidig er der brug for, at EU genopdager sit liberale grundelement og fremmer liberale værdier via globalt samarbejde og handel i en politisk verden, hvor isolationismen spirer.
Brexit betyder ikke bare brexit – for fremtidens samarbejde mellem Storbritannien og EU kan tage mange former. EU må stå fast på principperne for det indre marked. Storbritannien må tage stilling til, om man ønsker et hårdt eller blødt brexit, og lægge sin retorik derefter. Der er ingen grund til mere newspeak.
Bragt i Jyllands-Posten, den 30. august 2017.