I de kommende dage er EUs regeringsledere samlet for at diskutere EUs og euroens fremtid, men der ligger mørke skyer over Bruxelles: Skepsissen over for det europæiske projekt breder sig i EUs befolkninger som aldrig før. Senest er det set blandt danske borgerlige ungdomspartier, som står i kø for at markere deres EU-skepsis. I værste fald kan skepsissen aflive det største økonomiske og politiske projekt i moderne historie.
Siden Schuman-erklæringen fra 1950 har EU haft økonomien i centrum som en fredsbevarende styrke. Men med gældskrisen in mente er der ikke noget at sige til, at skepsissen stiger synkront med renten i de europæiske lande. EU-skeptikerne kan ikke finde linket mellem EUs økonomiske integration og den politiske fred. Det er der primært to grunde til:
For det første spiller den europæiske historie ikke en stor nok rolle i skeptikernes bevidsthed. Det europæiske projekt har siden 1950erne sikret en fredfyldt, økonomisk udvikling for at skabe »…an ever closer union among the peoples of Europe«, som Rom-traktaten erklærede. Der kan trækkes en lige linje fra 1900-tallets skrækkelige skyttegrave og gruopvækkende gaskamre til det nuværende politiske samarbejde. I dag legitimerer denne historie ikke EUs eksistens. For det andet er EUs tilhængere ikke gode nok til at forklare linket mellem økonomisk integration, vækstens fremgang og den længste periode af fred i Europa. Det er skeptikernes fokus på grænser og gældskrise, der hersker.
Men blot fordi man kun har set Berlin-muren som murbrokker i souvenirbutikker, skal røde budgettal ikke være argument for en giftig skepsis, som kan ende med at sætte velstand og fred over styr. Eurozonens kollaps vil resultere i en drastisk tilbagegang for europæisk vækst og koste op mod én million jobs alene i Tyskland. Derfor er en traktatændring foreslået til at binde Europas økonomier endnu tættere sammen. Dette gøres af en simpel grund: Der findes ikke et alternativ til integration. Dette betyder ikke, at EU er fuldkommen – dog er situationen for alvorlig til, at det kan betale sig at være skeptisk. Det er tid til at være både kritisk og konstruktiv.
Den fortsatte integration skal finde en balance mellem to variable. På den ene side er det vigtigt, at EU kommer til at fungere som en kontrolmekanisme, der kun griber ind i et nationalt budget i yderste tilfælde. På den anden side skal medlemslandene optræde solidarisk. Solidarisk handlen kræver opbakning til EU, gerne krydret med solid kritik. På dette grundlag vil EU kunne vise både det interne finansielle marked og det internationale samfund, at man tager et fælles ansvar. Hvis skepticismen får lov at vinde, gnides blot salt i et blødende sår, der i værste tilfælde resulterer i EUs – og medlemslandenes – deroute.
De mørke skyer kan kun blæse væk fra Bruxelles ved befolkningernes opbakning og vilje. Integrationsprocessen er nået til et »point of no return«, og vi kommer ingen vegne med destruerende skepsis.
Bragt i Berlingske, den 6. december 2011.