Pseudo-valg. Proforma-valg. Parlamentsvalg.
I de sidste uger har de danske medier gjort en ihærdig indsats for at oplyse om Europa-Parlamentsvalget, den politiske substans, gruppeforholdene og kandidaternes mærkesager. Alligevel er dette valg blevet overskygget og glemt på grund af det samtidige valg til Folketinget.
Når medierne har gjort deres oplysningsarbejde godt, falder glemselsproblematikken tilbage på dem, der burde være fundamentet i et demokratisk system: De politiske partier. De opfatter fortsat EU som en sekundær politisk arena, og Europa-Parlamentsvalget bliver derfor ført på en national dagsorden. Heri ligger den egentlige årsag til EU’s demokratiske underskud.
Normalt bliver den lave stemmeprocent til Europa-Parlamentsvalg gjort til synderen for det demokratiske underskud på EU-niveau. Stemmeprocenten til Europa-Parlamentsvalg ligger generelt et godt stykke under deltagelsen ved nationale valg. Med en stemmeprocent på 56,3 pct. ved Europa-Parlamentsvalget i 2014, er danskerne de engagerede vælgere i den europæiske klasse, men det ligger fortsat en del under deltagelsen ved folketingsvalg, der rammer omkring 85 pct.
Dobbeltvalget med ti dages mellemrum risikerer at få danskernes valgdeltagelse til at falde drastisk. De politiske partier taler med to tunger, når de siger, at EU-valget er vigtigt og samtidig har fokuseret deres kampkræfter på det nationale valg. Tvetydigheden har uden tvivl indprentet sig i vælgernes bevidsthed og sandsynliggør, at flere stemmer sofa på søndag.
Et andet problem ved dobbeltvalget er, at kandidaterne til Europa-Parlamentet ikke har haft muligheden for at trænge igennem med en dybdegående debat om vejen for det europæiske projekt samt muligheder og begrænsninger ved den europæiske regulering.
Endelig har partierne ikke selv formået at stille skarpt på deres politiske forskelle i EU. På den EU-politiske palet er der milevidt mellem en stemme på Venstre og Det Konservative Folkeparti og mellem Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, fordi de danske partier sidder i forskellige grupper i Europa-Parlamentet. Den nuance er ikke synlig i en national kontekst.
Med andre ord, dette valg har udstillet, at det brodne kar for det europæiske demokrati er at finde på nationalt niveau, nærmere bestemt hos de politiske partier. De formår ikke at prioritere, motivere og mobilisere på deres EU-politik. Valgene til Europa-Parlamentet afholdes som proforma-valg på en national dagsorden, hvilket kaster et pseudo-skær over det.
Når historien om dette Europa-Parlamentsvalg skal skrives, vil det sikkert blive omtalt som ”det glemte valg”. Det blev valget, der blev glemt og klemt mellem koranafbrændinger og bogudgivelser, mellem sundheds- og pensionsreform. Det blev valget, hvor partierne glemte, at de også har et demokratisk ansvar, når det gælder EU-politikken.
Men du og jeg kan stadig nå at afgøre, om det skal glemmes af vælgerne. Personligt er jeg hverken villig til at glemme eller gamble med Europas fremtid.
Er du?
Bragt i Jyllands-Posten, den 24. maj 2019.