Siden afslutningen af den kolde krig har Danmark prøvet at komme ydre trusler til livs gennem en aktivistisk udenrigspolitik. Formålet har været at stabilisere verdens uroplagede områder. Det er sket i erkendelse af, at globaliseringen har bragt truslerne tættere på Danmark i form af terror, flygtningestrømme og spoleret samhandel.
På ét område har Danmark holdt igen med sine aktivistiske ambitioner: Deltagelsen i EU’s forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde. I den politiske debat er der nu åbnet for en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, som har vist sig at være en hæmsko for, at Danmark kan lave en fuldbyrdet stabiliseringsindsats i verdens brændpunkter.
Humanitære operationer
Afslutningen af den kolde krig skabte nye rammer for dansk udenrigspolitik. Territorialforsvaret blev skiftet ud med en offensiv udenrigspolitik, hvor militære styrker blev brugt til at udbrede værdier som demokrati, menneskerettigheder og markedsøkonomiske principper. Danmarks skift til militær aktivisme var et biprodukt af den spirende globalisering. Der opstod en større international efterspørgsel efter deltagere i militære operationer på grund af en øget mængde af internationale konflikter. Danmark kunne komme efterspørgslen i møde med et udbud af militære operationer med fokus på humanitære værdier.
Mens aktivismen i dansk udenrigspolitik har udviklet sig i rivende fart, har Danmarks aktivisme i EU tumlet i slæbesporet. Hastighedsforskellen mellem de to spor har skabt en skævvridning.
Hvis blikket vendes mod EU-debatten fra 1992, som forsvarsforbeholdet er en aflægger af, var et af argumenterne at hindre dansk deltagelse i en EU-hær, der kunne gå i krig uden accept fra Folketinget. I dag ved vi, at ethvert land har vetoret i EU’s forsvars- og sikkerhedspolitik. Et andet argument lød, at dansk deltagelse i NATO ville blive undermineret, hvis man også deltog i EU’s forsvarssamarbejde. I dag ved vi, at NATO og EU har vidt forskellige dagsordener.
Efterlader Danmark på sidespor
Derudover har Forsvarsforbeholdet vist sig at have to direkte negative effekter for Danmark.
For det første kan Danmark ikke i fællesskab med andre EU-lande bekæmpe de fælles trusler, som vores samfund står overfor. Terrortrusler, flygtningestrømme og markedsåbninger er nøgleord for alle europæiske samfund, og vi har et fælles behov for at stabilisere skrøbelige områder.
For det andet er Danmark, ligesom andre aktører på den sikkerhedspolitiske scene, stadig i gang med at lære strategisk, hvordan skrøbelige stater kan stabiliseres. Med forsvarsforbeholdet afskærer Danmark sig fra at tage del i et læringsmiljø, der bygger på symbiosen af det militære, det humanitære og det økonomiske. Samtidig får Danmark ingen indflydelse på udviklingen af EU’s forsvarssamarbejde og udformningen af EU’s indsatser. Det er problematisk, for ligesom trusselsbilledet er EU’s forsvarssamarbejde under konstant udvikling.
På tide med folkeafstemning
Derfor er det på tide, at danskerne får lov til at tage stilling til, hvorvidt vi bør deltage i EU’s forsvars- og sikkerhedssamarbejde. Siden danskerne fravalgte samarbejdet i 1992, er Danmarks udenrigspolitiske kurs ændret drastisk. Truslerne mod Danmark har fået en anden karakter. Selvom Rusland er begyndt at røre på sig, er det eneste angreb mod Danmark gennem de seneste år et terrorangreb mod ytrings- og trosfriheden. Det er ikke et angreb på det danske territorium, men på samfundets værdimæssige fundament.
Den nye form for trusler bekæmpes bedre med blødere militære indsatser, med stabilisering af skrøbelige stater og samfund. Der er tale om en værdipolitisk dagsorden med fokus på bevarelse og udbredelse af demokrati, menneskerettigheder og markedsøkonomiske principper. Denne tilgang kan opnås ved europæisk samarbejde.
Blandt Folketingets partier er der bred konsensus om, at Danmark skal vise engagement og tage internationalt ansvar. Ligeledes er et flertal i Folketinget enige om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet. Derfor er der kun tilbage at spørge: Hvorfor skal vi vente længere på en folkeafstemning, når forsvarsforbeholdet skader Danmarks interesser?
Bragt i Altinget, august 2015.