Efter flere ugers debatkrig, der endte med nej-sidens sejr, er det blevet dagen derpå. Krigen ført på floskler og fordummende ord endte i et blodbad, hvor den saglige debat om retsforbeholdet blev ofret. Foran os danskere venter en genopbygning, ikke kun af den EU-politiske debat, men også af tilliden til det repræsentative demokrati.
Debatten var fra begyndelsen indhyllet i tåger på grund af sværhedsgraden i afstemningstemaet. Det gav nej-siden frit lejde til at bombardere debatten med vilde, hypotetiske påstande og hurtigt sende ja-siden i forsvarsposition. Ja-siden fik aldrig gendrevet nej-sidens påstande, og når ja-siden kom til orde, var de ikke dygtige nok til at forklare fordelene ved og idéerne bag.
Debatten om retsforbeholdet kom derfor til at foregå på nej-sidens præmisser. Det er en del af spillereglerne i en åben, demokratisk debat, at den ene side af det politiske spektrum vinder dagsordenen. I denne debat har problemet været, at nej-siden ikke har præsenteret et nuanceret, konstruktivt og pragmatisk nej, der fokuserede på vilkårene for europæisk og dansk retspolitik anno 2015, visionerne for det europæiske samarbejde og fordele og ulemper ved afskaffelsen af retsforbeholdet. Nej-siden har sagt nej for nej’ets egen skyld. Denne tilgang er som giftgas for den åbne debat og det repræsentative demokrati.
Nej-siden kunne have taget ved lære af den pragmatiske tilgang, som det dengang nej-sigende SF lagde til grund for nej til Maastricht-traktaten i 1992. SF formulerede i god tid de fire forbehold, som blev grundlaget for det nationale kompromis og de efterfølgende forhandlinger med de andre europæiske lande.
Nej-siden vægrer sig ved EU-samarbejdets fundamentale princip: det overstatslige samarbejde, hvor det europæiske fællesskab går forud for den nationale cost-benefit-tankegang. De forklarer, at de ønsker et europæisk samarbejde, men ikke at det skal være et fundamentalt anderledes samarbejde, der ligger langt fra det EU, vi kender i dag.
Tilbage står vi på en slagmark, hvor alt skal genopbygges. Det kommer til at tage tid efter vælgernes granatchok. Der er brug for en konstruktiv kritik af det europæiske samarbejde, der fokuserer på tre niveauer: på vilkårene og visionerne, på samarbejdets konkrete udformning og endelig på fordele og ulemper for danskerne i hverdagen.
Alle partierne bør overveje, hvordan de vil være med til at skabe den konstruktive debat. Kun ved at være lydhør over for hinanden kan der blive skabt en fredelig debat med en sund, demokratisk uenighed frem for den debat, der udsletter enhver tillid til demokratiet og troen på et europæisk samarbejde.
Bragt i Jyllands-Posten, den 5. december 2015.