Hvert år samles alle ministre fra den franske og tyske regering til et topmøde. Ministrene bruger mødet på at skabe bånd til hinanden, drøfte sagerne på den europæiske agenda og koordinere interne anliggender.
Men i år skal ministrene spejde langt over Rhinen for at få snerten af et sundt samarbejde: Topmødet er aflyst.
Aflysningen skal ses i lyset af det iskolde forhold, der er mellem de to europæiske stormagters ledere, Emmanuel Macron og Olaf Scholz. Siden krigen i Ukraine brød ud, har der været ført en proforma-retorik om europæisk sammenhold, mens de to stormagter har bevæget sig geopolitisk i vidt forskellige retninger. Udviklingen spænder ben for at løse den energimæssige og økonomiske krise, som hele EU står overfor. På sigt kan det dårlige forhold mellem de to lande smitte til andre relationer og udvikle sig til en reel sikkerhedstrussel for det europæiske kontinent.
Uenigheden mellem de to lande kom i den grad til syne på oktobers EU-topmøde. Undervejs i forhandlingerne var disputten mellem de to statsledere kommet så vidt, at Frankrig beskyldte Tyskland for at gå enegang og isolere sig. Tysklands sylespidse svar var, at landet naturligvis er pro-europæisk og i øvrigt finansierer 26 pct. af EU’s samlede budget. Aftaleteksten endte som et vagt kompromis, alle 27 lande kunne tolke deres egne ambitioner, eller mangel derpå, ind i.
Efter topmødet proklamerede Emmanuel Macron, at der snart ville blive fremlagt et prisloft på gas brugt til elproduktion, som det allerede er blevet indført i Portugal og Spanien. Europa-Kommission skulle blot rydde nogle tekniske problemer af vejen. Omvendt fremlagde Olaf Scholz det tyske syn på alle de risici, der er forbundet med prisloftet. Med tyske briller ophæver et prisloft mekanismerne for udbud og efterspørgsel, fordi statsstøtte vil gøre prisen kunstigt lav for forbrugeren, som dermed ikke har et incitament for at spare på energien.
Men uenigheden stikker dybere end de to lederes syn på markedsmekanismer. Der er snarere tale om en splittelse i synet på, hvilket niveau der skal betale for energikrisen. Med et fælles europæisk prisloft vil det med stor sandsynlighed blive EU, som hæfter for meromkostningerne for gassen. Det ønsker Tyskland ikke, da den økonomiske mastodont ikke ønsker en fælles europæisk gældsstiftelse. Frankrig, der som bekendt er mere laissez-faire over for økonomiske underskud, gør sig ingen bekymringer om en fælles gæld.
Splittelsen går igen, når det kommer til et bredere syn på det europæiske fællesskab. Emmanuel Macron har gennem hele sin præsidentperiode arbejdet for at integrere EU i dybden. Han ønsker en integration i flere hastigheder med en tæt, sammensmeltet kerne og andre lande i periferien. Omvendt ønsker Olaf Scholz et meget større EU, på sigt med deltagelse af Ukraine, Moldova og Georgien samt de seks baltiske lande. Og et fællesskab med op til 36 lande vil være dødsstødet for den tætte integration.
Krigen i Ukraine, efterfulgt af en energikrise og en økonomisk krise, har dermed givet grus i det fransk-tyske-maskineri. Historisk har et godt samarbejde mellem Frankrig og Tyskland i EU været altafgørende for at finde løsninger på de udfordringer, som den samlede union står overfor. Derfor er de to lande og deres regeringschefer nødt til at få skabt et entydigt kompromis for håndteringen af kriserne, som ikke kan tolkes efter forgodtbefindende.
Hvis ikke det sker, vil andre medlemslande være nødt til at navigere i et beslutningstomt vakuum, som vil nære mistillid til samarbejdet. Endelig vil det over for den fælles fjende udstille, at EU’s højtravende tale om solidaritet og sammenhold blot er tomme ord.
Og så ved fjenden godt, hvorhen de skal sigte.
Bragt i Jyllands-Posten, den 28. oktober 2022.