Det flyver rundt med klorkyllinger og hormonbøffer i debatten om EU’s handelsaftale med USA.
Virksomheder forudsiger, at aftalen har et kæmpe potentiale for vækst, mens forbrugerne frygter sundhedskatastrofer. Debatten er derfor havnet i en sump af modstridende argumenter. Ingen kan reelt forudsige økonomiens ubarmhjertige gang, og da aftalens forhandlinger finder sted bag lukkede døre, ved man heller ikke, om klorkyllingen allerede er fortæret af forhandlerne.
Debatsumpen gør, at aftalens egentlige potentiale bliver overset. Frihandel drejer sig om idealer for vores samfund – ikke blot om økonomisk vækst og fysisk sundhed. Med en handelsaftale med USA kan EU både sætte sig i spidsen for de standarder, der skal være gældende for verdenshandlen fremover, og for de værdier, der skal gælde i verdenssamfundet.
Dermed kan EU bruge sin økonomiske styrke til at få indflydelse på produktion såvel som menneskerettigheder og repræsentativt demokrati langt uden for sine egne grænser.
Fra officielt hold er formålet med en handelsaftale mellem EU og USA at sænke told på handel med varer og service såvel som at harmonisere standarder mellem de to økonomiske giganter. Europa-Kommissionen spår, at handelsaftalen kan bidrage med 120 mia. euro årligt, når alle hindringer er fjernet. Det er ikke et prangende beløb, når inflationen først begynder at sætte tænderne i det.
Frihandel i sig selv som et økonomisk gode er tvivlsomt. Selvom virksomheder får en gylden eksportmulighed, kan der være store omkostninger ved at omstille sig til andre markeder. På kort sigt er der tilmed risiko for, at Europa mister job, hvis den interne europæiske handel taber pusten, når amerikanske konkurrenter ånder én i nakken.
Ved siden af de økonomiske risici står frygten for, at fødevarer bliver kemikaliebomber. Tilsammen bliver den økonomiske usikkerhed og forbrugerfrygten en cocktail, der burde få europæerne til at forlade forhandlingerne omgående.
Her bliver debatten en hovedløs klorkylling, der render hovedkulds mellem økonomisk vækst og forbrugerbeskyttelse. Frihandel drejer sig ikke kun om egen vinding på økonomiens og sundhedens parametre. Frihandel handler også om idealer for produktionsforhold, udbredelse af repræsentativt demokrati og menneskerettigheder.
Tidligere har Verdenshandelsorganisationen, WTO, stået som garant for at afvikle told og afgifter på globalt plan, men organisationen er så godt som brudt sammen. Det giver plads til, at EU og USA kan udfylde det globale handelspolitiske vakuum.
Samtidig gemmer der sig et handelspolitisk dna i EU’s historiske rødder. Det gør unionen til en attraktiv handelsaktør for andre lande, der hungrer efter økonomisk vækst. EU kan derfor opnå fornyet status som handelspolitisk supermagt ved at indgå en aftale med USA, selvom den europæiske økonomi har skrantet gennem snart et årti, og selvom europæiske stormagter mistede deres politiske status for mere end et halvt århundrede siden.
Et økonomisk tab på kort sigt kan derfor vendes til en umådelig politisk og ideologisk gevinst, når nye vækstøkonomier skal følge de europæisk-amerikanske standarder. Det kræver dog, at politikere og forhandlere ikke lader sig forblinde af en økonomisk prognose.
Tilbage står spørgsmålet, om EU kan indgå en aftale, der er ambitiøs nok til at blive afgørende for standarder i kommende handelsaftaler og værdier i verdenssamfundet.
Svaret afhænger af, om de europæiske politikere og forhandlere indser, at aftalens egentlige potentiale ligger i idealerne. Hvis EU lever op til sin traktatmæssige dåbsattest, formår forhandlerne at få aftalen til at omfatte værdier for sikkerhed såvel som frihed, repræsentativt demokrati og menneskerettigheder.
Hvis disse idealer indskrives i handelsaftalen, kan de blive grundlag for kommende handelsaftaler med lande, hvor mennesker blot er produktionsfoder for økonomisk vækst på lige fod med andre råstoffer.
Der står mere på spil for EU i handelsaftalen med USA end arbejdspladser og klorkyllinger. EU har mulighed for at genvinde rollen som handelspolitisk supermagt og dermed cementere sin placering i verdensøkonomien. Det er vigtigt for at sikre det repræsentative demokrati og menneskerettigheder i kommende handelsaftaler.
Risikoen er, at man bliver for fristet af økonomisk vækst, så idealerne tabes på jorden. Spørgsmålet er ikke, om EU har råd til at miste et hurtigt økonomisk fiks eller at have en klorkylling liggende i kølemontren. Spørgsmålet er nærmere, om EU har råd til at tabe sine idealer på gulvet.
I sidste ende er det kun politikerne og forhandlerne, der kan afgøre det.
Bragt i Jyllands-Posten, den 3. november 2014.