”Så lad os prøve at krydse af. Holberg, ja, Oehlenschläger, jep, Blicher, ja, ham har vi også…”
Sådan erindrer jeg min dansklærer en morgen i 8. klasse. Motivationen for navneopråbet var ikke, at mine klassekammerater havde særligt traditionsrige efternavne; ej heller var det tale om rollespil. Motivationen var derimod Undervisningsministeriets udgivelse i 2004 af en ny kanon over forfattere, som alle landets elever skulle igennem inden udgangen af 9. klasse. Resultatet af det pompøse opråb var, at vi med over ét år til afgangsprøven manglede to forfattere op den nyligt udkomne kanonliste.
Ak, ja! 8. klasse er for længst et overstået kapitel – og snart hører også undervisningskanonen fortiden til. Dødstruslen hænger lige nu over den, mens kulturrelativismen vajer i danske flagstænger. I sidste ende kan dødstruslen blive et kulturelt selvmord, der risikerer at slå benene væk under skoleelevers selvforståelse og bevidsthed om dansk litteratur. Dette må for alt i verden forhindres-
Jeg er selv barn af kanonen – opvokset med retningslinjer, som definerede ”creme de la creme” af dansk litteratur, som skulle gennemgås i landets klasselokaler. Jeg har på ingen måde følt, at dette har sat en begrænsning for min skolegang: Tværtimod mener jeg, at kanonlisten har været med til at gøre mig bevidst om guldgruberne i dansk kultur og litteratur.
Som sagt formåede min dansklærer selv at navigere os rundt i både Grundtvig og Pontoppidan, men jeg kan naturligvis ikke sige, om det samme var tilfældet i min parallelklasse eller på landets andre skoler. Kanonlisten skal derfor ses som nøglen til en fælles referenceramme, der sikrer almen dannelse, og den skal samtidig være med til at udvikle elevernes personlige og kulturelle identitet samt historiske forståelse – alle kundskaber, som eleven skal tilegne sig gennem danskfaget ifølge Fælles Mål (dvs. fælles retningslinjer for, hvad eleverne skal lære på forskellige klassetrin i den danske folkeskole).
I stedet for at fjerne skulle regeringens (den daværende S-R-SF-regering, red.) vision være at forny undervisningskanonen. Mine forslag til fornyelse kan sammenfattes under sloganet ”Udvidelse og Udsyn”.
Udvidelsen skal tage udgangspunkt i de eminente forfattere, der i forvejen står på kanonlisten, og skabe et netværk af danske forfattere med de centrale som knudepunkter. I den nuværende undervisningskanon fra 2004 undrer jeg mig eksempelvis over, hvordan man kan sige Rifbjerg uden at sige Panduro. Og hvor er Turèll? Et netværk over danske forfatterskaber med fremhævelse af de essentielle kunne dermed åbne dørene for en udsigt over det danske litterære landskab, som den nuværende kanonliste eller afskaffelsen heraf begge holder lukkede.
Udsynet ligger i det stigende behov for tværfaglig undervisning. Kanonlisten for dansk litteratur skulle derfor indskrive sig i en større kanonliste, der også skulle dække andre af skolens fag og dermed skabe erkendelse på tværs af fagene på de øverste klassetrin. Herman Bang var jo ikke en enlig svale, men skal ses i en sammenhæng af andre litterære, historiske, samfundsmæssige og teknologiske landvindinger ved overgangen til det 20. århundrede.
At bruge en kanonliste blindt skaber risiko for at reducere forfatterne til obligatoriske navne, som blot gennemgås. At bruge en kanonliste tværfagligt skaber mulighed for at se forfatterne i den kontekst af samfundets udvikling, som de nu engang hører hjemme i.
Danskfaget har til opgave at udvikle en bred vifte af kompetencer hos eleverne. Afskaffelsen af kanonlisten er dog mere at gøre faglighed til et ”fy-ord” end at styrke elevernes kompetencer. Kanonlisten skal ikke ses som en nationalromantisk strømning à la det 21. århundrede, men derimod som en udløber af det faktum, at faget nu engang hedder ”Dansk”.
Hvis regeringen (den daværende S-R-SF-regering, red.) går med kulturelle selvmordstanker, kunne det måske være en idé at starte med at slå danskfaget ihjel. Farvel til ”Dansk” – goddag til en række nye fag: ”Skrivning”, ”Stavning” og ”Læsning”. På denne måde ville fagene komme til at betegne de kompetencer, som det nuværende danskfag indebærer uden den kulturelle dimension.
I længden er denne løsning dog uholdbar, for hvis ikke eleverne netop i danskfaget i den danske folkeskole skal lære om dansk kultur og litteratur, hvor skal de så?
Kommentar bragt i Berlingske, den 27. april 2012.