Det er et umage par, der skal mødes på Marienborg.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen med sin opvækst i det liberale hjørne af det traditionelle firepartisystem i Danmark over for præsident Emmanuel Macron, vidunderbarnet med en fremadstormende bevægelse, der brød med rød og blå blandt de traditionelle partier i Frankrig.
Den farverige og folkelige Løkke side om side med den avancerede og arrogante Macron.
Forskellene synes fuldkomne, og alligevel har de to regeringsledere mere til fælles end som så. De regerer begge på symptomerne af den skeptiske syge, der fortsat breder sig som en epidemi over Europa. Sygen bygger på vælgernes mistillid til et politisk system, der sløver svarene på mange af de udfordringer, samfundene i de to lande står over for. Hvis de politiske systemer skal kureres, er de traditionelle partier og nye politiske bevægelser nødt til at tage ved lære af hinanden, skabe ideologiske fællesskaber og tage styringen i samfundet frem for at skabe splid.
Det er mere end et år siden, at Macron uventet tog sejren hjem ved det franske præsidentvalg. Valget var præget af polarisering og personfnidder. Front Nationals Marine Le Pen førte en splittende fløjretorik, Republikanerne plaskede rundt i personskandaler, mens Socialistpartiet tabte pusten.
Macrons En Marche (oversat: Fremad) var den eneste samlende bevægelse, der kunne skabe et alternativ til de traditionelle partier såvel som yderfløjene. Franskmændenes valgdeltagelse ramte bunden; blot tre ud af fire franske vælgere gik til stemmeurnen. Alligevel blev Macrons sejr set som en begyndende modernisering af det politiske liv i Frankrig, der skabte et nyt fællesskab over de sociale medier. Et parti havde altid været nøglen til magten i det franske samfund, men dét gjorde Macron til skamme først ved præsidentvalget, dernæst ved valget til Nationalforsamlingen.
I en tilstand af chok er de traditionelle partiers situation efterfølgende blevet forværret. Vælgerflugt en masse, interne stridigheder og økonomiske problemer har skabt en dødsangst i de traditionelle partier, der hiver efter vejret i et tungt bureaukratisk system. Macrons politiske liv er selv i kritisk tilstand på grund af en reformdagsorden, og hans bevægelse har brug for respirator for at holde ånden fra præsidentvalget i live.
I Danmark venter vi endnu på vores Macron. Også hér lider det traditionelle partisystem dog under mistillidens røntgenstråler, der diagnosticerer demokratiets skrøbelighed. De vante politiske alliancer er i opbrud. Fragmenteringen ses i Danmark ved, at de traditionelle partier presses fra fløjene, af protesterne og af enkeltsagerne.
Denne sommers mest markante melding kom fra Socialdemokratiet, der har valgt at gå solo for at få regeringsmagten. Som i en børnehave har de borgerlige partier fordybet sig i deres egen bogstavleg, hvor den ene ikke vil lege, hvis den anden skal være med. Imens har flere små partier erklæret sig parate til at stille sig øverst på skamlen og tage statsministerposten fra de store partier, der har mere travlt med at spinne en regeringskonstruktion inden et valg end at tage hånd om samfundets problemer.
Det tegner en klar tendens på et politiske system i krise, og ligesom i Frankrig skrider jorden under de traditionelle partier i Danmark. Venstre og Socialdemokratiet er i dag blot skygger af sig selv, mens Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti kæmper en dødskamp med de nye små partier, der har lettere ved at overbevise tvivlerne med ultimative krav og skarp retorik uden omsvøb. Ingen traditionelle partier eller nye bevægelser i Danmark har endnu formået at skabe et fundamentalt nyt fællesskab for deres tilhængere.
Nok er Løkke og Macron hinandens modsætninger, men begge lever deres politiske liv i et skrøbeligt politisk system, hvor forhastet forandring udfordrer de fastlåste strukturer. Skepsis, mistillid, vælgerflugt, faldende medlemstal, spontane engagementer, enkeltsager og protest. Det er hverdagsskavanker, som det politiske system slås med i begge lande. Ingen af dem har endnu fundet den rette medicin.
Både de traditionelle partier og nye politiske bevægelser er skyld i den skeptiske syge. De traditionelle partier undervurderer konstant graden af vælgernes mistillid. Vælgerne har set de traditionelle partiers uansvarlighed gennem en økonomisk krise. Selvom højkonjunkturen igen har sat skub i væksten, er krisementaliteten blevet en fast del af vælgernes bevidsthed i Frankrig, Danmark og resten af Europa. De nye politiske bevægelser har forsøgt at genskabe tilliden gennem simple enkeltsager uden at flette et samlet program. Virkeligheden viser dog gang på gang, at reelle løsninger er mere komplekse, end enkeltsagerne og protesterne tillader. Fra højre og venstre foreslås reformer, som de færreste politikere formår at formidle, og som de færreste vælgere forstår formålet med.
Vælgerne har også set, hvordan både traditionelle partier og nye politiske bevægelser har tøvet med at finde løsninger på presserende sager som immigrantstrømmene og klimakatastrofen. Selv hvis det skulle lykkes at finde en løsning, bliver den tøvende tilgang siddende som et nag i vælgerne, der udløser protesten i krydset på valgdagen.
Endelig bliver vælgerne skeptiske på grund af skandalesagerne, der sætter fokus på den politiske person frem for på de politiske løsninger. Hvis den skeptiske syge skal kureres i Europa, er der brug for, at de gamle partier og nye politiske bevægelser lærer af hinanden. De traditionelle partier må genopfinde sig selv, mens de nye politiske bevægelser må genfortælle sig selv. Kun de, der formår at genskabe tilliden til vælgerne, overlever.
De traditionelle partier skal genfinde deres ideologiske standpunkt og skabe et fællesskab, der sætter den enkelte vælger i centrum. Politikken skal drives nedefra og engagere borgerne i et samlet og samlende program frem for med rabalderretorik. De nye politiske bevægelser må genfortælle deres raison d’être gennem et bredere partiprogram. Det kræver en demokratisk opdragelse, hvor principfasthed forenes med en forståelse for, at flertallet nu engang bestemmer i et liberalt demokrati. Ultimative krav kan aldrig gå forud for kompromiser.
Desværre kommer den politiske systemkrise næppe på bordet hos Løkke og Macron. Begge kunne have glæde og gavn af at drøfte vælgernes mistillid til de politiske systemer, og ikke mindst hvordan et politisk parti eller en bevægelse kan genskabe tilliden i et moderne demokrati. De kunne lære meget af hinanden, genopfinde og genfortælle gennem hinandens erfaringer. I sidste ende vil overlevelsen af vores demokrati afhænge af, om det traditionelle partisystem og de nye politiske bevægelser formår at tilpasse sig hinanden. Og i dén øvelse er Løkke og Macron ikke så umage et par endda.
Bragt i Jyllands-Posten, den 28. august 2018.