Med den nye VLAK-regering har vi fået et nyt ministerium: Ministeriet for offentlig innovation. Ministeriet fik i sine første dage en hård medfart som ministeriet, der skulle massefyre offentligt ansatte. Men offentlig innovation er ikke afskedigelser på gråt papir og krav om at løbe hurtigere i de skarpe ender, hvis ministeriet bliver brugt rigtigt. Det vil kunne fremme nytænkning i det offentlige og overflødiggøre nytteløse effektmålinger, der kun gavner administrationens egne regneark.
Gennem de sidste syv et halvt år har jeg været i daglig kontakt med det offentlige. Først som »forbruger« som studerende på en videregående uddannelse.
Derefter som »producent« som ansat i det offentlige. Hver dag har jeg kunnet mærke sparekniven: Ikke stole nok i auditoriet. Færre vejledningstimer.
Presset for at garantere samme service og kvalitet for færre penge.
Generelt set er det offentlige system kørt fast. Man klamrer sig til den måde, man altid har løst tingene på, også selvom enhver kan se, at ressourcerne ikke rækker. De, der har kontakten med borgeren – hjemmehjælperen, sygeplejersken, skolelæreren – bliver bedt om at løbe hurtigere, mens rigide effektmålinger skal tjekke, om borgeren nu også får den service, hun kan forlange for sine skattekroner. Måske kan man lige presse citronen en smule mere? Den situation skaber sjældent andet end utilfredshed og stress hos de ansatte. Det bliver sagsbehandling på samlebånd, for det er, hvad overskuddet rækker til. Ensformige hverdage, hvor de ideer og den inspiration, sagsbehandleren har med fra sin uddannelse, træder i baggrunden. Vi fortsætter bare, som vi altid har gjort, lyder mantraet.
Hvis nuværende ressourcer, kommende besparelser og kvalitet skal hænge sammen, er der brug for virkelig innovation i det offentlige. Der er brug for at tænke i alternativer. Jeg tænker ikke på effektivisering, men på finansiering.
Tænk, hvis en stor virksomhed kunne finansiere en lokal dagpleje, børnehave eller folkeskole. Tænk, hvis en virksomhed kunne finansiere en studieplads og betale en SU-lignende ydelse til en studerende for, at han efterfølgende bruger sin uddannelse i virksomheden.
Tænk, hvis man kunne sætte ældreplejen fri, så private institutioner i højere grad kunne skabe et hjem, der tilfredsstiller den enkeltes specifikke ønsker.
Derfor hilser jeg velkommen, at innovationen i det offentlige har fået sin egen minister.
Men når et ministerium skal drive nye løsninger, er der risiko for mere måling fremfor at levere den smarte service. Hvis en statslig styrelse skal stå for at evaluere en ny løsning, og så overføre den til og implementere den på et nyt område, er der risiko for, at det offentlige blot pålægger sig et nyt lag af administrative byrder. Det vil være en selvpålagt plage af effektmålinger og nye forandringer. Sammen med en lav, offentlig vækst kan det kun blive en ond spiral af mere utilfredshed, mere stress og dårligere kvalitet.
Innovationen i det offentlige må sætte fagligheden fri. De dygtige medarbejdere kan selv tænke nyt, hvis ikke administrative byrder er hverdagens hovedingrediens. Udvikling kan sikre tilfredsheden såvel blandt medarbejdere, som blandt borgere. Men udviklingen skal komme indefra.
Der er en risiko for, at det nye ministerium blot bliver endnu en byrde i den offentlige administration. Hvis det sker, vil det ikke gavne nogen udover Excelarket.
Innovation er ikke bureaukrati og fyringer. Innovation er at sikre den bedste service med ny teknologi med nye finansieringsformer. Innovation er at skabe glæde blandt ansatte, der får brugt hele deres potentiale, og borgere, der får en god service.
Det er den opgave, det nye ministerium står overfor.
Bragt i Weekendavisen, den 13. januar 2017.