”Og hvad skal du så blive til?”
Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange dette spørgsmål har fået min tunge til at slå knuder. Spørgsmålet kunne spidde mine indvolde til den ellers hyggeligste familiemiddag eller på en rolig eftermiddag med vennerne. Langsomt blev spørgsmålet optaget som en del af mine tanker, der konstant cirkulerede i mine blodbaner i takt med hjerteslaget. Fra hjerne til hjerte – tur-retur – iltet af tvivlen, jeg indåndede gennem spørgsmålet.
I disse uger starter tusindvis af unge og lidt ældre studerende på landets videregående uddannelser. De fleste af uddannelserne, især inden for humaniora, er ikke direkte rettet mod ét bestemt job, men mod at give de studerende nogle kompetencer til at forstå menneskers adfærd, følelser og forbrug. Derigennem udvikler de en kreativ sans og en evne til at skabe værdi for virksomheder på tværs af arbejdsmarkedet.
Men, kære læser, desværre er det sjældent dén forståelse, man møder i den offentlige debat. Hvis ens uddannelse ikke fører til en snorlige jobtitel, bliver man mødt af en fjendtlig tone. Man får at vide, at det ville skabe mere værdi for samfundet, hvis man havde valgt en anden uddannelse. Eller værre: Man får at vide, at man uddanner sig til arbejdsløshed.
Tal er taknemmelige, og statistik taler et klart sprog. Dér kan tungen ikke slå knuder. Men tal og statistik tager ikke højde for, at dét at få et job i langt højere grad handler om netværk, evner og kompetencer frem for titlen på eksamensbeviset.
Tal og statistik tager heller ikke højde for en anden fejlkilde: Nyuddannede er ikke dygtige nok til at sætte ord på, hvilken værdi de kan skabe i en virksomhed. Men det er ikke kun de nyuddannedes skyld. Det er først og fremmest systemets skyld, fordi det stadig fremmer paratviden frem for parate kompetencer. Det er systemet, der uddanner til arbejdsløshed – ikke de studerende, der uddanner sig til arbejdsløshed.
Selv klarede jeg skærene, først med fuldtidsjob, så med mere-end-fuldtidsjob i egen virksomhed. Bedst som jeg troede, at jeg havde bevist mit værd som humanist på både det offentlige og private arbejdsmarked, blev jeg fornylig igen mødt af tvivlsspørgsmålet om min uddannelse:
”Hvordan kan du dét med din uddannelse?”
Igen måtte jeg til at forklare mig, kære læser, men denne gang slog min tunge ikke knuder: Evner frem for eksamensbevis. Talent frem for titel. Da jeg først havde pareret tvivlen, vendte jeg selv det skarpe skyts mod spørgeren. Jeg spurgte hende, om vi ikke er begyndt at se lidt for snævert på uddannelse og titler i Danmark. Jeg gav mig selv som eksempel: Hvor kan man tage en videregående uddannelse for at blive iværksætter?
Den ellers så kække spørger blev stille. Nogle gange er stilheden tegn på en knudret tunge. Andre gange er den tegn på eftertænksomhed. Og det er netop eftertænksomhed, der skal til, hvis uddannelsessystemet skal ændres til at tænke i kompetencer frem for i karakterbeviser.
Derfor lyder min opfordring: Hold op med at tænke uddannelse i tal og statistik. Åbn blikket for, hvad mennesket kan frem for titlen. Læg snæversynet til side.
Og næste gang, du sidder ved siden af en humanist til en middag, kære læser, så lad være med at spørge: ”Og hvad skal du så blive til?”
Spørg hellere: ”Hvad kan du?”
Og skulle du være fristet til at prøve at slå benene væk under humanisten, så skal du spørge: ”Hvem bliver du til, når du er færdig med din uddannelse?”
Så vil jeg love dig for, at isen bliver brudt!