Når man vågner efter et brag af en fest, hvor festlighederne har været til den helt store guldmedalje, kan man vågne med to typer af tømmermænd. Enten fortryder man sine udskejelser og mindes med flovhed det ikke helt stilrene forsøg på breakdance, som blev gjort til de dunkende hip-hop-rytmer. Eller også vågner man i en nostalgisk trance, der svæver på ambivalensens vippe mellem glæde og tomhed.
Efter et yderst velafviklet OL er Frankrig vågnet med den sidstnævnte form for tømmermænd. I 2,5 uge har Frankrig været grebet af en olympisk ånd, der har fået de ellers så brovtende og brokkende franskmænd til at tie for at betragte det næste mål, det næste spring, det næste kast. De sure og bekymrede miner, der florerede i medierne og i det parisiske gadebillede inden åbningsceremonien, blev gjort til skamme fra det øjeblik, hvor nationerne gjorde deres historiske indtog på Seinen.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg – på trods af forventningens glæde over at være deltager ved verdens største fejring af sport og idræt – var skeptisk. Jeg har boet i Frankrig, jeg kender franskmændene. Der er altid en konflikt, en strejke eller et surt opstød mod de politiske autoriteter i gærde.
Dette besøg i Paris var anderledes. Byen var ren. Metroen kørte, som den skulle, og humøret blev gejlet op af vejvisere, der dansende viste vej til de forskellige stadioner ved de større knudepunkter. Vi følte os trygge, når man var ude på gaderne sent om aftenen, fordi politifolk og gendarmer passede på os.
Der var kun eufori at spore på de stadioner, vi besøgte. Først et håndboldstadion, hvor de franske håndboldkvinder fik hallen i kog med en overlegen sejr. På Roland-Garros var tennisstjernerne et glimmerdrys på den lykkerus, som gæster fra hele verden oplevede, når en ketcher ramte den neongule bold. I hallen inden volleyballkampen lærte vi særlige koreografier, som vi skulle danse, når et af holdene lavede særlige manøvrer. Og ja, selv et par uger efter kampen tager jeg stadig mig selv i lige at kaste et håndtegn og synge ”Monsterblock!” eller ”Ace-ace!”, når der sker noget godt på min vej.
Kort sagt med præsident Emmanuel Macrons ord: Frankrig har gjort det umulige. Der blev slået tilskuerrekord og fransk medaljerekord. Seinen blev ”seine-sationelt” nok erklæret så ren, at der kunne afholdes konkurrencer i og på floden. Åbningsceremonien blev, på trods af kaskader af regn, en manifestation af den antikke og den franske kulturs bærende betydning for vores moderne kulturliv.
Med sådan en succes fra ende til anden ærgres man næsten over, at det var Tom Cruise og ikke den franske præsident, der tog Mission Impossible-svæveturen ned over Stade de France ved afslutningsceremonien.
Tømmermænd er tømmermænd – og de er aldrig sjove. Euforien har ikke løst de udfordringer, som Frankrig står overfor, og som blev fejet til side, mens hele verden var på besøg i Paris. Landet står uden regering, der er underskud på statsfinanserne, der er problemer mellem by og land. Men OL har også vist, hvad Frankrig og franskmændene virkelig kan præstere, når de har et fælles mål, og når de lægger sure miner og konflikter til side.
Mit håb er, at franskmændene nu formår at videreføre det i deres politiske liv og i samfundet generelt til at arbejde for sociale løsninger, der kommer hele samfundet til gode. For så har ”Frihed – Lighed – Broderskab” aldrig klinget stærkere.
Bragt i Lolland-Falsters Folketidende, den 13. august 2024.