For lidt over to år siden takkede jeg ja til at arbejde med kommunikationen for et vindmølle- og solcelleprojekt. Fra begyndelsen var jeg afklaret med at komme ud i et stormvejr, fordi projektet skulle følge utidssvarende procedurer, hvor inddragelse og samskabelse er uhåndgribelige størrelser.
Som selvstændig kommunikatør har modvinden dog på intet tidspunkt blæst mit etiske fagkompas ud af kurs. Til gengæld har det løftet sløret for det ulige forhold, der eksisterer mellem de værktøjer, som professionelle kommunikatører kan tage i brug, og de redskaber, som borgergrupper og privatpersoner kan snedkerere smædekampagner med.
Lad mig spole tiden tilbage til den både blæsende og solrige majdag i 2018, hvor jeg blev ansat på energiprojektet. Ejeren havde mange grønne drømme: Den vedvarende energi skulle anvendes i ladestationer, og på sigt skulle hans landbrug køre på el frem for diesel. Mange visioner, men for få timer i døgnet ved siden af den almindelige gods- og landbrugsdrift.
Jeg blev ansat til at varetage kommunikationen, sætte et forskningsprojekt med DTU på benene og opbygge relationer, der kunne forvandle visionen til virkelighed. Jeg gjorde det klart fra starten, at jeg ikke ville ende som en ansigtsløs informationsleverandør. Derfor skjulte jeg ikke for nogen, hvem jeg arbejdede for. Frivillige tillidshverv blev sagt op, og jeg takkede pænt nej til at arbejde for et andet energiprojekt i kommunen, så der ikke kunne herske tvivl om, hvem jeg repræsenterede, når jeg talte med administrationen, politikere eller pressen.
Ser rødt ved grøn omstilling
Selv om der generelt er opbakning til den grønne omstilling, skulle jeg hurtigt sande, at mange ser rødt, når vindmøller og solceller kommer på tale.
Følelser er en selvfølge ved forandringer. Derfor er anklager en naturlig reaktion: Vreden over de 150 meter høje kraftværker på himlen. Frygten for nattestøjen. Angsten for at miste friværdien i huset.
Men naget har kun ikke ligget i en antipati mod energiprojektet. Den har også udmøntet sig i noget, der minder om et personligt had til projektejeren, undertegnede og de personer, der frivilligt støtter energiprojektet – og så helliger målet de kommunikative midler. Eksklusion fra grupper på Facebook. Trusler på jobbet. Hadbeskeder i indbakken. Øgenavne i den offentlige debat. Spredning af falske, nærmest injurierende historier.
At mytedræbe på mere end fuld tid kunne have været et modsvar, men det ville ende i en kamp om at råbe højest – en kamp, der hverken ville være til gavn for projektet eller lokalsamfundet.
Hele kommunikationskrigen udstiller dermed et ulige våbenkapløb i debatten om vedvarende energi, der særligt gælder for virksomheder og professionelle kommunikatører, der følger et fagetisk kommunikationskodeks. Personligt kan jeg ikke stå inde for andet. Fagligt kunne en anden praksis sætte både mit eget og projektets renommé på spil.
Kanalernes sorte samvittighed
I debatten om vedvarende energi-projekter er det i høj grad kommunikationskanalerne, der er problemet. De kan bruges og misbruges – og de bliver dermed til brugernes sorte samvittighed.
Grupper på Facebook er svære at håndtere, fordi der er tale om et slaraffenland for slagkraftig misinformation. En mulighed kunne være at stille skarpere krav til administrationen af grupper og deres regler. Det vil naturligvis være en kompleks sag for mediegiganten, der i forvejen er udfordret på gennemsigtigheden i algoritmerne.
Muligheden for at boykotte mediet kan overvejes, men som virksomhed er det fortsat svært at fravælge danskernes foretrukne sociale medie, især fordi det på de rette betingelser kunne være en unik platform for en demokratisk samtale om vedvarende energi.
Fortællingernes æra
Som professionel kommunikatør kan man vælge at acceptere, at vi lever i fortællingernes æra. Her kan private personer opfinde historier og sprede usandheder, mens virksomheder bliver kigget efter i de moralske kort. Her vejer følelser tungere end fornuft. Her kan fakta fordrejes efter forgodtbefindende. Men vi kan som professionelle kommunikatører også vælge at gå en anden vej, hvor vi begynder at stille krav til de mediekanaler, vi fortæller historierne gennem.
Hvis vi ønsker en grøn omstilling, er det ikke kun planprocedurerne, der skal have et eftersyn. Det skal kommunikationskanalerne også. Hvis lovgivningen ændres, og vi bruger medierne til at skabe en demokratisk samtale frem for at udskælde og udskamme hinanden, kunne vi nå længere i kampen for den grønne omstilling.
Spørgsmålet er bare, om der blandt både sociale og etablerede medier og i energibranchen er villighed til at bruge flere ressourcer på at skabe en mere dybdegående dialog og større forståelse om de projekter, der skal klimasikre vores fremtid.
Bragt i Politiken Klimamonitor, den 26. oktober 2020.