Den seneste uge har budt på en række rædselshændelser for alle os, der hungrer efter en vaccine: Først skruede Pfizer-Biontech ned for deres leverancer i den kommende tid. Så meddelte Astrazeneca, at de også får problemer med at levere den lovede mængde doser. Og mellem de to deprimerende budskaber stod de europæiske regeringschefer impotente med pisken i hånden og erklærede, at der skulle mere fart på vaccinationerne.
Vinterens nedlukning er kvælende. Håbløsheden får mange til at overse, at vaccinationsplanerne er designet på en urealistisk måde. For at komme ud af den sundhedsmæssige og økonomiske krise har der været lagt et politisk pres på medicinalfirmaer og myndigheder, der ikke stemmer overens med kapaciteten i systemerne. Det skaber en tidevandsbølge af dårlige nyheder, der skaber kollektiv depression i befolkningen. Derfor er der brug for at skabe en ny vaccinestrategi med lige dele realisme og åbenhed.
Set med de europæiske briller stod det nærmest skrevet i stjernerne, at vaccinestrategien skulle være en vindersag for fællesskabet såvel som hvert enkelt land. Men først haltede godkendelserne. Så gik landene selv på jagt efter overskydende vacciner. Og nu står landene magtesløse tilbage over for medicinalfirmaer, der ikke kan levere som lovet. Trægheden har fået de europæiske ledere til at skrue den retoriske bisse på – en manøvre, der vækker alt lige fra harme til håbløshed blandt europæerne.
Men slagkraftige ord afhjælper ikke situationen, der bedst kan beskrives med en term fra forsvaret: victory disease eller på dansk: sejrssyge. I militære sammenhænge bruges det, når en sejrrig general kaster sine soldater ud i umulige opgaver mod en svær og stærk fjende. Selvfølgelig er nederlaget en følge.
Siden nedlukningen er vaccinesulten steget politikerne til hovedet, og det har kastet medicinalfirmaer og myndigheder ud på umulige opgaver: Medicinalfirmaerne kan ikke levere det urealistisk høje antal doser til at forsyne verdens befolkning. Myndighederne forbereder langsigtede vaccineplaner, der ikke tager højde for uforudsete hændelser.
De fleste af os kender allerede til sejrssygen fra det offentlige og det private. Tænk bare på implementeringen af 1813 i Region Hovedstaden. Eller på omlægningen til nye boligskatter. Eller på de talrige omlægninger til nye it-systemer, der hver dag bliver sat i gang, og som møder modstand og derfor aldrig når i mål, fordi de bliver overhalet af andre forandringer.
Sejrssygen skyldes, at ingen konsulenter eller medarbejdere tør at sige den (politiske) ledelse imod. I stedet for at være realistiske om udrulningen bliver planerne designet i en optimeret form, der ikke tager højde for hændelser, der kan forsinke eller fordyre processerne. Hvilken virksomhed ville få vaccinebestillingen, hvis de først lovede fuld levering fra foråret?
Lige nu er håbløsheden altoverskyggende, og mange længes efter livet før covid-19. Der er brug for optimisme. Netop derfor er den nuværende situation uholdbar. Politikere på europæisk og nationalt niveau bør ikke skælde en presset medicinalindustri ud, og medicinalvirksomhederne bør ikke love, mere end de kan holde. Myndighederne må planlægge ud fra en forventning om forsinkelser. Der er brug for realisme.
Men måske er en realistisk tilgang med åbenhed og ærlighed om covid-19-pandemien for meget at forlange af vores politikere, vores myndigheder og medicinalvirksomhederne. Der er mange interesser på spil. Hvorfor være realistisk, hvis ikke det kan omsættes til en økonomisk eller stemmemæssig indtjening?
Derfor må vi indstille os på at vente. Vente på realismen, vente på vaccinen, vente på genåbningen.
I sidste ende er det os, der sidder tilbage som Sorteper og betragter storspillet med sejrssygen, mens vi venter på, at det bliver vores tur til det lille prik i armen.
Bragt i Jyllands-Posten, den 5. februar 2021.