Der findes dem, der går til nadver i kirken hver søndag. Dem, der folder hænderne hver aften, når de lægger hovedet på puden. Dem, der skrifter. Alt for at opnå syndernes forladelse.
Det hidtil dyreste forsøg på syndsforladelse indfandt sig allernådigst i begyndelsen af denne uge: Aftalen om kompensation til de danske minkavlere. Prisen for at nedlægge et helt erhverv kan ifølge aftalen beløbe sig til op mod 19 mia. kr. Aftalen er indgået med et bredt flertal i Folketinget, der strækker sig over farvenuancer i både rød og blå blok. Kun Enhedslisten, Dansk Folkeparti og De Konservative står uden for aftalen.
For enden i skriftestolen sidder den nyligt udnævnte fødevareminister, Rasmus Prehn, og han har om nogen været på en svær opgave. For hvordan beregner man en kompensation for at forgribe sig på ejendomsretten, når man samtidig må have in mente, at erhvervet er gældsat. Når man skal tænke på de industrier, der forsyner minkavlerne. Når ens politiske modstandere flokkes som gribbe med truslen om en rigsretssag.
Og når man bare ønsker at lukke sagen med et ”amen”.
Det endte som bekendt med en afskyelig almisse til minkavlerne, der svarer til, at hver dansker over 18 år betaler 4.000 kr. for aflivningerne. I skat, vel at mærke. Den eksakte pris kender vi endnu ikke. Nu skal taksatorerne vurdere hver eneste virksomhed, og der kan derfor gå lang tid, inden minkavlerne ser én eneste krone. Minkavlernes interesseorganisationer mener ikke, at det nedslåede erhverv får en krone for meget.
Vidnesbyrd fra mange minkavlere fortæller en anden historie: De ville bare gerne kunne fortsætte. De skal nu omskoles for at kunne komme videre i deres liv – et liv, hvor de måske aldrig har beskæftiget sig med andet end minkavl. Som selvstændig erhvervsdrivende er de drevet af en iværksættergnist, og de har på godt og ondt bevidst fravalgt at være lønmodtagere. De har ikke kun mistet deres forretning, men også deres identitet. Det tab er utilgiveligt – både for det enkelte menneske og for vores samfund.
Samtidig må man skele til vilkårene for andre brancher. Jovist har andre brancher ikke på samme måde fået henrettet deres levebrød. Men likviditeten fosser ud. Kompensationerne udebliver og kuldsejler både små og mellemstore virksomheder, der har fået lagt bånd om deres forretning. Hver femte virksomhed kæmper en dødskamp for at betale en dobbelt momsregning den 1. marts.
Den private ejendomsret er et af de vigtigste principper i vores grundlov. Staten skal ikke slippe billigt, når dens regering krænker den. Men mink-aftalen minder mere om et skriftemål, som uansvarlige politikere har stykket sammen for at sætte et midlertidigt punktum.
Mink-skandalen er dog kun lige begyndt. Der skal nedsættes en granskningskommission, der dog fortsat mangler en lovhjemmel, ligesom aflivningen af minkerhvervet gjorde i efteråret. Det skriger til himlen, at vi som borgere har brug for få placeret ansvaret for en af de største skandaler i dansk erhvervshistorie: Minkerhvervet kunne være blevet reddet, hvis politikerne havde ønsket det.
Men det er naturligvis nemmere af betale aflad og bede om syndsforladelse for skattekroner. Det er jo ikke politikernes egne penge.