Frankrig og Tyskland, som også i dag har militært samarbejde, bliver de centrale lande i etableringen af en fælles europæisk forsvarsstyrke, som også vil tvinge Danmark til en stillingtagen, skriver cand.mag. i historie og EU-studier
Siden afslutningen af den kolde krig har Europa lullet sig ind i en forsvarspolitisk søvn til et ekko fra fortiden om fred i vor tid. Europæerne har levet i en forestilling om, at USA via Nato-alliancen ville stå klar, hvis faren var over os.
Over sensommeren har begivenhederne på den internationale scene dog været som en brat opvågning. Europa kan ikke længere regne med USA som garant for evig fred på kontinentet. Det stiller krav til det europæiske forsvarssamarbejde og sætter også Danmark ved en skillevej: Skal forsvarssamarbejdet udbygges, og hører det danske forbehold fortiden til?
Da Joe Biden overtog præsidentposten i januar, var de europæiske forhåbninger store. Endelig var der tegn på, at USA efter fire år under Donald Trumps isolationistiske åg ville indtage en betydelig rolle i verdenssamfundet.
Europas håb er faldet brat til jorden, for nok er USA vendt tilbage, men stormagten er gået uden om Europa. Ligesom under Barack Obama har Stillehavsregionen fået opmærksomhed, især fordi truslen fra Kina er vokset.
Resultatet af den realistiske magtkalkule var vi vidner til for nogle uger siden. USA indgik en ny forsvarsalliance, Aukus, med Storbritannien og Australien. Den franske forsvarsindustri stod forslået tilbage, da eksportaftalen om u-både til 420 milliarder kroner kuldsejlede.
Men alliancen mellem USA, Storbritannien og Australien stikker dybere end en enkeltstående leverance. I Aukus vil de tre nationer i mange år fremover kunne udvikle fælles militære kapaciteter, dele forskningsresultater, industrikæder og forsyninger.
For Europa er det verserende spørgsmål, hvordan man vil klare sig uden at have en amerikansk fredshånd at støtte sig til. På EU-plan er de første skridt på egne ben ved at blive taget. I sin state of the union -tale påpegede formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, at EU er nødt til at mindske sin afhængighed af USA. EU’s udenrigschef Josep Borrell ønsker at etablere en EU-styrke på 5000 mand, der kan rykke hurtigt ud til konflikter i nærområder. Forsvarssamarbejdet mellem landene bliver gradvist, men langsomt styrket, og europæiske virksomheder arbejder i højere grad sammen om at udvikle forsvarsrelaterede projekter.
Helt afgørende bliver det kommende EU-formandskab, der ved årsskiftet falder på franske hænder. Hvis Frankrig får held med at overbevise den nye tyske kansler om, at EU skal spille en større forsvars- og sikkerhedspolitisk rolle, kan det sætte turbo på samarbejdet. Hvis den nye tyske kansler ikke er til at overtale, må Frankrig i stedet påtage sig en forsonende rolle over for USA.
I virvaret af interesser står Danmark ved en skillevej. Danmark har siden den kolde krig stået trofast ved USA’s side. Både udenrigspolitisk og forsvarspolitisk har skiftende danske regeringer holdt sig til den amerikanske kæmpe. Samtidig gør forsvarsforbeholdet, at Danmark ikke kan tage del i forsvarssamarbejdet på EU-niveau.
Men hvis USA fortsat vender sig væk fra Europa, kan Danmark enten ende som en isoleret brik i et europæisk magtspil, eller man kan afskaffe forsvarsforbeholdet og samarbejde med resten af EU om at skabe stabilitet i Europas nærområder.
De europæiske nationer er vågnet og har indset, at deres forsvarspolitik hører til en anden tid. Men de svære beslutninger og konkrete handlinger mangler stadig at se dagens lys. Uanset om det er et valg af en kansler, en præsident eller en folkeafstemning, kan demokratiske valg spænde ben for en fælles europæisk mission i den nye verdensorden.
Spørgsmålet er bare, om europæerne, om danskerne, kan vente. Tiden er ved at løbe ud for fred i vor tid.
Bragt i Kristeligt Dagblad, den 10. oktober 2021.