Jeg har aldrig helt forstået, hvordan man kan få tømmermænd, når man ikke har været ude at bumle.
Alligevel har jeg på denne helt almindelige dag, onsdag den 9. november 2016, gået rundt med en aura af tømmermænd. De er ikke, som tømmermænd plejer at være, og de vil med garanti heller ikke forsvinde, uanset hvor meget fastfood og hvor mange liter cola jeg fylder indenbords.
Årsagen til mine tømmermænd kan siges meget kort: Det amerikanske præsidentvalg. Mit indre vækkeur var sat til kl. 02.00 (dansk tid, vel at mærke), hvor Donald Trump førte på de optalte stemmer. Halvt i søvne flød mine tanker tilbage til sommerens Brexit-afstemning, hvor mit indre vækkeur også spillede mig et puds, og jeg vågnede til et foreløbigt valgresultat, der lignede et britisk ja til at blive i EU. Den britiske afstemning endte som bekendt med et nej, så bare fordi Trump førte kl. 02.00 i nat, betød det ikke en endelig valgsejr. Men da jeg flere timer senere havde kæmpet mig vej gennem de falsterske snemasser til mit arbejde, var det usandsynlige blevet til virkelighed: Trump er USA’s næste præsident.
Som jeg skrev i mit sidste blogindlæg, har amerikanerne stemt om fremtidens demokrati, og vi andre er vågnet til den nye virkelighed. Vores liberale demokrati har lidt et nederlag til en reality-stjerne, der vil forsøge at drive demokrati, som man driver virksomhed. Det vil kun være bundlinjen, der tæller. Samtidig står Trump for en politisk kultur, en bevægelse, der lukker sig om sig selv og indirekte diskriminerer dele af befolkningen.
De amerikanske vælgere har talt – og det er et faktum, vi alle må forholde os til. I min frokostpause kunne jeg se, at de sociale medier var ved at koge over af grædende frihedsgudinder og sarkastiske ”held-og-lykke”-kommentarer. Men Trump har, ligesom så mange andre bevægelser i Europa, ramt Ånden fra 2016, der bygger på et oprør mod det bestående politiske system. Han har talt til en gruppe i den hvide middelklasse, der længe har følt sig overset, men som få har taget alvorligt. I virkeligheden er det måske os alle – amerikanere, europæere, danskere – der i fællesskab burde græde over, at vi har opbygget et system, hvor der kan opstå så stor vrede, skepsis og utilfredshed, at befolkningen bare vil have noget andet, uden at nogen kan sætte ord på konsekvenserne ved dette andet.
Man skal ikke skue hunden på hårene. Barack Obama modtog Nobels Fredspris for sit arbejde for at styrke internationalt diplomati og samarbejde, før han rigtigt havde haft mulighed for at vise sit værd som præsident. Set i bakspejlet har det været som et give et studentereksamensbevis til en elev i 9. klasse, og særligt i Obamas sidste præsidentperiode er der blevet antændt flere diplomatiske uroligheder.
Uanset hvor usmagelig man kan finde Trumps person og/eller retorik, bør man heller ikke skue ham på håret. Hvorvidt Trump kan og vil gøre alvor af de valgløfter, han har givet, og hvordan verden vil reagere, kan kun tiden vise. De vælgere, der har stemt på Demokraterne har tabt, men vi mangler endnu at se, om der egentlig overhovedet er nogen vælgere, der har vundet.
Nå, kære læser, mine tømmermænd trænger til pleje. Den nye virkelighed forsvinder ikke, men mon ikke tømmermændene letter efter en god nats søvn?
Og i morgen er der en ny dag, hvor en ny kamp skal kæmpes, og hvor vi sammen skal få det bedste ud af vores nye virkelighed.
Bragt på Folketidende.dk