Vinduet for de politiske forandringer stod på vid gab efter Emmanuel Macrons sejr ved det franske skæbnevalg og Angela Merkels formodede genvalg som tysk kansler. Selvom alle 27 EU-lande ikke var lige reformivrige, lå det i kortene, at det europæiske samarbejde og fællesskab skulle styrkes for at mindske risikoen for fremtidige økonomiske og politiske kriser.
Med det tyske sammenbrud i forhandlingerne om en ny regering er vinduet for reformer af EU smækket i med et brag. Europæiske politikere såvel som borgere har fået et knald over fingrene.
Mens vinduessmækkeriet giver genlyd, bliver det mere tydeligt, at der er brug for helt grundlæggende forandringer i måden, som EU ledes og regeres på: Der er brug for et europæisk system, der også kan garantere stabilitet, når det politiske vinduesglas krakelerer i medlemslandene.
Regeringskrise stopper reformer
Forårets triumf for Macron var som nyt brændstof til den fransk-tyske motor i det europæiske samarbejde. Efter tomgangen i 1990’erne og et decideret motorstop af kriser i det nye årtusinde var det forventningen, at det nye makkerpar, Macron og Merkel, skulle få en masse nye reformer gennem det åbne vindue.
Det havde de god tid til, idet de vigtigste europæiske valg var veloverstået og et Europaparlamentsvalg i horisonten i 2019. Med Eurozonen som håndsving skulle et nyt budget bolte den europæiske økonomi og sikre omfordeling mellem EU-landene.
Som en kastevind mod det åbne vindue sætter den tyske regeringskrise nu en stopper for reformerne. Usikkerheden om, hvorvidt Merkel kan samle en ny flertalsregering eller finde støtte til en mindretalsregering, får vinduets hængsler til at knirke.
Der er en reel sandsynlighed for nyvalg, men det kræver, at den tyske forbundspræsident udpeger en kanslerkandidat, der får minimum tre runder til at skabe et relativt flertal. Lykkes det ikke, kan forbundspræsidenten efter en uge udskrive nyvalg, og tyske medier har sat den tidligste mulige dato for nyvalget til udgangen af april 2018.
Den tyske kastevind har dermed fået EU’s reformvindue til at smække i. Det er useriøst at tale om reformer af det europæiske samarbejde, så længe Tyskland står uden regering. Hvordan skal man for alvor kunne forhandle om et budget for Eurozonen, når Eurozonens største økonomi er politisk handlingslammet?
Et slankere EU
Dermed udstilles endnu engang det europæiske systems svaghed. De store medlemslande er på en og samme tid drivkraften og bremseklodsen i samarbejdet.
Først blæser de ustabile vinde over det ene land, og når stormen har lagt sig hér, blæser ustabiliteten over det andet land. Det gør, at vinduet for de politiske muligheder aldrig kommer til at stå mere end på klem, og det er uholdbart for udviklingen af det europæiske politiske system.
Derfor er der mere end nogensinde brug for et slankere og smidigere EU med en bedre fordeling af kompetencer mellem EU’s institutioner og medlemslandene.
EU’s institutioner skal selv kunne skabe og tage initiativ til de nødvendige reformer for at sikre unionen mod politiske og økonomiske kriser. Hvis ikke der er den politiske vilje i medlemslandene til at give EU denne kompetence, vil magten blive ved med at ende i et tomrum, der fører til afvikling frem for udvikling af de europæiske samfund.
Alternativet til en ny fordeling af kompetencer er at reducere det europæiske projekt til et minimalistisk samarbejde om frihandel.
Vinduet lader endnu engang til at være smækket i for reformer af det europæiske samarbejde. De reformivrige europæiske politikere må væbne sig med tålmodighed, mens tiden rinder ud.
Den næste klynge af skæbnesvangre valg nærmer sig. Med Macrons ”En Marche” i forventelig fremgang mod Europaparlamentsvalget, en ny kommission og et fodslæbende Storbritannien uden for samarbejdet kan der gennem vinduets matte ruder skimtes et håb for reformer i horisonten.
Bare det ikke er for sent.
Bragt i Altinget, den 30. november 2017.