I det seneste årti har Europa været i en politisk krise. En finanskrise blev til en gældskrise, og med en migrationskrise i slipstrømmen kom flere af de nationale parlamenter på gyngende grund. Fløjene er vundet frem. Regeringsdannelser har trukket ud. Protestpartier har vundet præsidentposter.
Mens jorden er skredet under de politiske systemer i de europæiske lande, har magtforholdene i Europa-Parlamentet været relativt stabile. Flertallet har været konstrueret over midten mellem den konservative gruppe, EPP, og den socialdemokratiske gruppe, S&D. De løbende prognoser viser, at Europa-Parlamentets historisk stabile magtkoalition nu også står til at blive oversvømmet af yderfløje og nye protestbevægelser. Efter valget kommer Europa-Parlamentet derfor til at ændre karakter. Europa kommer til at ændre kurs.
Selv om Europa-Parlamentet er en fælleseuropæisk institution, vælges parlamentarikerne i en national kontekst. Det har gjort de store nationale partier størst ved valgene lige fra det første direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979. De store nationale partier er gået sammen i grupper på tværs af højre og venstre og skabt en høj grad af konsensus på tværs af nationale skel og politiske ståsteder.
Valghandlingen om få ugers tid vil ligesom tidligere være som nationale valg til et fælles parlament. Modsat tidligere er flere lande præget af politiske opgør. Nye partier og bevægelser vil sluge stemmer, og efter valget vil de danne nye grupper. Den faste klippe i magtkonstellationen mellem EPP og S&D vil komme på gyngende grund.
En anden uvished i det europapolitiske farvand er, at Europa-Parlamentets grupper er ved at gå i opløsning indefra. Tidligere på året suspenderede EPP den ungarske Viktor Orbáns parti, og efter valget vil Orbáns parlamentsmedlemmer sandsynligvis forsøge at samle en ny højrenationalistisk gruppe.
En tredje uvished kommer fra det franske præsidentparti, En Marche, der er opstillet til Europa-Parlamentet for første gang. Selv om Emmanuel Macron har flirtet med Europa-Parlamentets liberale gruppe, Alde, er det fortsat uvist, om de ender i samme båd efter valget. En ny, stor, proeuropæisk gruppe kan opstå og virke som en flodbølge ind over den eksisterende liberale gruppe.
Midt i stormen i det europapolitiske hav lader én ting til at være sikkert: Europæerne kommer til at se et andet Europa-Parlament efter den 26. maj. Den politiske konsensus mellem højre og venstre vil drukne i et hav af nye grupper. Europa-Parlamentet vil blive delt i en akse mellem det proeuropæiske på den ene side og en blanding af nationalistiske partier og protestbevægelser på den anden side. Europa-Parlamentet vil blive mere ustabilt, og det vil være svært at finde kompromiser.
På den måde vil Europa-Parlamentet komme til at minde umiskendeligt meget om den politiske situation, som vi allerede kender fra andre nationale parlamenter i Europa. Vi står over for valget, hvor Europa-Parlamentet endelig følger de politiske tendenser på kontinentet og dermed bliver europæisk. Spørgsmålet er bare, om et splittet Europa-Parlament kan løse de kriser, som dukker op i fremtidens Europa?
EU-kommentator på Jyllands-Posten, bragt den 4. maj 2019.